Det klæ’r dig ikke, Winni

Sejlplanen for 2012 er – efter min opfattelse – endt i den rene farce. Færgerne sejler på tidspunkter, som passagererne ikke ønsker – og temmelig mange i foreningslivet på Bornholm må enten med stort besvær ændre deres planer eller helt opgive at være sammen med ligesindede på den anden side af vandet.

Bornholmerbussen kører ikke til alle afgange/ankomster længere. BAT har indført en form for telebus. Sidst, men ikke mindst, så kører DSB nu med busser på ugens allerstørste afgang (= fredag eftermiddag).
Jeg har aldrig set så lang en kø ved håndvasken, som da det skulle forklares, hvem der har ansvaret for, at det er gået så galt, at DSB ikke længere kan køre med tog fredag eftermiddag.
Og forrest i køen stod du, Winni. Det er uartigt over for bornholmerne, det er uartigt at løbe fra din del af ansvaret, og det kan du slet ikke tillade dig.
Jeg sad i mange år i Kontaktrådet, og jeg ved ganske udmærket, hvor meget reel magt og indflydelse Kontaktrådet har på sejlplanen. Måske kan du påvise rent juridisk, at du og Kontaktrådet kun er rådgivende, men virkelighedens verden er anderledes. Derfor havde det klædt dig, hvis du havde stået frem og fortalt, at det var den langsommelige behandling i Kontaktrådet, der var årsag til, at sejlplanen blev fastsat så sent, at hverken Færgen, DSB eller andre kunne nå at få deres planlægning på plads.
Kontaktrådet var oven i købet – inden sejlplanen blev vedtaget – blevet advaret om risikoen for at DSB ikke kunne køre, når sejlplanen blev leveret så sent fra Kontaktrådets side. Som minimum havde det da været på sin plads, at du havde sørget for at få det undersøgt. Det er en forsømmelse, som har fået kreperlige følger. Og det er du nødt til at tage din del af ansvaret for.
Det klæ’r dig heller ikke at lange ud til højre og til venstre, når nogen klager over at de ikke kan bruge sejlplanen, som den er. Du langer ud efter de adskillige foreninger, som har fået deres muligheder forringet eller helt ødelagt for at deltage i arrangementer på den anden side af vandet. Det gælder også den modsatte vej, når foreningerne skal have udvekslingsbesøg her på Bornholm.
De skal tænke sig om, før de klager, er dit budskab.
Du langer ud efter bornholmere, som gerne vil have ordentlige rejsetider, når de skal besøge deres børn og børnebørn ovre. De skal også tænke sig om, før de klager, mener du. Du skulle også have tænkt dig om, inden Kontaktrådets formandskab godkendte sejlplanen, som den er nu.
Du vil – siger du – gerne have flere pendlere til øen, men når så sejlplanen slet ikke passer til deres rejsebehov, hvad tror du så der sker?  Enten flytter de slet ikke til øen eller også flytter de igen, når de opdager, at det ikke kan lade sig gøre at bo på Bornholm og arbejde i København.
Vores eget folketingsmedlem, Jeppe Kofod, har været nødt til at flytte for at få sit familie- og arbejdsliv til at hænge sammen. Han udtalte primo oktober 2011:
»Det, der selvfølgelig er ærgerligt, er, at det er umuligt – stort set – i dag at få familie og arbejdsliv til at gå op, når man bor på Bornholm.«
Læg dig denne bemærkning bag øret, se så at få sejlplanen ændret, så alle 3 parter på Bornholm bliver tilgodeset.  Det nytter ikke noget, at du kun vil tage dig af succeserne … fiaskoerne hører med til dit job, og dem er du også nødt til at tage ansvar for.
Erik Pedersen
Borgergade 23, Rønne
Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


tre + 5 =