Brev til direktøren for Skånetrafiken

Bodilsker, den 21. januar 2013

Trafikdirektör/förvaltningschef Henrik Dagnäs
Skånetrafiken
281 83 Hässleholm/Sverige
Fremsendes via mail: henrik.dagnas@skanetrafiken.se

Ønske om udvidet kapacitet på Ystad-banen

Den 10. januar 2013 skrev DR Bornholm følgende på sin hjemmeside:

Flere togskinner på vej i Skåne
Skånetrafikken kommer til at udvide antallet af stationer og skinner ganske voldsomt i de kommende år.
Skånetrafikken ønsker sig blandt andet flere vigespor mellem Malmö og Ystad.
Det skriver Nytt fra Öresund.
Nye vigespor betyder, at kapaciteten på strækningen til Ystad kan øges, og det betyder også bedre plads til IC Bornholm.
Der er dog ikke sat hverken dato eller årstal på investeringerne på jernbanestrækningen mellem Malmö og Ystad.

Den manglende kapacitet på Ystadbanen begrænser såvel Pågatoget som IC Bornholm på flere måder. Vi vil derfor opfordre Dem til at medtage det behov, der er for at rejsende til og fra Bornholm kan komme frem og tilbage såvel hurtigt som ikke mindst rettidigt.

Det optimale ville naturligvis være at have en dobbeltsporet jernbaneforbindelse fra Ystad til Øresundsbron, respektive Malmø i stedet for en enkeltsporet med vigespor. I så fald ville det være sjældent, at IC Bornholm ville være nødsaget til at køre fra sine passagerer (tomt) fra Ystad til København, fordi færgen er forsinket og der ikke er plads på sporet til et IC Bornholm med forsinket afgang fra Ystad mod København.

En dobbeltsporet jernbaneforbindelse mellem Ystad og København ville også give en tiltrængt rejsetidsnedsættelse til ca. 1 time med en jernbaneforbindelse og det materiel, som anvendes på Ystad-banen.

Der er os bekendt behov for yderligere Pågatogs-afgange, og det vil jo ikke gøre den samlede situation bedre at Pågatogets køreplan udvides, medmindre der foretages en betydelig udvidelse af vigesporskapaciteten.

Vi håber, at De – når der foretages en generel forbedring af Skånetrafikens skinnenet – vil tage behovet for rejsende til og fra Bornholm med i Deres overvejelser på en sådan måde, at der også kan opnås en betydelig forbedring af IC Bornholms mulighed for rettidighed og hastighed.

De venligste hilsner
Bornholms Passagerforening
Bjørn Carlsen
formand

Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


+ ni = 11