For en måned siden har DSB og Færgen aftalt, hvordan de kunne få Rejsekortet til at hænge sammen, så kunderne med ét kort (og ingen papirbilletter) stort set kan rejse i hele landet. Den officielle beskrivelse til os om, hvordan kortet indføres på Ystadruten (inkl. færgen), kan læses på vores hjemmeside. Det er derfor mere end besynderligt, at DSB pludselig melder andet ud i pressen.
Vi har forståelse for, at BAT (af økonomiske grunde) endnu ikke tilslutter sig.
Men at IC Bornholm, som eneste »DSB-indenrigsrute« skulle springes over; det er alene en nedprioritering af Bornholm med en dårlig undskyldning om, at kørslen foregår i Skåne. Rejsekortet er en fordel for de bornholmere, som har ærinder rundt om i landet.
Rejsekortet er nu så implementeret i Danmark, at der ikke længere sælges klippekort eller pendlerkort i Nordjylland og Vestsjælland; og til sommer (2013) udgår klippekort og pendlerkort også i Hovedstadsregionen (ifølge Wikipedia).
Prisen på Rejsekortet beregnes svarende til klippekort-prisen og i store områder af landet gives ydermere 20% rabat uden for myldretiden. Det er derfor ikke brugerne af Rejsekortet, der kommer til at betale for kortet, men derimod dem, der ikke bruger kortet. Det er naturligvis beklageligt.
Den rejsende undgår – med Rejsekortet – at skulle finde ud af at købe et klippekort og ofte stå tilbage med nogle ubrugte klip. Den rejsende har hele billetten samlet på ét kort og undgår papirbilletter.
Set ud fra en miljøsynsvinkel, er Rejsekortet derfor også langt at foretrække.
Det er noget rod, at den rejsende selv skal finde ud af at købe billetter – og sætte sig ind i rabatsystemer – visse steder i landet (herunder fra/til Bornholm).
Som forening har vi kun ét ønske, og det er at arbejde for, at bornholmerne får de letteste, bedste og billigste rejsemuligheder.
Bornholms Passagerforening
20. april 2013
Bjørn Carlsen
Rønnevej 42, Bodilsker
3730 Nexø
Email: b.carlsen@tdcadsl.dk