Vi vil overholde loven

Det skal »slås fast med syvtommersøm«, at vi aldrig nogensinde kunne finde på at overtræde gældende lovgivning med viden og vilje. Hvad andre vil, kommer ikke os ved, men det har vi naturligvis vores mening om.

Den 17/4 2010 holdt Pendlergruppen et møde, hvori bla. deltog 4 medlemmer af kommunalbestyrelsen. Her gjorde adskillige pendlere opmærksom på, at de ikke havde kunnet melde sig ind i Bornholms Pendlerforening. Det ene af disse medlemmer af kommunalbestyrelsen – som overhørte dette – er så sandelig også medlem af Kontaktrådet. Ikke desto mindre fastholdt Kontaktrådet den 21/4 2010, at
»Pendlergruppen i Bornholms Passagerforening kan søge sig repræsenteret i begge foreninger.«
Ved begge foreninger skal forstås Bornholms Pendlerforening og Bornholms Passagerforening.
Borgmesteren afviste Pendlergruppens informationer fra mødet den 17/4 2010 med, at så måtte hun se det dokumenteret.
Formanden for spøgelsesforeningen Bornholms Pendlerforening; Lasse Steen Jepsen, afviste Pendlergruppens oplysninger som »ammestuesnak«.
Kort efter mødet fik vi nogle dokumentationer, hvoraf et er 15 dage forud for Lasse Steen Jepsens oplysninger om, at det var »ammestuesnak«. Altså endnu en gang klart og tydeligt bevis for, at man ikke kan regne med validiteten i udtalelser fra Lasse Steen Jepsen.
Bestyrelsen besluttede, at der skulle gå 3 måneder, før vi tilbød at vise dokumentationen, for så ville enhver påstand om evt. ekspeditionstid etc. kunne fejes ad vejen.
I mellemtiden kontaktede vi vores jurist for at høre, hvordan vi kunne »offentliggøre« dokumentationen uden af komme i konflikt med lovgivningen, bl.a. Persondataloven. På baggrund af den rådgivning skrev vi primo august 2010 til Kontaktrådets Sekretariat, at vi ikke bare ville fremsende dokumentationen,
»men vise det/dem for borgmesteren, viceborgmesteren og dig i fællesskab
Henvendelsen var skrevet til chefkonsulent Henrik Eybye Nielsen (som derved = dig). Det skal i samme forbindelse nævnes, at Steen Colberg Jensen er næstformand i Kontaktrådet. Vi ville naturligvis vise dokumentationen fuldt ud for denne begrænsede gruppe.
Den 16/8 2010 skriver borgmester Winni Grosbøll følgende til mig som formand for Bornholms Passagerforening, inkl. Pendlergruppen:
»I forlængelse af vores tidligere mailkorrespondance, samt den kritik du offentligt har fremsagt i øens medier – senest i dit indlæg “Hvad ska´ det nytte” Bhs. Tidende 10.8.2010 –
vil jeg endnu engang opfordre dig til at fremsende den dokumentation som du hævder at ligge inde med, men som vi endnu ikke har fået mulighed for at se i kontaktrådet.
Jeg ønsker ikke at deltage i lukkede arrangementer hvor dokumentationen kun fremvises for en snæver kreds af særligt udvalgte, sådan som du foreslår i din seneste mail. Det er selvfølgeligt for mig, at dokumentationen og viden derom, tilgår alles rådets medlemmer i fald det skal indgå i sagsbehandlingen.«
Den 20/8 2010 skrev vi et brev til borgmesteren, hvori vi bl.a. gjorde opmærksom på, at vi ikke finder, at vi blot kan sende sådanne informationer til en så stor kreds uden at sikre os, at vi overholder lovgivningen. Samtidig kom vi med forslag til, hvordan vi kan »sløre« personernes identitet, så dokumentationen kan forevises for alle i Kontaktrådet.
Hele brevet til borgmesteren er lagt ud på vores hjemmesidewww.bornpass.dk
Da borgmesteren ikke havde svaret os efter 2 uger, skrev vi 3/9 2010 bl.a. følgende til hende:
»Nu er det 2 uger siden, at vi sendte et brev til dig. Vi kan ikke se, at have modtaget svar på brevet. …, men vi beder dig give til kende, om det evt. skulle forholde sig sådan, at du ikke ønsker at besvare brevet ….
Hvis vi ikke hører fra dig senest tirsdag den 7/9 2010, vil vi gå videre med sagen ud fra den antagelse, at du ikke ønsker at besvare brevet.«
Vi vil gerne vise dokumentationen – også i fuldt omfang – men først og fremmest vil vi overholde loven. Det skylder vi vores medlemmer.
Bornholms Passagerforening
7. september 2010
Bjørn Carlsen
Rønnevej 42, Bodilsker
3730 Nexø
Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


6 + = ti