TRAFIK
af Jens Stubkjær
IC Bornholm-toget mellem Ystad og København bliver ikke som tidligere meddelt lukket ned i dette efterår. Den direkte togforbindelse fortsætter kørslen frem til december 2017.
Det fik de 20 medlemmer af Trafikkontaktrådet at vide, da de torsdag eftermiddag var til møde med Transportminister Hans Christian Schmidt (V) i ministeriet i København.
Det oplyser Bjørn Carlsen, der deltog i mødet som formand for Bornholms Passagerforening.
Han glæder sig meget over at IC Bornholm ikke bliver lukket så hurtigt som tidligere oplyst.
I færgeforliget mellem de fleste af Folketingets partier i december 2014 blev det aftalt, at IC Bornholm skal lukkes og at der derved kunne overføres 31 millioner kroner til finansiering af færgedriften.
De rejsende skal så i stedet kunne rejse med det svenske lokaltog Pågatoget fra Ystad til Malmøområdet, hvor der kan skiftes tog til Øresundstoget til København.
Pladsbillet
– Jeg er også glad for, at det fremgik ved mødet, at der skal forlanges pladsbillet i Pågatoget, så de rejsende til og fra Bornholm er sikret en siddeplads i Pågatoget, lyder det fra Bjørn Carlsen, der tilføjer: – Hvordan de vil klare det, ved jeg ikke, for så vil svenskerne komme til at skulle stå op for at danskerne kan sidde ned. For svenskerne skal ikke have pladsbillet til Pågatoget – i hvert fald ikke som det fungerer nu.
Ifølge Bjørn Carlsen oplyste ministeriet, at den forlængede drift af IC Bornholm skyldes noget kontraktmæssigt mellem staten og DSB.
Tidligere har Transportministeriet oplyst, at IC Bornholm ville blive lukket, så snart man havde fået etableret en tilfredsstillende ordning med svenskerne -en ordning, der kan tilbyde de Bornholmsrejsende transport med Pågatoget på lignende billet-og prisvilkår, som man har i dag med IC Bornholm.