I et velskrevet Synspunkt den 11/11 2011 her i Tidende, skriver Ole Kløcker fra Frederiksberg bl.a.:
»Hvad fremtiden bringer på det transportmæssige område for Bornholms vedkommende er endnu uvist, men man kan håbe fornuften en dag vil tage over og forsyne Bornholm med den superfærge, som Bornholms Passagerforening gør sig til talsmand for.«
Der er god grund til at kommentere dette set i relation til, at vi for mindre end et halvt år siden fik en stor, ny katamaranfærge, Leonora Christina.
Vi har gennem årene ofte sat spotlight på Villum Clausens »miljøegenskaber«.
De første 4-5 år sejlede Villum Clausen med nogenlunde acceptable rettidighedsprocenter, men i de efterfølgende år var rettidighedsprocenterne langt fra acceptable.
Leonora Christina har haft en del børnesygdomme, og har også haft rettidighedsproblemer i de 4-5 måneder, den har sejlet. Men når det er sagt, véd vi at hovedparten af passagererne foretrækker at sejle med »damen« i stedet for med Villum Clausen og/eller Povl Anker i hårdt vejr.
Men det forekommer bemærkelsesværdigt, at »damen« allerede nu er ekstraordinært på værft; og ifølge pressen undergår »damen« et større svejsearbejde i bunden (hvor der udskiftes en del plader).
Vi véd endnu ikke, hvordan Leonora Christina vil sejle om vinteren; men vi véd, at »damen« ikke må sejle i is, og det er ikke op til hverken Trafikstyrelsen, BornholmerFærgen, kommunalbestyrelsen eller Kontaktrådet, at bestemme, hvordan vejret vil arte sig.
Leonora Christina er en betydelig forbedring på stort set alle områder i forhold til Villum Clausen, ikke mindst på den miljømæssige side, men den har ikke de samme gode egenskaber, som en superkonventionel færge har.
De superkonventionelle færger, som sejler f.eks. mellem Tallinn og Helsinki har langt højere komfort, langt større driftssikkerhed og er mere miljøvenlige. De er dyrere i anskaffelse, men har til gengæld samme høje levealder, som almindelige konventionelle færger, som f.eks. Povl Anker.
For nogle år siden tilbød Tallink Line både en katamaranfærge og en superkonventionel færge i sin sejlplan. Men passagererne valgte katamaranfærgen fra i et sådant omfang, at rederiet kun kunne opretholde driften med den superkonventionelle færge.
Da DR-journalisten, Thomas Kofoed Poulsen, for ca. 1 år siden besøgte rederiet i Tallinn, kunne man med stor stolthed berette om, at de superkonventionelle færger havde sejlet hele 2010 med 100% rettidighed.
Uanset – hvor store og gode fremskridt Leonora Christina har bragt med sig i forhold til Villum Clausen, er der stadig lang vej til at opnå den samme komfort, samme rettidighedsprocent og det samme miljø-regnskab, som vil kunne opnås med en superkonventionel færge.
Overfartstiden er umiddelbart det eneste område, hvor katamaranfærgen har et plus. Leonora Christina sejler på 80 minutter. En superkonventionel færge, som de seneste nye hos Tallink Line, vil bruge 104 minutter på overfarten.
Der sejler adskillige superkonventionelle færger rundt i Østersøen, men os bekendt er der kun ét eneste sted, hvor katamaranteknikken anvendes, og det er mellem Rønne og Ystad … i hvert fald nogle år endnu.
Bornholms Passagerforening
12. november 2011
Bjørn Carlsen
Rønnevej 42, Bodilsker
3730 Nexø
Email: b.carlsen@tdcadsl.dk