Nogle af vores medlemmer har fået opfattelsen af, at Bornholms Passagerforening skulle have opgivet kampen for natfærger. Intet kan være mere forkert.
Da vi fik præsenteret det nye forlig, der træder i kraft 1/9 2011, var vi den eneste organisation i Kontaktrådet, som direkte sagde fra over for heleforliget, selv om alle var ganske utilfredse med, at Trafikstyrelsen/folketinget havde besluttet at nedlægge den dobbeltrettede natsejlads.
I referatet fra Kontaktrådsmødet 8/8 2007 der står:
»Bornholms Passagerforening kan som helhed ikke tiltræde det af Kontaktrådet til Trafikstyrelsen/transportministeren fremsendte forslag til næste færgeudbud.«
Forliget er et kludetæppeforlig uden en samlet løsning.
I februar 2010 blev vi under et møde i Bornholmstrafikken orienteret om, at rederiet ønskede at få indført den enkeltrettede natsejlads så hurtigt som muligt (en del over et år før det indføres ifølge kontrakten). Vi gjorde – dengang som nu – opmærksom på, at »det ikke er en blomst, der er groet i vores have«. Vi blev meget hurtigt klar over, at hvis vi blot stillede os på bagbenene, ville det blive gennemført med adskillige gener for passagererne til følge. Derfor valgte vi i stedet at gå ind i en dialog om, hvordan man kan minimere generne. Vi har arbejdet både seriøst og virkelig hårdt for at få så mange fordele med i ændringen. Nu blev ændringen ikke gennemført i foråret 2010, men først fra 10/10 2010 (godt 10 måneder før kontrakten indfører den enkeltrettede natsejlads). Men det ændrer da ikke véd, at det ikke er noget, vi overhovedet har ønsket … tværtimod !
Vi kan mere end godt være vores arbejde bekendt, med de fordele vi har fået med i stedet for den »golde nedlæggelse af natruten fra Rønne til Køge«, som det ellers sagtens kunne være blevet til. Derfor undrer det os ganske meget, at vi skulle have »opgivet kampen for natfærger«.
Det kender vi ikke selv til.
Bornholms Passagerforening
14. september 2010
Bjørn Carlsen
Rønnevej 42, Bodilsker
3730 Nexø