Business Center Bornholm holdt den 25. april 2013 en såkaldt karrieredag, hvor der kom tæt på 50 jobsøgende personer ovrefra på besøg på Bornholm.
Om formiddagen besøgte de mange potentielle bornholmere virksomheder og om eftermiddagen hørte de på indlæg fra bornholmere, som for få år siden selv tog springet og flyttede til Bornholm; heraf iværksættere og pendlere.
Eftermiddagen indeholdt også en såkaldt messe, hvor virksomheder, iværksættere, banker, ejendomsmæglere og transportselskaber m.fl. deltog med hver sin stand. Der skal i den forbindelse rettes en stor tak til såvel Bornholmerflyet/DAT som BornholmerFærgen for at medvirke positivt til tilflytningen til øen via diverse rabatter. De 2 transportleverandører har dermed påtaget sig et samfundsansvar. Det værdsættes.
Vi/vores Pendlergruppe havde en stand på den såkaldte messe og vi talte med en temmelig stor del af de mange nye, potentielle bornholmere. Og meget tydede på, at flere af de potentielle faktuelt bliver bornholmere – en del forventer at blive pendlere. Det er jo i sig selv en yderst positiv historie, men desværre slutter historien ikke her. Nogen har nemlig »glemt at sætte bundproppen i karet« … og »afløbet sluger desværre mere end der fyldes i karet«. Dvs. antallet af fraflytninger inden for den omtalte gruppe er større end tilgangen af nye.
Hvorfor sker det så ? Det gør det, fordi regering og folketing endnu ikke har indset og forstået, at dét at pendle til sit arbejde i nabokommunen i samme region for bornholmernes vedkommende betyder, at de enten skal benytte fly hver vej eller også overnatte ovre for at kunne opfylde de krav, som enhver arbejdsgiver rettelig har med hensyn til mødetid og arbejdstid. De ekstra opholdsomkostninger, som bornholmerne har, er der ingen øvrige danskere, der behøver at have. Det skal i den forbindelse nævnes, at der ikke er fradragsret for sådanne opholdsomkostninger. Når der i stedet for overnatning anvendes fly, anvendes en alt for stor del af indkomsten til transportudgifter; og fradragsværdien er alt for ringe i forhold til den fradragsværdi øvrige danskere har med samme afstand til arbejdspladsen.
På vores hjemmeside findes sammenlignelige beregninger (under Pendlergruppens mundtlige orientering til generalforsamlingen 2013). Af samme orientering ses også de forslag, som Pendlergruppen har til forbedring af pendlernes – og dermed Bornholms – vilkår.
Ja – og hvordan véd vi så, at afgangen inden for gruppen er større end tilgangen? Det er 6. år, at vores Pendlergruppe eksisterer, og der kan næppe være noget bedre sted at måle tilgang og afgang end blandt medlemmerne, idet vores indsats for at få nye medlemmer har været kontinuerlig konstant, ligesom vi véd, hvem der kommer ovrefra og typisk også kender årsagen til, at de pågældende flytter tilbage igen.
Når antallet af pendlere alligevel er svagt stigende, skyldes dette, at flere indfødte bornholmere har valgt at pendle frem for at stå i arbejdsløshedskøen eller være i risiko for at miste dagpenge etc.
Vi påstår ikke, at kunne udarbejde en statistisk holdbar analyse, men vores tal viser en meget klar tendens. Vores lokalpolitikere, de 2 folketingsmedlemmer, de faglige organisationer og arbejdsgiverorganisationerne m.fl. bør alle være opmærksomme på, at »bundproppen snart skal sættes i karet – ellers løber karet tør, før end vi regner med det«.
Der er kommunalvalg i år, men kommunalpolitikerne skal ikke blot love en hel masse. Der skal handling til.
Bornholms Passagerforening
7. maj 2013
Bjørn Carlsen
Rønnevej 42, Bodilsker
3730 Nexø
Email: b.carlsen@tdcadsl.dk