Bodilsker, den 18. januar 2011

Til medlemmerne af

Folketingets Trafikudvalg

Fremsendes via email ved

Udvalgssekretær Jesper Thinghuss

Vi fremsender det indlæg, vi netop har sendt til optagelse i Bornholms Tidende.

Indlægget taler egentlig for sig selv, men vi ønsker at medlemmerne af Folketingets Trafikudvalg gør sig bekendt med, hvad de ændringer, som de indgåede forlig om samfundsbegrundet færgebetjening af Bornholm gennem årene, har medført.

Pr. 1. oktober 2010 blev der sat et »punktum« for denne udvikling. En udvikling medlemmerne af Folketingets Trafikudvalg næppe kan være uvidende om, at vi alle årene har set de uheldige konsekvenser af og talt imod. Desværre uden held.

Punktummet for denne udvikling blev nemlig sat, da natfærgen fra Bornholm til Sjælland blev nedlagt (1. oktober 2010). Dermed nedlagdes den absolut sidste mulighed for, at bornholmerne (ad søvejen) kan regne med at komme til møder, undersøgelser, møde på arbejdet eller lignende fra morgenstunden i stedet for langt op ad formiddagen. I vinterhalvåret kan passagererne (med den nu kun eksisterende anden færgebetjening) ikke forudsætte at være fremme før omkring middag. Der er intet grundlag for at tro, at de transportmæssige forhold skulle ændre sig, når den nye hurtigfærge indsættes fra 15. juni 2011.

De gennemførte forlig – med samtlige partier i folketinget (med Enhedslisten som eneste undtagelse) – har således beviseligt medført, at den del af transporten, der tidligere blev varetaget af natfærgen i stort omfang er flyttet over til fly. Tallene for stigningen i flytransporten i oktober kvartal 2010 taler (igen) sit tydelige sprog.

Forligenes ikrafttrædelsesdatoer er/har været 1. maj 2005 og 1. september 2011. Imidlertid er dele af det forlig, der skal træde i kraft 1. september 2011, allerede trådt i kraft. Det gælder således nedlæggelsen af natfærgen fra Bornholm til Sjælland. Det har betydet flere flypassagerer og generelt færre færgepassagerer.

Som det også fremgår af det vedhæftede indlæg, er der for os tale om, at folketingets politikere har truffet en noget besynderlig beslutning i relation til miljøpåvirkningen og regeringens/folketingets egne målsætninger/planer om at flytte mest mulig transport fra fly til tog/færge. Her er det gået lige den modsatte vej.

Men når alt det er sagt, må vi på det kraftigste henstille til forligspartierne, at de tager ansvar for den udvikling, de selv har skabt.

Hvad betyder det, og hvad mener vi, at der konkret skal gøres?

Bornholm står nu i en måske ikke latent, så dog i en i allerhøjeste grad eksisterende risiko for, at det kommercielle flyselskab, Cimber Sterling, kan træffe beslutning om at indstille flyvningerne til og fra Bornholm; ja – med dags varsel. Fra 1. december 2010 foretog selskabet en omlægning af billetsystemet og priserne steg betydeligt (dette rammer i udpræget grad pendlere). I den forbindelse gav selskabet udtryk for, at »de skal kunne tjene penge på at betjene Bornholm med fly«.

Vi er fuldt ud bekendt med, at EU (med Korsika – os bekendt – som eneste undtagelse) ikke vil godkende statstilskud til flytransport. Men der må kunne sikres en model, hvor samfundets interesser vejer så tung, at staten (indtil anden løsning findes) på en eller anden måde kan sikre opretholdelsen af flydrift, såfremt den kommercielle udbyder ophører.

Såfremt dette – mod forventning – ikke skulle findes muligt, må politikerne sikre os, at natfærgebetjening kan indføres med dags varsel og opretholdes så længe, der ikke oprettes andre alternativer. I modsat fald finder vi, at væsentlige samfundsinteresser for nødvendig transport til det øvrige Danmark tilsidesættes; og det bornholmske samfund vil blive stillet i en yderst vanskelig situation. Det gælder såvel det tidsmæssige (tabt arbejdstid etc.), ligesom det udgiftsmæssige, idet omkostningstunge overnatninger vil være en nødvendighed.

En sådan beslutning har – for os at se – ingen umiddelbare eller løbende omkostninger. Kun i det tilfælde, hvor/hvis det skulle blive aktuelt, at »nødplanen« iværksættes, vil statskassen (formentlig) blive påført en direkte udgift.

Der findes ingen andre steder i Danmark – af befolkningsmæssigt samme størrelse og med samme afhængighed for samfærdsel – hvor borgerne vil være uden alternative muligheder, hvis deres primære transportmulighed pludselig ophører.

Hvordan garantien i praksis skal føres ud i livet, vil vi overlade til forligspartierne, men vi mener ikke politikerne bør undlade handling; og blot vente til, at situationen opstår.

Med venlig hilsen

Bjørn Carlsen