Når Bornholms Passagerforening den 28. marts 2011 holder generalforsamling bliver det på flere måder en af de meget markante generalforsamlinger i foreningens snart 26-årige historie. 2 gamle kæmper forlader nemlig ledelsen. Den ene er Erik Pedersen:
Da foreningen i maj 2010 holdt 25-års jubilæum blev Erik Pedersen udnævnt til æresmedlem af foreningen, og her blev bl.a. sagt.
»Hvad havde Bornholms Passagerforening været uden Erik Pedersen? Han var blandt »de vise fædre«, der i 1985 stiftede foreningen. Han har siddet i bestyrelsen i alle årene – og været foreningens mangeårige formand.
Erik Pedersen har om nogen vidst, at trykke på knapperne, som når der f.eks. skulle kaldes sammen til afsked med Trafikudvalget den 18. december 2002 i Rønne Havn. Her mødte ikke færre end 1.100 bornholmere op. Året efter blev Erik Pedersen yderst velfortjent »Årets bornholmer«.«
De seneste 4 år har Erik Pedersen varetaget næstformandshvervet i foreningen, men nu trækker han sig altså helt tilbage.
Joan Erlandsen har i mange år været suppleant i bestyrelsen. Forud for sit valg til folketinget i februar 2005 var hun aktiv i bornholmsk lokalpolitik, og dér lod hun ingen i tvivl om, hvad hun mente om folketingets beslutning om forringelsen af den samfundsbegrundede færgebetjening af Bornholm, bl.a. nedlæggelsen af natfærgen til København. Frem til valget i november 2007 kæmpede hun også bravt for, at »Christiansborg« skulle forstå, at den menige bornholmer aldrig nogensinde havde bedt om at få nedlagt natfærgen. Desværre blev Joan Erlandsen alvorligt syg kort før folketingsvalget i november 2007, ja – så syg, at hendes kamp nær havde kostet hende livet. Siden har hun været nødt til at føre en ret tilbagetrukken tilværelse, også som suppleant i Bornholms Passagerforening.
Kom og vær med den 28. marts 2011 for at sige pænt farvel og tak til de 2 kæmper. Det fortjener de.
Bornholms Passagerforening
11. marts 2011
Bjørn Carlsen
Rønnevej 42, Bodilsker
3730 Nexø