Havnens 10 mio.kr.

Den 23/1 2012 sender Bornholms Passagerforening medlemmerne en kuvert med bl.a. indbydelse til generalforsamlingen i marts 2012 samt diverse tilbud. Samtidig vedlægger vi en »Medlemsorientering«. Vi vil naturligvis ikke offentliggøre orienteringen nu, men et enkelt afsnit er blevet yderst relevant her og nu på grund af den politiske udvikling. Derfor offentliggør vi det allerede nu. I »Medlemsorienteringen« skriver vi bl.a.:

Den kontraktperiode, som begyndte 1/9 2011, har betydet, at veje og andet i og omkring Rønne Havn har skullet udbygges og ændres. Dette skyldes alene det nye forlig og derfor tildelte folketinget Rønne Havn 10 mio.kr., så havnen ikke skulle lægge øgede omkostninger over på brugerne, det vil i sidste ende sige godserhvervet, turisterne og alle øvrige passagerer, som benytter Færgen. Rønne Havn A/S og kommunen er ikke enige om, hvem der er modtager af folketingets gave. Det er normalt sådan, at giveren bestemmer, hvem der skal modtage en gave. Derfor bør Rønne Havn A/S og kommunen lytte til, hvad forligspartierne på Christiansborg har udtalt. I december 2011 forlød det, at et af forligspartierne var villige til at trække gaven tilbage (via et veto fra et af forligspartierne), såfremt pengene ikke ender i Rønne Havn A/S’ kasse. Såfremt det skulle ske, vil vi holde parterne her på Bornholm ansvarlige for, at Bornholm dermed mister et bidrag på 10 mio.kr.
Bornholms Passagerforening
www.bornpass.dk
Bjørn Carlsen
7. januar 2012
Rønnevej 42, Bodilsker
3730 Nexø
Share

Stop hasardspillet

For et år siden fik Rønne Havn A/S 10 mio.kr. til vejanlæg på Rønne Havn. Allerede dengang stod det klart, at Christiansborg havde givet pengene til Havnen og ikke til kommunen. Transportministeren og flere transportpolitikere på Christiansborg var både dengang og flere gange siden ude med klare tilkendegivelser af, at pengene ikke ville komme til udbetaling, medmindre de fuldt ud var til disposition for Rønne Havn A/S. Kommunen ville dengang som nu »deltage i forbruget af tilskuddet«.
I dag er sagen så igen oppe til diskussion, fordi kommunens administration – ifølge DR Bornholm – skulle mene, at et manglende A/S bag Rønne Havn i bevillingen giver kommunen ret til at bruge pengene på kommunale vejanlæg til og fra Rønne Havn.
Det har igen fået flere transportpolitikere på Christiansborg til at reagere ret kraftigt og i klare vendinger fortælle de folkevalgte politikere på Bornholm og kommunens administration, at hvis ikke man »makker ret, så smækkes pengekassen i«.
Det er uforståeligt, at den kommunale administration og de folkevalgte politikere på Bornholm ikke forstår, at de spiller hasard med 10 mio.kr.
Hvis »kassen smækkes i«, som nogle politikere på Christiansborg i dag har truet med, skal Rønne Havn A/S ud og finde de samme penge på anden vis. Havnen har kun i begrænset omfang andre indtægtsmuligheder end at opkræve pengene hos de skibe, som benytter sig af havnen og/eller hos de virksomheder, som ligger på havnens område.  Derfor må de manglende 10 mio.kr. nødvendigvis blive lagt på betalingen for brug af havnen. Det vil uundgåeligt gå ud over skibsfarten – og ikke mindst BornholmerFærgen. Vi betaler nok for vores billetter i forvejen. Hverken den almindelige passager, turismen eller fragten skal betale mere for transporten.
Derfor må kommunen straks ophøre med at spille hasard med de 10 mio.kr.
Bornholms Passagerforening
11. november 2011
Bjørn Carlsen
Rønnevej 42, Bodilsker
3730 Nexø
Share