Forbedringer på Leonora Christina
Den 29/11 2011 var bestyrelsen i Bornholms Passagerforening – sammen med flere medlemmer – på en gennemgang af passagerfaciliteterne på Leonora Christina.
BornholmerFærgen stillede velvilligt personale til rådighed for hhv. besvarelse af spørgsmål og til at »samle op« på de områder, som kan forbedres.
Selv om der er gået en rum tid, glæder vi os rigtig meget over, at vi efterhånden kan sætte kryds ud for flere og flere ønsker, som er blevet gennemført.
Hvad hjælper det f.eks., at der er mange el-stik under bordene, hvis ingen kan finde dem? Nu er der så sat små skilte på selve bordpladen om, at el-stikkene findes neden under bordpladen.
Der er også sat flere tværskibsskilte op, som viser vej til bl.a. toiletter, shoppen og bistroen.
Selv om vi er nået et godt stykke af vejen, så er der stadig mangler og ønsker om ændringer. Vi skal her nævne nogle af de ønsker, der rejses igen og igen:
- At dårligt gående kan nå at komme op og få sat sig ned, inden skibet sejler (og dermed vipper)
- Parkering på vogndækket beordres stadig til at foregå, så mange stiller spørgsmålstegn ved, om »Bekendtgørelse om teknisk forskrift om transport af motorkøretøjer m.v. med Passagerskibe« er overholdt. Det hedder i bekendtgørelsens § 4, stk. 2, pkt. 6 og 7:
6) At passagerer har direkte adgang fra og til deres siddeplads i motorkøretøjet, og at denne adgang kan ske sikkert.
7) At passagerer fra deres køretøj har direkte og sikker adgang til og fra apteringsområder m.v. - Der opleves træk næsten overalt på Færgen (pga. ventilationsanlæggene)
- Støjniveauet skal forsøges nedsat
- Trapperne bag på skibet fra/til bildækket bør overdækkes.
Vi har netop indsat et debatemne på vores hjemmeside (www.bornpass.dk), hvor alle kan give deres mening til kende om, hvad der er godt på Leonora Christina – og hvad der kan forbedres.
Bornholms Passagerforening
Bjørn Carlsen
4. august 2012
Rønnevej 42, Bodilsker
3730 Nexø