Information om forsinkelser skal forbedres

I forbindelse med vores omfattende undersøgelse om hurtigfærgen Leonora Christinas sejlegenskaber i hårdt vejr, har vi fået mange svar, som omfatter andre områder, som BornholmerFærgen skal blive bedre til at forvalte, f.eks. information om forsinkelser, som flere har omtalt. Rederiet ændrer sin hjemmeside, skilte ved tilkørsler etc., når der kommer besked fra skibet om forsinkelser efter følgende retningslinjer:
  1. Forsinkelser under 5 min. medfører ingen information
  2. Forsinkelser mellem 5 og 10 min. vil blive oplyst som, at rederiet ikke sejler planmæssigt, men med mindre forsinkelser
  3. Forsinkelser over 10 min. vil blive oplyst som, at rederiet ikke sejler planmæssigt, men med forsinkelser.
Imidlertid har der hidtil kunnet gå »nogen tid« fra forsinkelserne indrapporteres fra skibet til den korrekte information fremkommer på hjemmeside etc. Det har rederiet nu lovet, at der strammes op på. Et eksempel på en del af et af de svar, vi har modtaget, lyder som følger:
»Informationen til passagererne var dog under al kritik: vi endte op med en forsinket ankomst på næsten en time i Ystad. Og det var ikke kun pga blæst – også losning og lastning af godstrailere forsinkede os meget. Alligevel lyste skiltet på havnen med at der forventes planmæssig ankomst til Ystad. Og kaptajnens informationer kom først lige uden for Ystad Havn. Her kan FÆRGEN godt oppe sig, så der er troværdig information på tavlen, og kaptajnen kan passende orientere om vind og vejr, inden turen slutter ….
Jeg kom lige fra arbejde og jeg skulle videre til Århus. En forsinkelse på den tid af dagen er surt, men manglende information om, hvad der sker og hvor megen forsinkelse der bliver, er endnu værre.
Vi følger naturligvis op på, at informationen i fremtiden lever op til, hvad passagererne må kunne forvente.
Bornholms Passagerforening
8. oktober 2011
Bjørn Carlsen
Rønnevej 42, Bodilsker
3730 Nexø
Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


5 + = ti