Så gør det tilgængeligt !

I Pia Kjærsgaards (DF) ugebrev (20/6 2011) skriver formanden for partiet, bl.a.:
»Et politisk folkemøde er en glimrende idé. Det er en god måde for vælgere og politikere at møde hinanden. Men jeg synes ærlig talt, at det bør afholdes et nyt sted hvert år. Og naturligvis et sted i »Udkantsdanmark«. Bornholm er smuk, men desværre også utilgængelig for mange mennesker – navnlig i Vestdanmark.
Hertil kommer, at ikke mange har mulighed for at deltage på almindelige hverdage. Jeg så masser af skoleelever og pensionister, men savnede et repræsentativt udsnit af hele den danske befolkning. Den almindelige lønmodtager har ganske enkelt ikke mulighed for at rejse så langt.«
Men, Pia Kjærsgaard bør tænke på, at Bornholm ifølge Center for Regional- og Turismeforskning har 1.200 pendlere. De kan ikke nøjes med at »rejse så langt« én gang om året. De skal typisk rejse 1-2 gange om ugen; sommer og vinter og uanset vejret.
Mange bornholmere er også nødt til at »rejse så langt«, når de skal til undersøgelse eller behandling i Hovedstaden. Sådan kunne vi blive ved med andre grupper, som også er nødt til at rejse af mange forskellige årsager.
Men at »rejse så langt« bør sættes i relation til den faktiske afstand. Afstanden mellem Hovedstaden og Bornholm er jo ikke længere end afstanden mellem Hovedstaden og Odense. Den fynske hovedstad vil næppe få samme betegnelser.
Pia Kjærsgaard plejer ellers at være meget positiv over for Bornholm. Hun skal have lov til at mene, hvad hun vil om Bornholms »utilgængelighed«, men hun må ikke glemme, at DF selv – bl.a. gennem forliget om den samfundsbegrundede færgebetjening – har været med til at bestemme, om Bornholm rent trafikmæssigt skal være »utilgængeligt«. Budskabet er derfor:
Så gør det tilgængeligt, Pia Kjærsgaard. Det er kun Folketinget, der råder over den mulighed. Afstanden til Bornholm eller Odense hersker hverken Folketinget eller bornholmerne over.
Grundlovsdag besøgte Dansk Folkepartis trafikpolitiske ordfører Bornholm, og vi havde lejligheden til at mødes med ham. Det var et absolut positivt møde, og 2 af emnerne fra mødet med Kim Christiansen bør nævnes i forbindelse med Pia Kjærsgaard ugebrev.
1)
Måske har vi helt misforstået Pia Kjærsgaards budskab:
»Udkantsdanmark«. Bornholm er smuk, men desværre også utilgængelig for mange mennesker – navnlig i Vestdanmark.
Den almindelige lønmodtager har ganske enkelt ikke mulighed for at rejse så langt.«
Det kan nemlig være, at Pia Kjærgaard mener, at prisen for at »rejse så langt« gør Bornholm utilgængelig? Hvis det er meningen, er vi 100% enige med partiformanden. En familie, som skal rejse fra Vestdanmark til Bornholm, må alene i rejsebudgettet lægge mindst 4.000 kr. ind. Heraf udgør færgebilletten mellem Ystad og Rønne alene de 2.102 kr. (med »Bil + 5« – den mest benyttede billet). Som vi viste over for Kim Christiansen, er prisen på denne billettype siden 2005 steget ca. 58%, mens pristallet i samme periode kun er steget 13%.
Når en familie fra Vestjylland skal betale så meget for at komme til Bornholm, så har Pia Kjærsgaard fuldstændig ret: Bornholm er smuk, men desværre også utilgængelig for mange mennesker – navnlig i Vestdanmark.
Men utilgængeligheden gælder desværre også for bornholmerne, som må lide med de alt for høje billetpriser.
2)
Det kan også være, at Pia Kjærsgaard tænker på, at vi gennem adskillige måneder har levet med en vis utryghed om, hvorvidt Cimbers flybetjening af Bornholm fortsætter.
Derfor orienterede vi også Kim Christiansen om, at fly er blevet en samfundsbegrundet nødvendighed og at folketinget (om muligt) bør skabe en helhedsløsning for trafikbetjeningen af Bornholm, som også omfatter samfundsbegrundet flybetjening.
***
Mon ikke det er en løsning af bl.a. disse for bornholmerne så vigtige transportforhold, som Pia Kjærsgaard har haft i sine tanker, da hun skrev, at det er ”langt og utilgængeligt” at rejse til Bornholm. Det vælger vi at tro !
Bornholms Passagerforening
21.juni 2011
Bjørn Carlsen
Rønnevej 42, Bodilsker
3730 Nexø
Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


3 + seks =