Spændende resultat af undersøgelse

Den 15/9 2011 spurgte BornholmerFærgen os, om vi havde fået tilbagemeldingerne om sejladsen dagen før med hurtigfærgen Leonora Christina. Bølgehøjden og vindhastigheden havde nemlig ligget i det område, hvor rederiet havde vurderet, om sejladsen skulle foregå med hurtigfærgen eller med den konventionelle færge, Povl Anker. På den baggrund ønskede rederiet at få kendskab til om passagerernes opfattelse af, hvordan komforten havde været.
Som passagerernes interesseorganisation har vi naturligvis interesse i at vide, hvad bornholmerne mener om sejlads med Leonora Christina i hårdt vejr, ligesom vi gennem årene har indsamlet en omfattende fond af viden om, hvordan sejlads med Villum Clausen har været for passagererne i hårdt vejr.
Den 15/9 2011 sendte vi lige knap 4.000 mails med følgende tekst:
»Vi har brug for din hjælp !
… og hvis du var med hurtigfærgen Leonora Christina den 14. september 2011 med afgang kl. 16:30 fra Rønne, så kan du hjælpe os … og i tilgift få en æske chokolade.
BornholmerFærgens nye hurtigfærge, Leonora Christina, kan sejle i op til 5 meter høje bølger, men spørgsmålet er, hvordan passagererne oplever komforten, når bølgehøjden er op imod denne grænse. Det er naturligvis også afgørende, at passagererne altid føler sig trygge under enhver overfart uanset bølgehøjde eller andre vejrforhold.
BornholmerFærgen har spurgt os, om vi – som passagerernes interesseorganisation – kan hjælpe med at få en vurdering af Leonora Christinas komfort med udgangspunkt i afgangen den 14. september 2011, kl. 16:30 fra Rønne, hvilket vi har indvilget i.
Send denne mail retur med dit svar. Et ordentligt og konstruktivt svar belønnes med en æske chokolade.
Vi samler svarene og udarbejder en konklusion til BornholmerFærgen. Rederiet vil dog også få dit svar, men i en absolut anonymiseret udgave.«
Vi modtog i alt 85 mails retur.
17 heraf havde været med på den omtalte afgang; og alle 17 har grundigt beskrevet turen på en så god og grundig måde, at det direkte kunne aflæses på en skala, hvordan de havde opfattet turen.
29 sendte grundige beskrivelser af andre sejladser eller øvrige forhold, som både vi og rederiet bør gøre noget ved. De øvrige svar kræver ikke yderligere aktivitet.
Med ganske få undtagelser giver alle 17 – der var med på turen med Leonora Christina – til kende, at det var en meget hård tur. Men over 80% ville foretrække, at tage turen med hurtigfærgen frem for i stedet at skulle Povl Anker (også selv om hurtigfærgen blev forsinket). Færgens sejlegenskaber i hårdt vejr vurderes at ligge langt over Villum Clausens sejlegenskaber i en tilsvarende situation.
Der er generelt stor ros til personalets varetagelse af situationen. Informationen vurderes også at være god, men flere mener, at »kaptajnen skal sendes på mikrofonkursus«, ligesom der skal arbejdes en del med skærminformationen; både hvad angår konkret information og at alle skal kunne se skærmene (uanset lysindfald) fra siddepladsen.
Selv om Leonora kan sejle i op til 5 meter høje bølger, så ligger grænsen for sejladsen ikke dér, har salgschef Lindy Kjøller fortalt os, selv om det (naturligvis inden for de fastsatte grænser for sejlads med Leonora) alene er kaptajnens afgørelse, om der skal sejles. Lindy Kjøller har – ligesom vi – ud fra de sejladsbeskriver, som de 29 mails indeholder, kunnet læse at andre sejladser med Leonora Christina ved lavere bølgehøjder har givet ukomfortable overfarter. Hvad det skyldes, skal undersøges nærmere.
Blandt de mange forslag, som ligger i svarene, er bl.a. et forslag om, at Færgen, forud for en sejlads, kan sende en sms/mail med information om, at der forventes en sejlads i hårdt vejr. Så er det op til passageren, om den pågældende evt. vil anvende anden transportmulighed eller vente med rejsen.
Rederiet og vi har med undersøgelsen fået bedre viden om, hvad vi skal arbejde med, for at passagererne får en så god rejse som overhovedet muligt.
Bornholms Passagerforening
5. oktober 2011
Bjørn Carlsen
Rønnevej 42, Bodilsker
3730 Nexø
Ændret af Bornholms Tidende til en forsideartikel, der blev bragt 7/10 2011 med følgende tekst:
Passagerers vurdering af sejlads i hårdt vejr:
80 procent foretrækker Leonora frem for Povl Anker
Af Jens Stubkjær

Så længe kaptajnen vil, så sejler vi.

Leonora Christinas sejlegenskaber i hårdt vejr vurderes at ligge langt over Villum Clausens sejlegenskaber i en tilsvarende situation. Over 80 procent ville foretrække, at tage turen i hårdt vejr med hurtigfærgen frem for i stedet at skulle med Povl Anker, også selv om hurtigfærgen blev forsinket.
Det viser en række tilbagemeldinger, Bornholms Passagerforening har fået fra passagerer, der var med Leonora Christina på en afgang fra Rønne kl. 16.30 den 14. september, hvor bølgehøjden var cirka 3,5 til 4 meter.
Komfort og tryghed
Hurtigfærgen må sejle i op til fem meter høje bølger, men skal der sejles i bølger helt op til denne grænse, når der også skal tages rimeligt hensyn til passagerernes komfort og tryghedsfornemmelse? Det ville rederiet Færgen gerne høre passagerernes vurderinger af, og derfor har rederiet samarbejdet med Passagerforeningen, som ved at spørge alle deres kontakter har fået tilbagemeldinger fra 17 rejsende på den pågældende tur i hårdt vejr.
Ros til personalet
– Med ganske få undtagelser giver alle 17 til kende, at det var en meget hård tur. Der er generelt stor ros til personalets varetagelse af situationen. Informationen vurderes også at være god, men flere mener, at »kaptajnen skal sendes på mikrofonkursus«, ligesom der skal arbejdes en del med skærminformationen, både hvad angår konkret information og at alle skal kunne se skærmene, uanset lysindfald, fra siddepladsen, fortæller Bjørn Karlsen, formand for Passagerforeningen.
Ukomfortabelt
At det også kan opleves som ukomfortabelt at sejle med Leonora Christina i mindre bølgehøjder end de 3,5 til 4 meter fremgår af 29 andre  grundige tilbagemeldinger, som Passagerforeningen har fået fra folk, der har været med på andre afgange end den omtalte eftermiddagsafgang den 14. september.
Vi sejler
Salgschef Lindy Kjøller, Færgen glæder sig over tilbagemeldingerne.
– Vi kan se, at Leonora Christina skal sejle i hårdere vejr, end Villum Clausen kunne, så folk kommer frem til tiden. Det prioriterer kunderne højt.
– Vil I sejle i op til fem meter høje bølger, som færgen er godkendt til?
– Kaptajnen beslutter, om vi skal sejle, og så længe kaptajnen vil, så sejler vi, så længe, vi er under de fem meter, siger Lindy Kjøller og tilføjer:
– Der er stor ros til personalet ombord. Det er vi glad og stolt over. Men så skal vi være bedre til at informere ved forsinkelser. Vi skal informere mere konkret og tidligere, lyder det fra Lindy Kjøller.
Han tilføjer, at rederiet er glad for  Passagerforeningens undersøgelse, men at rederiet også på mange andre måler passagerernes vurderinger af rederiets service.

Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


6 + otte =