Siden Leonora Christina begyndte at sejle på ruten Rønne-Ystad, har flere medlemmer bedt os arbejde med at få støjniveauet sænket på færgen. Emnet blev også rejst på vores generalforsamling i 2012. Derfor har vi naturligvis taget spørgsmålet – om hvad der kan gøres – op over for Færgen. Vi har hidtil haft kendskab til en del støjgener, men ikke helt haft viden om omfanget af generne og hvilke gener, der har været de værste.
Via vores store undersøgelse hen over sensommeren 2013 har vi fået et betydeligt bedre indblik i, hvor mange der føler sig generet af støj om bord på Leonora Christina og hvilken form for støj, der generer allermest.
Det er lidt overraskende, at 6 ud af 10 markerer, at de ikke føler sig generet af støjniveauet; men at samme personkreds i stort omfang alligevel anfører, hvilken støjgene der er den mest generende.
Hertil kommer en helt klar markering af, hvilken støj de 4 ud af 10, som føler sig generet af støj, især er generet af.
En del over halvdelen anfører skolerejser/grupperejser, som den største støjgene. Vi har for et par år siden foreslået, at det i sejlplanen markeres, at der er skolerejser/grupperejser på den pågældende overfart. Så har de personer, som føler sig ekstremt generet af støj, måske mulighed for at vælge en anden afgang.
Hvis vi ser på den anden mest generende støjkilde, så er der tale om støjende tv-skærme. De 2 støjgener dækker tilsammen over, hvad 3 ud af 4 personer opfatter som det mest støjgenerende.
Lidt overraskende er det, at næsen hver 5. føler sig generet af »anden støj«. Vi vil i den kommende tid forsøge at finde frem til, hvad »anden støj« reelt dækker over.
Vi vil selvfølgelig også gøre, hvad vi kan, for at der gøres noget ved de meget klare markeringer af støjgener, som undersøgelsen viser, at passagererne har.
Bornholms Passagerforening
8. september 2013
Ianto Gerdes (bestyrelsesmedlem)
Lyrsbyskov 2
3751 Østermarie
E-mail: ianto.t.d.@gmail.com