Regeringens nye luftfartstrategi

Kommentar til regeringens nye luftfartstrategi, offentliggjort den 3. juli 2017:

 

Bornholms Passagerforening hilser regeringens nye luftfartsstrategi velkommen. Gode, stabile flyforbindelser er alt afgørende for de trafikale forbindelser mellem Bornholm og omverdenen og det er derfor vigtigt, at regeringen sikrer optimale rammevilkår for den danske luftfart.

Passagerforeningen har aktivt taget del i processen af udformningen af strategien og har således deltaget i den af transportudvalgets arrangerede høring på Christiansborg i december 2016, den konference, som Københavns Lufthavne A/S (CPH) stod for samme sted i februar, samt CPHs interessentinddragelsesseminar i Bornholms Lufthavn ligeledes i februar. I denne forbindelse har vi givet udtryk for, behovet for en mere retfærdig takstpolitik i CPH, som tilgodeser indenrigspassagererne. Bornholm har brug for et økonomisk bæredygtigt flyselskab til at betjene ruten, og det kan ikke nytte noget, at en takstpolitik undergraver denne mulighed. Vi har tidligere desuden udtrykt tvivl omkring at indenrigsflyvningen vil kunne være et særligt attraktivt tilbud for udenlandske turister, når de besøger Danmark, men anerkendte, at der er behov for at synliggøre indenrigsflyvningen, især hvis der skal ske en fortsat vækst i passagertallet på indenrigsruterne. Desuden har vi gjort opmærksom på, at de skattemæssige forhold for flypendlere repræsenterer en hæmsko, og at mere hensigtsmæssige fradragsregler kunne bidrage til øget indenrigsflyvning.

Konkret har vi følgende kommentarer til luftfartsstrategiens fokusområder:

Passagergrundlaget og kapaciteten – her noterer vi os især, at strategien udtrykkeligt nævner behovet for kort ventetid i sikkerhedskontrollen og fremhæver behovet for især indenrigsrejsende her. Det giver os tryghed for, at den særlige adgangsvej, som vi – sammen med pendlerforeningen SK-AAL fra Aalborg – har kæmpet så hårdt for, er kommet for at blive.

Arbejdskraft – det er glædeligt, at der sættes fokus på antal aspiranter på pilotuddannelsen, selvom selve teksten ikke giver håb om, at staten vil involvere sig i uddannelsen af piloter; noget som ellers kunne bidrage til flyselskabernes forbedrede konkurrencevilkår.

Takster og afgifter – vi bemærker især, at regeringen med sin strategi italesætter den samfundsbegrundede del af luftfartstrafikken og vi imødeser kommende takstnedsættelser, som er afgørende for at der kan flyves til Bornholm til priser, som er til at betale og som giver et økonomiske bæredygtigt grundlag for vores flyrute til CPH.

Trafikale rammer – vi anser p.t. ikke den service vi oplever i Bornholms Lufthavn (RNN) som utilfredsstillende, der er kort mødetid, sjælden ventetid og vi sætter pris på, at vi kan ved at sikkerhedskontrollen er helt på højde med de internationale standarder, gå direkte videre til evt. udenrigsfly, når vi skal skifte i CPH.

Markedsføring og myndighedsstøtte – som også nævnt indledningsvis, så hilser vi tiltag, som øger synligheden omkring mulighederne for indenrigsflyvningen velkommen; en balanceret kapacitetsudnyttelse bidrager til høj frekvens og rimelige priser til dem af vores medlemmer, som rejser hyppigt, såvel som dem, som anser flyet som et godt alternativ til færge og offentlig transport.

Så alt i alt er vi meget positive stemte i forhold til den retning der hermed peges på, vi havde dog gerne set, at luftfarten blev anerkendt som kollektiv transportform og dermed øgede muligheder for offentlige støtte, samt at der blev sat fokus på skatteforholdene for flypendlerne.

Ved spørgsmål kontakt:

Formand Ann Hartl, tlf. 40 68 48 88, eller e-mail: annhartl@hotmail.com

Regeringens nye luftfartstrategi

Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


+ fem = 13