Billige flysæder igen ?

Pressen omtaler i disse dage flere steder i landet, at det engelsk-finske flyselskab Flybe Nordic viser interesse for at beflyve danske indenrigsruter; og ikke mindst ruten til/fra Bornholm. Konkurrencen kan være et gode for billetpriserne, men vi har før set, at flyselskaber er bukket under i konkurrencen om beflyvningen af Bornholm – og der kan i sådanne situationer være risiko for, at Bornholm pludselig kan stå helt uden flyforbindelse.

I den spæde start af 2011 stod det klart, at Bornholm var i alvorlig risiko for totalt at miste sin flyforbindelse til Hovedstaden. Også på nuværende tidspunkt er det en smule uklart, hvordan Cimber Sterlings økonomiske situation vil se ud fremover.
På den baggrund var det mere end naturligt for os i den første måned af 2011, at foreslå, at staten skulle spænde et »sikkerhedsnet« ud under flytransporten. Den daværende transportminister kvitterede med at vise stor interesse for forslaget og det blev klarlagt, at dette er foreneligt med EU’s regler. Forslaget er stadig yderst aktuelt, men debatten er blevet en smule forplumret og undersøgelserne alt for snævert udført, idet forslaget nu alene betragtes som et projekt om »statsstøtte til flytransporten«. Det har aldrig været vores hensigt at se så visionsløst på et så betydningsfuldt emne for det bornholmske samfund, ligesom vi ønsker at flytransporten tænkes ind i en samlet transportløsning for Bornholm fra 2017 (når næste færgeforlig skal træde i kraft).
Hans Chr. Schmidt gav, mens han var transportminister, klart udtryk for sin støtte og opbakning til vores forslag. Det er stadig ikke helt klart, hvad den nye transportminister mener om forslaget, men det vil vi få afklaret i løbet af foråret 2012.
Bornholms Passagerforening
Bjørn Carlsen
27. januar 2011
Rønnevej 42, Bodilsker
3730 Nexø
Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


+ en = 7