Staten står i disse år over for et valg:
1) skal Bornholm være et levedygtigt samfund i sig selv i fremtiden eller
2) skal Bornholm være et pensionistsamfund, som belaster statens midler i ukendt omfang?
En af de måder, Bornholm kan fortsætte som et levedygtigt samfund på, er ved at få allerede bosiddende pendlere til at blive boende – og ved at tiltrække nye.
Èn pendler har typisk en familie. Derfor er en fraflytning for en pendler ofte en fraflytning af 4-5 personer. Modsat får en tilflytning typisk også den positive effekt af 4-5 nye bornholmere.
Mange pendlere har gennem det seneste par år fortalt om deres situation i det offentlige rum. Det er ikke altid, at de møder forståelse for deres situation. Derfor er flere »blevet til det tavse flertal«. En af disse pendlere har skrevet til os om den situation, den pågældende befinder sig i. Den beretning lyder som følger:
»Som jeg nævnte i et interview med TV2/Bornholm under Folkemødet, så er mit store problem, som pendler, priserne på flybilletter.
Jeg arbejder som tjenestemand, og jeg har behov for at kunne ombooke min billet, så jeg kan komme hurtigt af sted den ene eller anden vej – også hvis jeg får en beordret tjeneste. Men så koster en returbillet altså langt over tusind kroner. Man kan selvfølgelig købe et 10-turskort til 4500 kr. (og så skal jeg holde mig inde for de 5 returrejser), så er min billetpris 900 kr.
Når man nu taler om de kort og priser, hvorfor kan man så ikke blive enige om, at lave et pendlerkort, så man kan tage af sted en gang om dagen, når man har brug for det? Så må man give det flyselskab, der nu byder ind, et statstilskud, eller hvis der findes andre former for tilskud.
Vores færger og fly her på øen, er altså vores motorvej til fastlandet og dermed til arbejde og evt. uddannelse.
Så vidt jeg ved, er Bornholm en del af Region Hovedstaden (Storkøbenhavn), og vi betaler også til både S-tog og udvidelse af Metro linjen osv. Hvem siger, vi bruger det. Men det er da dejligt, at det er der. Men hvorfor skal det så være så svært at finde en holdbar løsning til Bornholmerne. Hvorfor skal man hver eneste måned eller kvartal (for der er jo også sæson for de forskellige afgange på både færge og fly) bruge så mange kræfter og spekulationer på, hvordan man nu kommer på arbejde og hvad det koster. Hvorfor skal man som bornholmer ikke have samme rettigheder som andre borgere i landet? Jeg ved godt, at det at bo på en ø giver nogle andre udfordringer, men det behøver vel ikke ligefrem at sluge alle ens leveomkostninger.
Mit interview til TV2/Bornholm blev bragt i en udsendelse ved Folkemødet og diskuteret i et panel. Her deltog bl.a. transportordfører Henning Hyllested (EL). Han sagde bl.a., at jeg også lige skulle huske, at jeg fik det store fradrag… Så tænker jeg gad vide, hvad er det er for et fradrag, jeg ikke er vidende om, og som jeg mangler at skrive på min selvangivelse. Det viser sig at være dét, at vi får 2 kr. pr. km, når vi bor i yderkommunerne. Men det gjorde jeg skam også, da jeg boede på Fyn, og der kostede mit pendlerkort 3350 om måneden og så kunne man vel og mærke rejse ubegrænset mellem Svendborg og København alle døgnet 24 timer året rundt.
Det bringer mig så frem til sagens kerne. Hvorfor kan man ikke lave noget tilsvarende til bornholmerne? Vi lever i 2012 og så kan det da ikke være rigtigt, at der ikke kan laves en holdbar løsning for os, der pendler fra/til Bornholm, og som ikke ruinerer os eller som alternativt giver os en rejsetid på 6 timer retur?«
Fradragsreglerne kan findes via vores hjemmeside (www.bornpass.dk). Der er ikke kilometerfradrag for den strækning flyet tilbagelægger.
Vi arbejder fortsat aktivt for at opnå ligestilling på transportområdet for alle former for offentlig transport.
Det er efter vores opfattelse det allervigtigste område for at Bornholm kan overleve som et levedygtigt samfund … og ikke skal ende som en »pensionist-ø«, der bliver en økonomisk klods om benet for den danske stat.
Bornholms Passagerforening
Bjørn Carlsen
10. september 2012
Rønnevej 42, Bodilsker
3730 Nexø
Email: b.carlsen@tdcadsl.dk