Jeppe Kofod bosætter sig fra 1/1 2012 i København. Det kommer absolut ikke som nogen stor overraskelse.
Som Jeppe Kofod i dag siger til DR Bornholm, har han mange kollegaer i Folketinget, som er opstillet ude i landet, men bor i København.
Uanset, hvor meget det de facto kommer til at betyde, er det en meget beklagelig udvikling, at medlemmer af Folketinget ikke har den om ikke daglige, så ugentlige kontakt med deres vælgere og de vilkår, som de lever under.
Som Jeppe Kofod siger, er han nød til at flytte for at få sit familie- og arbejdsliv til at hænge sammen … og det er forståeligt. Videre siger han:
»Det, der selvfølgelig er ærgerligt, er, at det er umuligt – stort set – i dag at få familie og arbejdsliv til at gå op, når man bor på Bornholm.«
Det må vi desværre give Jeppe Kofod fuldstændig ret i, ikke mindst efter den nye sejlplan for 2012 træder i kraft. Men adskillige hundrede pendlere og andre, som ofte skal rejse frem og tilbage, er desværre nødt til at leve med de givne vilkår.
Ja, Jeppe Kofod … der skal gøres noget for at vi undgår, at flere – ligesom du – bliver tvunget til at flytte fra Bornholm … og du har muligheden for at gøre noget.
Bornholms Passagerforening
10. oktober 2011
Bjørn Carlsen
Rønnevej 42, Bodilsker
3730 Nexø
Email: b.carlsen@tdcadsl.dk