Bekendtgørelse uden målestok

Bestyrelsesmedlem i Passagerforeningen Ianto Gerdes havde fredag den 24. maj 2013 et Synspunkt i Bornholms Tidende om Færgens forvaltning af pladsen på vogndækket.
Synspunktet har medført yderligere forespørgsler om, hvordan reglerne er, hvor mange centimeter en dør skal kunne åbnes etc.
Søfartsstyrelsens Bekendtgørelse om biler på vogndækket, der trådte i kraft 1. februar 2012, kan findes på vores hjemmeside. I bekendtgørelsen står der i § 4, stk. 2, pkt. 6 og 7 som følger:
6)
At passagerer har direkte adgang fra og til deres siddeplads i motorkøretøjet, og at denne adgang kan ske sikkert.
7)
At passagerer fra deres køretøj har direkte og sikker adgang til og fra apteringsområder m.v.
Den 27. august 2012 skrev vi til Søfartsstyrelsen for at få dette nærmere præciseret i forhold til f.eks. at passageren skal kravle ud af en bagdør i bilen for at kunne forlade bilen.
Den 6. september 2012 skriver Søfartsstyrelsen i et brev bl.a. følgende til os:
Hvor den tidligere regulering fastlagde faste passageafstande, kunne reguleringen således være opfyldt, selvom der kunne være situationer, hvor disse passageafstande måtte vise sig utilstrækkelige til, at alle passagerer kunne komme ud af køretøjet via nærmeste dør. Til sammenligning fastlægger den nye bekendtgørelse, at passagerer, når de skal til og fra køretøjet, skal kunne gøre dette direkte og sikkert.
Rederiet har metodefrihed til at planlægge håndteringen og adgangen til køretøjerne under hensyntagen til sin driftsform.
Situationer, hvor passagerer skal kravle til og fra deres bil via en bagdør eller over et passagersæde, eller ikke kan komme fra deres bil til passagerområdet grundet andre køretøjer, vil eksempelvis ikke være foreneligt med den nye bekendtgørelse.
Når der tales om sikker adgang er det en helhedsvurdering, der skal lægges til grund; at adgang eksempelvis kan ske uden fare for påkørsel fra andre køretøjer, at der er foretaget skridsikring mellem køretøjer/til og fra apteringsområde m.v.
Søfartsstyrelsens svar kan i sin fulde længde også ses på vores hjemmeside.
Reglerne er således ikke længere til at måle ud med en målestok, men bemærk, at
Situationer, hvor passagerer skal kravle til og fra deres bil via en bagdør eller over et passagersæde, eller ikke kan komme fra deres bil til passagerområdet grundet andre køretøjer, vil eksempelvis ikke være foreneligt med den nye bekendtgørelse.
Henvend dig til personalet på bildækket, hvis du kommer i en situation, som ikke er forenelig med bekendtgørelsen. Tag – om muligt – altid et billede af bilens placering i forhold til øvrige biler, hegn, skibsside etc.
Du er naturligvis også velkommen til at henvende dig til os og vedhæfte et billede.
Som Ianto Gerdes også skrev, så
»har Færgen indgået en aftale om samfundsbegrundet færgebetjening af Bornholm. Den trådte i kraft 1/9 2011. I selve kontrakten indgår en personbilsenhed (4,50×1,75), som Færgen har givet tilbud ud fra, dvs. den plads, som staten har købt på færgedækket til én bil. Og her går det – efter Bornholms Passagerforenings opfattelse – helt galt. Et gennemsnit på 1,75 m. i bredden er ganske enkelt alt for lidt.«
Men det er og bliver ikke kundernes problem. Bekendtgørelsen og Søfartsstyrelsens fortolkning gælder naturligvis – og skal selvfølgelig også overholdes.

Bornholms Passagerforening
Bjørn Carlsen
8. juni 2013

Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


3 + en =