Den 1/9 2011 trådte en helt ny kontrakt om samfundsbegrundet færgebetjening af Bornholm i kraft. Kontrakten løber i 6 år. Med den nye kontrakt trådte også en ny sejlplan i kraft.
Hidtil har Ystad-ruten som minimum været betjent af 3 afgange dagligt: 2 med hurtigfærge og én med konventionel færge.
Fremover betjenes Ystad-ruten som minimum af 3 hurtigfærgeafgange. Med uændret antal afgange burde alt være i orden, men dét er det desværre ikke. De 3 afgange med hurtigfærgen er placeret til stor gene for langt de fleste bornholmere. Det har været tydeligt i debatten, bl.a. i Bornholms Tidendes spalter, og vi har også fået en hel del henvendelser med mange forskellige tilgangsvinkler.
Ét er sikkert, at hvis de 3 afgange ikke fordeles bedre over dagen, vil det betyde, at flere bornholmere tvinges til at tage fly i stedet for færgen, men det er ikke alle, der kan tage flyet i stedet for færgen. En del giver udtryk for, at sejlplanen er et tilbageskridt i forhold til den gamle sejlplan. Det værste er imidlertid, at nogen har givet udtryk for, at de kan blive nødt til at forlade Bornholm, fordi deres familieliv ikke længere kan hænge sammen.
Der skal findes en løsning, som den almindelige bornholmer også kan leve med.
Vores forslag er fortsat, at der indsættes en afgang med Povl Anker om aftenen, som godset fuldt ud kan bestemme afgangstidspunktet på. I de maksimalt 231 dage om året, som hører til lavsæsonen, har Povl Anker ikke andre opgaver. Prisen for en sådan sejlads er (i forhold til det øvrige tilskud til den samfundsbegrundede færgebetjening) overkommelig.
Bornholms Passagerforening
9. september 2011
Bjørn Carlsen
Rønnevej 42, Bodilsker
3730 Nexø
Email: b.carlsen@tdcadsl.dk