Det siger sig selv, at Bornholms Passagerforening ønsker at det til enhver tid siddende folketing gør sig selv 100% bevidst om, hvad billetpriserne på den samfundsbegrundede færgebetjening af Bornholm betyder for hele det bornholmske samfund.
Det er blevet et Christianborgsk mantra, at »bornholmerne aldrig kan blive enige om noget som helst.« Men det kan vendelboerne eller andre såmænd heller ikke !
Der er nu alligevel noget vi næsten 100% kan blive enige om på Bornholm: De almengældende færgepriser er blevet alt for høje. Men herefter hører enigheden så sandelig også op – og dét er da også forståeligt nok.
Fragten ønsker lavere priser for at få produktionsomkostningerne ned på et blot nogenlunde acceptabelt niveau.
Turisterhvervet ønsker rabatordninger, så turisterne får råd til at vælge Bornholm i stedet for at rejse til billigere sydlige himmelstrøg.
Passagererne har svært ved at forstå priserne for at komme fra Bornholm til København; ikke mindst i relation til de priser, som københavnerne skal betale, hvis de rejser til det nordligste Jylland for at stå med fødderne i vandet fra både Vesterhavet og Kattegat på en og samme tid.
Alt det er forståelig nok, og det burde politikerne netop være garanter for at få til at gå op i en højere enhed i et konkret og objektivt målbart kodeks. Desværre oplever vi politikere, som kommer med »hjemmekonstruerede«, subjektive og ikke-operationelle systemer til beregning af billetprisen for visse grupper, uden at tage hensyn til øvrige grupper.
Så længe vi ikke får særskilte »regnskaber« for den primære godsrute (Køge) og den primære passagerrute (Ystad), véd vi heller ikke med sikkerhed, hvad statens tilskud egentlig anvendes til.
Den eneste mulige ligestilling med Danmark i øvrigt må være, at transport over vand skal koste det samme som transport over land. Det gælder for alle grupper i det bornholmske samfund.
Bornholms Passagerforening
17. april 2011
Bjørn Carlsen
Rønnevej 42, Bodilsker
3730 Nexø