Slut med »lotterisalg«

Enhver læser af Bornholms Tidende véd, hvor meget vi har arbejdet gennem en del år for at komme af med »lotteriet« i Bizz-systemet og Bornholmerkortet, samt hvor meget vi har arbejdet for at få forbedret mulighederne for at købe Røde billetter.
Alt tyder på, at arbejdet nu vil bære frugt. Bornholmstrafikken arbejder aktivt med at få mulighed for at:
1)      udstede Røde billetter som enkeltbilletter
2)      »lotterispillet« i Bizz-ordningen og Bornholmerkort forsvinder, så man aldrig kan komme til at betale mere for en returbillet end listeprisen.
Står det til Bornholmstrafikken vil ændringerne snarest blive gennemført, men man er nødt til at få tilladelse til ændringen af Trafikstyrelsen.
Salgschef Lindy Kjøller ser hellere end gerne ændringerne gennemført, idet det vil lette Bornholmstrafikken bl.a. i forbindelse med check-in, at flest mulig kører på Bizz-ordning eller bruger Bornholmerkort.
Vi skal ikke lægge skjul på, at vi allerhelst havde set, at bornholmerne her og nu fik en »Samsø-model«, men det er mere end godt, at vi – når disse ændringer – træder i kraft, er kommet et stykke ad vejen for at få bedre og mere rimelige billetsystemer. Blot dét, at man aldrig kan komme til at betale mere end listeprisen for en returbillet, er en betydelig forbedring, så ingen fremover længere behøver at tænke det mindste på, om de nu også får rejst det antal gange i løbet af et år, som er nødvendigt for ikke direkte at tabe penge ved Bizz-ordningen eller Bornholmerkortet.
Det er også glædeligt, at Bornholmstrafikken nu ser logisk på billetpriserne, så det f.eks. bliver den konkrete plads et køretøj optager på bildækket, som danner grundlag for billetprisen og ikke om man f.eks. har en campingvogn i stedet for en autocamper.
Men alle ændringerne skal godkendes i Trafikstyrelsen, hvorfra man dog generelt har udtrykt en positiv indstilling til ændringerne.
Bornholms Passagerforening
27. august 2010
Bjørn Carlsen
Rønnevej 42, Bodilsker
3730 Nexø
E-mail: b.carlsen@tdcadsl.dk
Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


+ 5 = ti