BAT Sommer

I den absolutte højsæson for turismen, er der behov for en tilpasning af BAT-køreplanen og det sker hvert eneste år. I år gælder sommerkøreplanen for perioden 25. juni til 14. august 2011.
Dette falder heldigvis sammen med, at skolerne holder sommerferie og mange bornholmere samtidig holder 2-3 ugers sommerferie.
Derfor er der god grund til at huske bornholmerne på at kigge efter i køreplanen, før de skal af sted med bussen, for i sommerperioden »holder selv plejer sommerferie«.
Sommerkøreplanen i år har ens kørsel alle ugens dage. Det giver lidt færre afgange på hverdage og flere i weekenden end ellers.
På grund af de sene færgeankomster er der også sene busafgange, dvs. kl. 00 og 02 fra Rønne, så på flere ruter er der faktisk minimum 2-timesdrift hele døgnet.
Efter køreplanen gik i trykken, blev det – efter henvendelser fra passagererne – besluttet at indsætte 3 ekstra morgenture, fordi nogle af de faste kunder manglede deres busforbindelse. Disse fremgår af henholdsvis BAT’s hjemmeside og af hængeskilte i busserne.
Generelt kører der færre busser på de gængse ruter i sommerperioden, mens der kører langt flere langs kysten (ruterne 7 og 8).
I forhold til for et år siden er der langt flere busser at vælge imellem (der er lagt ture ind imellem 2-timesdriften), og afgangene er desuden spredt ud over hele døgnet, inkl. natten, for de fleste ruter.
Så alt i alt betyder det, at såvel bornholmerne som turisterne nok skal komme frem med BAT-busserne.
Selv om det principielt er uden for emnet, er det bemærkelsesværdigt og meget glædeligt, at netop fra sommerkøreplanens ikrafttræden er busstoppestedet på Boulevarden på Balka flyttet til sin oprindelige og klart mere sikre plads igen. Så mon ikke vi med tiden får gjort flere af de farlige stoppesteder noget mere sikre igen.
Bornholms Passagerforening
29. juni 2011
Kirsten Lund-Hansen
Næstformand
Harbovej 125
3700 Rønne
Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


+ en = 9