Bornholms Tidende 14.04.2015 af Jens Stubkjær
Hvis staten indstiller IC-Bornholm flere år før, at det nye færgeforlig træder i kraft, og dermed sparer 31 mio. kr. årligt, så skal de penge bruges til fordel for trafikbetjeningen af Bornholm.
Det fastslår Bjørn Carlsen, formand for Bornholms Passagerforening, nu da det tegner til at dette vil blive tilfældet.
– Hvis IC-Bornholm nedlægges tre år, før det nye færgeforlig træder i kraft, så må der blive i hvert fald 30 mio. kr. i tre år “til overs” – og de penge skal komme bornholmerne til gode – ikke “Togfonden” eller tilsvarende, skriver Bjørn Carlsen i en mail til Bornholms Tidende og tilføjer: – Vi må i det mindste kunne forlange, at ministeriet kan gøre klart og tydeligt rede for, hvad de 90 mio. kr. i så fald bruges til.
Ifølge den politiske aftale om færgeforliget spares 31 mio. kr. årligt ved indstille IC-Bornholm. Sker det f. eks. fra 1.9.2015, er der tre år til færgeforliget træder i kraft, 1.9.2018, hvor der i alt spares 93 mio. kr. i forhold til den nuværende drift.
Fordeles de penge over færgeforligets 10-årige periode, er det ni mio. kr. årligt, som kan anvendes til at forbedre trafikbetjeningen i forhold til det nuværende forlig.
De penge skal ikke gå til” Togfonden” eller tilsvarende.