Tillykke Bornholm

Så fejrer Leonora Christina sin ét-årsdag. Det er ikke nogen særlig lang tid at vurdere skibet på i forhold til, hvad der var forventet.
Men i forhold til Villum Clausen har Leonora Christina været et virkeligt stort fremskridt. Den er betydeligt mere miljøvenlig. Den klarer vind og bølger langt bedre og dermed har den en sejlkomfort, som langt overstiger Villum Clausens.
Vi kommer bare ikke uden om, at Leonora Christina har haft en hel del børnesygdomme. På det seneste har den en del gange sejlet på 3 motorer, og formentlig derfor ikke kunnet overholde fartplanen.
Leonora Christina fik – på grund af sine børnesygdomme – ikke lov til at vise, hvad den virkelig duer til sidste sommer. Det håber vi så, at vi får lov til at opleve i denne sommer – ikke mindst i juli måned.
Efter vores opfattelse er det absolut ikke en korrekt disponering – herunder slet ikke miljøvenligt – at sende gods med en hurtigfærge. Det giver også visse gener for passagererne, som vi ikke skal komme nærmere ind på her. Det er dog ikke noget færgen »kan gøre for«, men det er »kontraktens vise fædre, der ikke har set virkelighedens verden i øjnene«.
Leonora Christina er en ganske udmærket løsning til at fragte et væld af turister frem og tilbage i sommertiden. Men den bliver aldrig nogensinde det rigtige skib om vinteren. De 2 seneste år har vi jo måttet konstatere, at isvintrene ikke er noget, der hører fortiden til. Der skal en superfærge til at klare de strabadser, som Østersøen udsætter færgerne for i efterårsstorme og vintervejr. En superfærge vil også være mere miljøkorrekt.
I forhold til, hvad vi kom fra, så er vi nået et godt stykke fremad med Leonora Christina. Vi ønsker Bornholm tillykke og håber på at Leonora Christina virkelig kommer til at vise sit værd i denne sommer.
Vi har et ønske om, at rederiet vil give »damen en hat på« i fødselsdagsgave. Det er umuligt at forstå, at man har bygget den bagerste trappe fra bildækket udendørs. Det gør ikke noget, når det er sommer og solen skinner, men er yderst generende for passagererne, når det regner og stormen raser.

Bornholms Passagerforening
Bjørn Carlsen
22. juni 2012
Rønnevej 42, Bodilsker
3730 Nexø
E-mail: b.carlsen@tdcadsl.dk

Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


8 + = sytten