Kommunalbestyrelsen har sagt »nej tak« til at overtage trafikkøberrollen vedrørende den samfundsbegrundede sejlads til og fra Bornholm.
Bestyrelsen i Bornholms Passagerforening ville helt klart være kommet frem til samme beslutning vedrørende 2017, men …
Først og fremmest ligner den forespørgsel, som Transportministeriet har sendt til kommunalbestyrelsen, nærmest en julehilsen til moster Olga. Ingen informationer om grunden til forespørgslen, ingen informationer om vilkår etc.
29. august 2013 skulle kommunalbestyrelsen – ifølge dagsordenen – træffe én af følgende to beslutninger:
»Bormesteren indstiller sagen til drøftelse og at der træffes beslutning om følgende to muligheder:
A: At kommunalbestyrelsen træffer en beslutning om at takke nej til muligheden for at overtage trafikkøberollen på det foreliggende grundlag eller
B: At kommunalbestyrelsen ønsker at iværksætte yderligere undersøgelser af:
– Økonomien der er forbundet med at overtage trafikkøberollen
– Afdækning af de forskellige risici i overtagelsen
– Forskellige organisationsmodeller for eget trafikkøberkontor.«
Beslutningen blev åbenbart, at 26 ud af 27 kommunalbestyrelsesmedlemmer stemte for punkt A.
»På det foreliggende grundlag« hedder det; men hvorfor spørger man ikke ministeriet om vilkårene, og om, hvorfor ministeriet blot sender en »julehilsen til moster Olga« uden noget reelt indhold ?
Hvad vil fordele og ulemper være ? Debatten gav heller ikke tilhørerne yderligere klarhed over, hvorfor kommunalbestyrelsen traf den beslutning, som man gjorde. Det hjælper heller ikke, at man henviser til et tilsvarende »nej« fra 2006.
Hvorfor bringer man heller ikke spørgsmålet om Regionens overtagelse af trafikkøberrollen ind i debatten og i afgørelsen ?
Der er mange positive elementer i en mere lokalt funderet overtagelse af trafikkøberrollen, ikke mindst nærhedsprincippet (eller subsidiaritetsprincippet som folketingsmedlemmerne ynder at kalde det).
Men der er også mange faldgrupper, som man på forhånd må sikre sig ikke at falde i.
Færgefarten er vores motorvej til det øvrige Danmark, og derfor skal det være statens opgave, lyder tesen her på Bornholm. Deri er vi ikke uenige, men når staten har glemt at lægge asfalt på hele vejstykket, og når staten økonomisk kalkulerer med huller i vejen, så er der grund til at belyse andre muligheder.
Vi har peget på en model, som staten skal forpligtes på, og som på ét og samme tidspunkt kan fjerne mange af de øvrige usikkerhedsmomenter; en model som er fremtidssikrende for Bornholm.
1) Der skal sikres vandtætte skotter mellem den »lokale kasse« og »færgedriften«
2) Prisen over vand skal koste det samme som prisen over land
3) Der skal opstilles en beregningsmodel, som altid sikrer, at statens tilskud påvirker den bornholmske samfundsøkonomi i en positiv retning
4) Der skal oprettes en »Tonnage-fond«, som der tilsvarende er oprettet en »Tog-fond«, som skal sikre, at der altid er kapital nok til nye investeringer i tonnagen.
Da »Tog-fonden« blev offentliggjort, sagde statsminister Helle Thorning-Schmidt, at den skulle være til glæde og gavn for hele Danmark. Store ord ! De omfattede da heller ikke Bornholm, ej heller banestrækningen mellem Ystad og København. Men statsministeren kan godt få lov til at efterrationalisere og komme indhold i de flotte, store ord ved at tage Bornholm ind ad bagdøren gennem oprettelsen af en »Tonnage-fond«.
Forslaget om en »Tonnage-fond« vil også være velegnet til en model, hvor staten ejer tonnagen og alene udliciterer driften.
Uanset hvilken model, der skal anvendes for færgedriften efter 2017, bør alle de bornholmske politikere sikre sig, at
1) Prisen over vand skal koste det samme som prisen over land
2) Der skal opstilles en beregningsmodel, som altid sikrer, at statens tilskud påvirker den bornholmske samfundsøkonomi i en positiv retning.
Beslutningen om, at kommunen ikke vil overtage færgedriften, er truffet. Men det havde været ønskeligt, at beslutningen var truffet på et noget mere oplyst grundlag.
Bornholms Passagerforening
Bjørn Carlsen
4. september 2013
