Anders Samuelsen kommer til Bornholm

Anders Samuelsen kommer til Bornholm

Når Bornholms Passagerforening holder generalforsamling den 20. marts 2015, kl. 19:00, på Biblioteket i Rønne, er årets taler den 47-årige partileder Anders Samuelsen fra Liberal Alliance.

– I lige årstal kommer vores taler altid fra »Rød stue« og i ulige årstal kommer taleren fra »Blå stue«, fortæller formanden for Bornholms Passagerforening, Bjørn Carlsen, og han fortsætter: Politisk set har foreningen ingen farve, og det gør vi alt, hvad vi kan for at værne om.

Bjørn Carlsen fortæller endvidere, at Anders Samuelsen og hans kollegaer i Folketinget fra Liberal Alliance, typisk er kendt for klare holdninger og standpunkter. Anders Samuelsen har bl.a. nu meldt klart og tydeligt ud til pressen, at man ikke vil være med til det Færgeforlig, som politisk blev vedtaget 11. december 2014. Han mener, at man med forliget ganske enkelt snyder Bornholm. Anders Samuelsen har derfor nu også kaldt transportminister Magnus Heunicke i samråd, for at få klarhed over bl.a. de 47 mio.kr., som skal hensættes til olieprisstigninger.

Anders Samuelsen er skarp til at gennemskue, når ministerierne forsøger at få skubbet en politisk beslutning igennem ved hjælp af »smarte« vendinger i aftaleteksten, evt. suppleret med vanskeligt gennemskuelige beregninger. Her kommer hans akademiske uddannelse som cand. scient. pol. ham til hjælp.

Han har siddet i Folketinget i mange år, først for De Radikale, men i 2007 var han blandt stifterne af Ny Alliance, og har siden repræsenteret dette parti. Partiet skiftede i 2008 navn til Liberal Alliance, og fik samtidig et temmelig liberalt præget partiprogram.  I 2009 overtog Anders Samuelsen ledelsen af partiet efter Naser Khaders farvel til partiet.

Anders Samuelsen har også været medlem af Byrådet i Horsens samtidig med, at han varetog sit medlemskab af Folketinget. Dette dobbeltmandat skabte en del opmærksomhed i pressen.

Fra 2004 til 2007 varetog Anders Samuelsen et sæde i Europa-Parlamentet.

– Det er en meget erfaren politiker/partileder, vi får besøg af, og han er også kendt for at være en fremragende debattør. Vi glæder os meget til, at såvel vores medlemmer som alle andre bornholmere møder op og »klæder Anders Samuelsen godt og grundigt på«, bl.a. om trafikal ligestilling, som ikke kun er et spørgsmål om kroner og øre.

De venligste hilsner

Bornholms Passagerforening

Bjørn Carlsen

22. januar 2015

Rønnevej 42, Bodilsker

3730 Nexø

E-mail: b.carlsen@tdcadsl.dk

Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


ni + 5 =