Toget til København

Toget til København

Af: Bjørn Carlsen, Bornholms Passagerforening

Da jeg var barn, kørte jeg jævnligt med sporvogn. Inden jeg begyndte i skole, var køreturene ofte sammen med min mormor.

Jeg hørte hende tit tale om “ligeud og omstigning”. Når vi skulle ud til min morbror og tante, eller når vi skulle ind og se en ny “Far til fire”, købte hun altid en “ligeud”; men når vi skulle ud og besøge en “oldgammel” dame, fru Madsen, som var født nogle år før krigen i 1864, købte hun en “omstigning”. Jeg var vist nok temmelig stolt af, at jeg kendte en dame på 98 år. Jeg troede, og fortalte i børnehaven om, at når man skulle besøge så gamle mennesker, skulle man købe en “omstigningsbillet”. Min elskede børnehavelærerinde benyttede altid sådanne anledninger til at få lidt almenviden ind i de små børnehoveder. Det har formentlig været første gang, at jeg fik lidt viden om enstrenget og flerstrenget transport.

Vi véd, fra diverse undersøgelser, at passagererne – alt andet lige – i hobetal ønsker enstrenget transport. Ligeledes foretrækker passagererne – igen alt andet lige – skinnebåren transport. Sådan har det ikke været med IC Bornholm; men det er der andre grunde til.

Som led i færgeforliget fra 11. december 2014 har “Christiansborg” varslet, at IC Bornholm nedlægges og vil blive erstattet af Pågatoget samt Øresundstoget med omstigning på Trianglen lige uden for Malmø. Det er en forringelse i sig selv at overgå fra enstrenget togforbindelse til en flerstrenget forbindelse blot for at komme fra Ystad til København. For nogen vil det være en besværlighed, som vil holde dem fra at rejse lige så meget som tidligere.

Vi synes helt ærligt ikke, at det er særlig pænt af politikerne, at de tager en gave til Bornholm fra bornholmerne igen. Men hvis det bliver sådan, skal Folketingets politikere også vide, at vi holder nøje øje med, om den nye samfundsbegrundede togbetjening i øvrigt opfylder de vilkår, som vi med rimelighed kan forlange. Da sagen om ulovligt statstilskud kørte i EU-regi (rejst af Jørgen Andersen, Bornholmerbussen), brugte statens egen advokat betegnelsen »public service« om IC Bornholm i sin forsvarstale. Det må naturligvis også gælde, når IC Bornholm bliver erstattet af Pågatoget og Øresundstoget.

Lad os se på nogle eksempler på, hvad vi med rimelighed kan forlange:
1) Billetkøbet skal være simpelt og kunne omfatte hele rejsen (også når passageren skal videre ud i Danmark).

2) Der skal kunne købes én billet til hele rejsen, som naturligvis også omfatter færgebilletten, svarende til de nuværende vilkår for IC Bornholm (og passageren skal straks efter bestillingen modtage en e-mail omfattende hele billet-bestillingen). Billetten skal som nu kunne printes fra egen pc.

3) Billetten skal omfatte samme vilkår som nu for videretransport i hele hovedstadsområdet og på Bornholm – og prisniveauet skal være den samme som i dag.

4) Billetten skal også kunne forevises på mobiltelefon eller lignende.

5) Ventetiden på skiftet i Ystad og på Trianglen skal være passende, så skiftet er muligt, men heller ikke bliver for langt – og de 2 tog skal vente på hinanden, hvis der er forsinkelse på det ene tog. Det gælder ikke mindst, når passagererne skal nå færgen i Ystad.

6) Skiftet i Trianglen skal i alle tilfælde (100%) foregå på samme perron.

7) Når en passager vil klage over, at passagerrettighederne ikke er overholdt, skal der kun sendes én klage, og dette skal alene kunne foretages til danske myndigheder (også for den del af turen, der køres med Pågatoget), fordi der er tale om en dansk samfundsbegrundet togbetjening.

8) En klage iht. passagerrettighederne skal omfatte hele rejsen (som i dag, hvor klagen alene sendes til DSB).

9) Hvis der opstår uregelmæssigheder under rejsen, skal der kunne sendes en informativ sms til hver enkelt passager, som måtte ønske dette.

10) Det skal være en absolut undtagelse, at der ikke forefindes en siddeplads i såvel Pågatoget som i Øresundstoget. Muligheden for anvendelse af pladsbillet bør overvejes.

11) Der skal være mulighed for anvendelse af internet.

12) Det må aldrig forekomme, at der ikke er plads til f.eks. barnevogne, kørestole, rollatorer og/eller cykler.

Vi véd godt, at vi ikke kan “afprøve” turen på nuværende tidspunkt. I så fald ville der straks blive afsendt en meget, meget sur smiley til transportministeren. Et par af vores medlemmer har nemlig afprøvet turen. Der var ingen siddeplads fra Ystad, og de 2 måtte stå op fra Ystad til Trianglen.

Vi véd ikke, hvad den nye ordning kommer til at koste staten; men at tro på, at der kan spares 31 mio. kr. (det årlige underskud for IC Bornholm) om året ved at ændre vores enstrengede togtur til en flerstrenget togtur, skal man vist være mere end optimistisk (og nok også urealistisk) for at tro på. Københavns overborgmester, Frank Jensen, har i flere år plæderet for en metro mellem København og Malmø. Det bør overvejes og eventuel indtænkes i disse planer, om en del af Pågatoget kan fortsætte til København.

Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


seks + = 8