Rasende formand for Bornholms Passagerforening:
Terminal lukker og billetprisen stiger
Af Flemming Kofoed
– Jeg er ganske enkelt meget vred, ja, jeg er rasende på Bornholms vegne. Vi er overhovedet ikke blevet hørt. SAS og Norwegian har siddet med ved forhandlingsbordet, og de har bare på alles vegne repræsenteret brugerne – både de selskaber, der har interline-aftaler og dem der enten ikke har eller kun har ganske få. Det er de store selskaber, der har trampet godt og eftertrykkeligt på de små selskaber – og dermed på deres kunder. Sådan konstaterer formanden for Bornholms Passagerforening Bjørn Carlsen på baggrund af, at terminal 1 (indenrigsterminalen) i Københavns Lufthavn lukker april næste år, og at der samtidig kommer en forhøjet passagertakst, som vil koste DAT 7,5 mio. kr. ekstra.
Ifølge check-in.dk har Københavns Lufthavn indgået den nye aftale med flyselskaberne, som indebærer, at både indenrigs- og udenrigspassagerer fra næste år skal benytte de samme gates, terminaler og sikkerhedskontrol mellem terminal 2 og 3. DAT-direktør Jesper Rungholm udtaler til check-in.dk, at den bornholmske rute har en stor andel af gangbesværede passagerer, og derfor håber han, at selskabet kan få lov at benytte nogle af de mest centralt placerede standpladser tæt på den fælles sikkerhedskontrol fremover.
Og med hensyn til den stigende passagertakst på indenrigstrafikken, vurderer Rungholm, at den kommer til at koste DAT 7,5 mio. kr. ekstra frem mod april 2016. Han frygter på den baggrund både passagertab og prisstigninger på billetterne.
– Der er nogle små forbedringer for pendlere uden bagage, men ellers er det kun forringelser for de bornholmske pendlere. Og de bornholmske pendlere kan vel at mærke forvente en stigning i billetprisen på ca. 40 kr. pr. billet for at få forringet deres vilkår i Københavns Lufthavne. Glem så ikke, at de bornholmske pendleres skattemæssige fradragsværdi er betydelig dårligere end øvrige danskeres. Det bedres i hvert fald ikke af, at priserne stiger, og at prisstigningen skal gå til andet end den direkte transportomkostning, konstaterer Bjørn Carlsen fra Bornholms Passagerforening.
– Selv om mange landinger måske kommer nærmere metroen, så er der stadig – eller måske endog forøget risiko for lange gåture i lufthavnen, idet den nuværende indenrigsterminal fremover skal benyttes som en finger til hovedterminalanlægget, ligesom bagagen fremover skal afhentes i det fælles ankomstområde. Jeg kan frygte, at kufferter fra Paris, London og New York er vigtigere end dem fra Bornholm, tilføjer han.
– De bornholmske pendlere kommer ikke til København for at vade rundt i lufthavnen efter deres bagage eller andet. De kommer til København for arbejde, og så skal forholdene naturligvis være så lette som overhovedet muligt, for at pendlerne kan komme ud af lufthavnen og videre til deres arbejdsplads – ikke omvendt. Og det kommer vi til at fortælle Københavns Lufthavne klart og tydeligt, understreger Bjørn Carlsen.