Stor glæde over tilsagn

Den 18/1 2011 sendte vi et brev til Folketingets Trafikudvalg om, at
»Det bornholmske samfund er blevet mere og mere afhængig af flytransport. Denne afhængighed er tiltaget over de seneste år; og det er der god grund til.«
Brevet blev omfattende omtalt i Bornholms Tidende. I brevet indgik også et Synspunkt, som blev bragt den 2/2 2011 i Bornholms Tidende.
Begge dele kan også læses på vores hjemmeside www.bornpass.dk under Debatindlæg.
I brevet skriver vi bl.a. »… der må kunne sikres en model, hvor samfundets interesser vejer så tung, at staten … på en eller anden måde kan sikre opretholdelsen af flydrift, såfremt den kommercielle udbyder ophører.«
» …vi finder, at væsentlige samfundsinteresser for nødvendig transport til det øvrige Danmark tilsidesættes; og det bornholmske samfund vil blive stillet i en yderst vanskelig situation. Det gælder såvel det tidsmæssige (tabt arbejdstid etc.), ligesom det udgiftsmæssige, idet omkostningstunge overnatninger vil være en nødvendighed.«
Vi har i såvel brevet som i Synspunktet gjort rede for, hvorfor situationen har ændret sig så afgørende, at flytransport bør have anden status end hidtil.
Det var på den baggrund helt særligt at opleve, at transportminister Hans Christian Schmidt den 10/5 2011 på Horestas Turismekonference i Aakirkeby afslørede, at han nu arbejder for, at flytransporten mellem Bornholm og København kan opnå status af samfundsbegrundet transport.
Det var også en stor oplevelse, at konstatere at så mange både på konferencen og efterfølgende har givet udtryk for glæde over for idéen og over for transportministerens tilsagn.
Bornholms Passagerforening
11. maj 2011
Bjørn Carlsen
Rønnevej 42, Bodilsker
3730 Nexø
Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


+ 2 = fem