Fortsat direkte til Sjælland

I det seneste årstid er nogle interesseorganisationer m.fl. kommet med tanker om, hvordan den fremtidige færgebetjening kan samles ved alene at benytte Ystad-ruten.
Tankerne om igen at samle gods og passagerer er meget besnærende, fordi der kan spares på driftsudgifterne. Derved skabes et bedre grundlag for at få opfyldt kravet om, at »transport over vand skal koste det samme som transport over land«.
Men – når det er sagt, er der temmelig meget, som taler imod, at nedlægge en direkte rute til Sjælland.
Der er stadig det samme antal restriktioner over Sverige som hidtil. Køge-ruten bliver netop benyttet, når turen gennem Sverige er alt for besværlig eller slet ikke kan lade sig gøre. Det drejer sig ikke mindst om, når bornholmerne medbringer dyr. For mange er det en yderligere omkostning, fordi de svenske myndigheder forlanger en del attester, som koster en hel del.
Hertil kommer, at der bor mennesker på Bornholm, som af forskellige årsager, ikke må rejse via Sverige. Pr. 1. januar 2013 var der 40.175 borgere på Bornholm. Heraf er det kun 39.193 borgere, der har dansk statsborgerskab. Af de 982 med andet end dansk statsborgerskab, vil der være flere som ikke må rejse via Sverige.
Kommunen har også sagt ja til at modtage et antal asylansøgere. Deriblandt kan der være personer uden statsborgerskab.
Regeringen har vedtaget, at asylansøgeres børn, skal gå i de almindelige skoler. Det betyder, at flere og flere lejrskoleklasser heller ikke kan rejse via Sverige. Og flybetjeningen er fortsat ikke samfundsbegrundet.
Miljøbelastningen ved at sejle alt gods via Sverige er markant. Her tænker vi ikke mindst på, at godset skal transporteres med lastbil gennem Sverige og via Øresundsbron køres på lastbil ind i Danmark igen.
Og hvad med erhvervslivets transportomkostninger? Efter vores oplysninger vil de stige betragteligt.
Efter vores opfattelse, er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt gods og passagerer igen skal samles. Men spørgsmålet er, hvor der sejles til og hvad der skal sejles med. Der skal – når dette sker – sejles til en destination på Sjælland, som ligger betydeligt tættere på København end Køge gør. Der skal sejles til en destination, som giver såvel passagererne som godset en fordel, hvor infrastrukturen (veje og skinnebåren transport) er god og tilstrækkelig. Der skal sejles til en destination, som kan nås inden for stort set samme tid, som turen over Sverige tager.
På det seneste er der kommet adskillige forslag til, hvordan trængslen i København afhjælpes, bl.a. fra Trængselskommissionen og Region Hovedstaden. Vel at mærke forslag, som pludselig – ud over Nordhavnen og Kastrup – lukker op for andre interessante muligheder for anløb af en superfærge fra Bornholm.
Der er alt for mange minusser ved at anvende Ystad, som destination. Ud over alle restriktionerne, miljøbelastningen og ekstra omkostninger til bl.a. Øresundsbron, er der en risiko, som er yderst relevant at medtage … og det er, hvis der opstår forskellige dyresygdomme, f.eks. kogalskab, så vil svenskerne ikke tillade kørsel med levende dyr gennem Skåne.
For nylig blev der igen konstateret fugleinfluenza i Kina. Hvem véd, hvornår denne aggressive form for influenza igen »flyver« til Danmark.
Vores samfundsbegrundede færgebetjening skal:
1) Sejle til den rigtige destination
2) Være så enstrenget som muligt
3) Sejle på de rigtige tidspunkter
4) Sejle på en acceptabel overfartstid
5) Bestå af de rigtige færgetyper
6) Være miljørigtig.
Det skal også nævnes, at den nye superhurtige jernbane fra København til Ringsted via Køge, slet ikke får nogen som helst positiv indvirkning for passagererne … og vi kan heller ikke umiddelbart se, at den skulle kunne blive til gavn for godserhvervet.
Vi følger udviklingen i og omkring København ganske tæt. Vi har gode forbindelser til nogle trafikforskere, til byplanlæggere og politikere. Den 8. april 2013 havde vi således besøg af en byplanlægger fra København, som gav bestyrelsen en god og nyttig information og et godt grundlag til at arbejde videre på.

Bjørn Carlsen
Bornholms Passagerforening
18. april 2013

Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


ni + = 17