Færgens overskud

Færgens overskud

Endnu en gang er der grund til at ønske ledelsen hos Færgen tillykke med det gode resultat for 2014. Der er – så langt som regnskabet tillader aflæsning af dette – tale om god selskabsledelse. Herefter burde regnskabet for 2014 egentlig ikke give anledning til yderligere kommentarer; men sådan er det desværre ikke.

Først og fremmest ville det have været rimeligt, at regnskabet var delt op, så det havde fremgået af hver enkelt færgerute, om den sejler med underskud eller overskud.  Det er mere end blot gætværk, at Færgens græske eventyr på besejlingen af Samsø – selv efter statens donation – har betydet, at alle andre ruters overskud er endt i den tomme samfundsbegrundede kasse for besejlingen af Samsø.

Det er heller ikke det rene gætværk, at færgebetjeningen af Bornholm genererer størstedelen af Færgens overskud, ja – måske mere end det samlede overskud.

I disse uger/måneder, hvor politikerne med transportminister Magnus Heunicke i spidsen, kigger rundt i alle krogene på »Christiansborg« for at finde nogle millioner kroner til en erstatnings- og suppleringsfærge, ville det have været påskønneligt, at Færgens overskud var blevet anvendt til at fylde de »grimme huller« ud, der findes i det politiske forlig, som blev indgået 11. december 2014.

Den rederikonstruktion, som Færgen hviler på, klæder så aldeles og slet ikke den danske stat. Med den ene hånd bekæmper man engagementer med skattely; mens den anden hånd sidder med ved »Riddernes runde bord« hos Kong Arthur, hvor skattely er blevet den 7. regel i Sir Thomas Malory’s regelsæt.

Det ville pynte gevaldigt på statens reputation, om man – gerne inden næste kontrakt skal træde i kraft i 2018 – tilbyder skattelyselskabet Clipper at overtage dette selskabs aktieandel i Danske Færger. Vi har brug for blot en smule ordentlighed i statens forvaltning i samarbejdet med det private erhvervsliv.

Ledelsen af Færgen har opfyldt deres metier på den indtjeningsmæssige side. Selskabet (halvt ejet af staten) har oven i købet formået at indgå en aftale med selv samme ihændehaver, som er så gunstig, at Bornholm via overskuddet kunne have fået betydelige nedsættelser af billetpriserne samt en erstatnings- og suppleringsfærge.

Det vil være formålstjenligt, hvis Transportministeriet regner kommende tilbud lidt bedre efter. Det er ikke rimeligt, at overskuddet fra hr. og fru Kofoeds dyrt betalte billetter ender i skattely … oven i købet med statens velsignelse.

 

Bornholms Passagerforening

Bjørn Carlsen

  1. april 2015

Rønnevej 42, Bodilsker

3730 Nexø

Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


9 + ni =