Transitkorridor

I adskillige år har nogle bornholmere været »plaget« af transitrestriktionerne, når de er rejst gennem Skåne. Nogle har oplevet adskillige kontroller, andre har rejst utallige gange og aldrig oplevet en eneste kontrol. Derfor er der bornholmere, som anser transitreglerne for noget, der står i en lov eller en bekendtgørelse, som er dem fuldstændigt uvedkommende; men kun indtil den dag, hvor de selv bliver konfronteret med en eller flere af transithindringerne. Det har vi erfaret flere gange.
De fleste af dem, der rejser med Bornholmerbussen, har oplevet kontrol i bussen, når turen går fra København til Ystad, men den kontrol er typisk alene en narko-kontrol. Det tilsvarende gælder med IC Bornholm. Men også her er der dog af og til personer, som må vise alt, hvad de har i bagagen.
På det seneste har vi i bestyrelsen haft flere møder med politikere og forskellige embedsmænd om transitreglerne. Det har fået os til at opsøge og få kontakt med flere personer og beretninger om, hvordan transitreglerne opleves af nogle almindelige bornholmere.
Biler med anhængere bliver relativt ofte kontrolleret. Det fik den bornholmske familie at føle, da den var på ferie i Sønderjylland. Her kørte de adskillige gange over grænsen til Tyskland og handlede stort ind af alle former for fødevarer og drikkevarer … for det var jo billigt. Men det endte med at blive dyrt, da de havde glemt, at de skulle igennem Skåne på vejen hjem.
Hos et ældre ægtepar skulle hustruen til kontrol og behandling på Herlev Hospital. De havde rigeligt at tænke på med den sygdom, som hustruen skulle til kontrol og behandling for. De »glemte« at få bestilt og medtaget et pillepas … og det blev en belastning i en ellers svær situation at skulle bevise, at der var tale om egenmedicin på recept. En opringning til egen læge var ægteparrets redning.
En af øens apotekere er af den opfattelse, at det er en forsvindende lille del af de rejsende, som medbringer det pillepas, som de egentlig skulle medbringe.
At få hunde, katte og andre kæledyr samt heste og slagtedyr gennem Sverige er en helt, men meget kompliceret historie for sig. Heller ikke på dette område overholdes reglerne, som de skal.
Hos en familie med hunde opstod der pludselig et behov for at familien kørte til Sjælland, hvor familiens bedstemor lå for døden. Alt blev pakket i en hast, og hundene kom med på turen, da en aflevering i en hundekennel ville forsinke rejsen til dagen efter. Familien havde ikke de rigtige papirer for at hundene kunne have været bragt lovligt gennem Skåne.
Kort sagt, så er bornholmerne ikke lovmedholdelige, når det gælder om at rejse lovligt gennem Skåne. Vi skal ikke opfordre nogen overhovedet til at rejse uden de rigtige og gyldige attester/pas og papirer, men der er så mange situationer, hvor vi til fulde forstår, at bornholmerne rejser uden at vide at de rejser ulovligt, ligesom der er mange situationer, hvor bornholmerne rejser uden de korrekte attester mv., fordi det er så besværligt at anskaffe dem og anmelde de rette steder.
Arbejdet med at få reduceret transitreglerne har stået på i adskillige år – og resultatet har været, at hver gang en regel er blevet lempet for nogen, så er den blevet mere besværlig for andre. Det gælder f.eks. de seneste ændringer inden for området med hunde/katte og hestetransport.
Rejser med f.eks. skolebørn har i nogle år været »begunstiget« af, at asylansøgernes børn ikke kom ud i de almindelige skoler. Sådan er det ikke længere, og nu skal lærerne igen til enten at rejse med hele klassen via Køge (evt. med fly) eller også dele klassen op, så »asylbørnene« sendes med fly, mens resten af klassen rejser over Sverige.
Minister for nordisk samarbejde, Manu Sareen, har udvist stor interesse for og vilje til at ville få bragt antallet af transithindringer betydeligt ned. Det fortjener han stor anerkendelse for.
På grund af erfaringerne fra de seneste tiår, er vi i Bornholms Passagerforening af den opfattelse, at en transitkorridor er eneste løsning – så løses alle problemer på en gang.

Bornholms Passagerforening
Bjørn Carlsen
11. juni 2013

Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


syv + = 16