Tillykke Bornholm
Dansk Folkeparti har g.d. fået udvidet indholdet af Vækstpakken – der netop er indgået mellem regeringen, Venstre og DF – med følgende tekst:
Rammen gælder de 27 småøer og de 4 lidt større øer. Vi venter derfor med spænding på at se, hvordan pengene fordeles mellem de 31 øer.
Der er alligevel allerede nu god grund til, at ønske det bornholmske samfund tillykke og alle de andre øer, som også får tilskud til fragt af gods.
Man skal altid glæde sig på andres vegne … og det gør vi sandelig også på godsets vegne, for tilskuddet vil være til glæde og gavn for hele det bornholmske samfund. Men vi har også bemærket os, at Kristian Thulesen Dahl er kommet med 2 væsentlige udtalelser:
– Den ene er, at der skal findes en permanent løsning efter 2016.
– Den anden er, at erhvervstilskuddet kun er første »hug«, som han siger, så må der jo også komme et andet »hug«, som efterfølgende vil komme passagerdelen til gode.
Vi har også bemærket, at Margrethe Vestager i sin opremsning af de øer, som tilskuddet kommer til gode, siger at det »ikke mindst« vil gavne Bornholm. Det tyder på, at regeringen er blevet opmærksom på Bornholms situation. Det er formentlig situationen omkring slagteriet, der især har fået øjnene op hos regeringens ministre.
Dog må både regering og Folketing forstå og acceptere, at Bornholm har et rimeligt krav om trafikal ligestilling med det øvrige Danmark – og ligestillingen skal naturligvis ikke kun være udadtil, men også indadtil. Derfor skal trafikal ligestilling naturligvis gælde for alle parter, der benytter sig af den samfundsbegrundede færgebetjening – og ikke kun godset.
Det har vi naturligvis kontinuerligt – gennem adskillige år – gjort »Christiansborg« opmærksom på – og det vil vi fortsætte med indtil alle parter får trafikal ligestilling.
Transport over vand skal koste det samme som transport over land. Alt andet er og vil heller ikke i fremtiden være rimeligt.
Bornholms Passagerforening
28. juni 2014
Bjørn Carlsen
Rønnevej 42, Bodilsker
3730 Nexø