Den 10/6 2011 havde Søren R. Wolff fra Aakirkeby et temmelig »dybdeborende« Synspunkt i Bornholms Tidende. Søren R. Wolff underskriver sig selv som vinhandler og tunneltosse. Vi glæder os virkelig meget over, at »tunneltossen« savner vores røst i debatten om en tunnel mellem Bornholm og Sverige. Søren R. Wolff skriver bl.a.:
Hvor er passagerforeningen?
Derfor er det på høje tid, at man får sat midler af til en undersøgelse af mulighederne for en Bornholmertunnel og derefter iværksat projektering og udførelse.
Det undrer mig egentlig, at man ikke i Bornholms Passagerforening har beskæftiget sig med den mulighed, der vil forkorte rejsetiden mellem Bornholm og København betragteligt.
Vi har åbenbart ikke været højtrystede nok, for vi har adskillige gange givet udtryk for vores holdning til en tunnel. Men tak for anledningen, Søren R. Wolff, til at få bragt klarhed over, hvor Bornholms Passagerforening står i denne sag.
Siden »Foreningen Bornholmtunnel« blev dannet i efteråret 2006 har Bornholms Passagerforening faktisk haft en »ambassadør« i Tunnelforeningens bestyrelse; og det har vi stadig. Der er alene tale om et forsøg på at sørge for, at synspunkterne kommer gensidigt til udtryk.
Bornholms Passagerforening er – som forening – medlem af Tunnelforeningen, ligesom flere af bestyrelsens medlemmer selv har tegnet et privat medlemskab. Vi har i disse sammenhænge gennem årene deltaget i flere generalforsamlinger.
Den 8/11 2007 holdt vi – i anledning af det forestående folketingsvalg – et Borgermøde under overskriften:
Hvordan skal fremtidens transport til og fra Bornholm være? Fly, tunnel, tog, færger?
Og Borgermødet blev holdt i samarbejde med Tunnelforeningen.
I bestyrelsens beretning på vores generalforsamling har vi i flere år omtalt Tunnelforeningen og samarbejdet med foreningen. Vi har i diverse sammenhænge gjort rede for 3 synspunkter i relation til muligheden for en tunnel.
- Der bør hurtigst muligt skaffes midler til at få undersøgt prisniveauet for bygning af en tunnel (og dette er blevet endnu mere aktuelt efter beslutningen om, at der skal bygges en tunnel under Femern Bælt). Dette skal sætte bygningen af en tunnel i relation til fortsatte investeringer i færgedrift; herunder muligheden for en superfærgedrift mellem Rønne og Kastrup.
- Analysen af bundforholdene/undergrunden skal samtidig klarlægge om der alene (som vi på foreliggende grundlag foretrækker) skal bygges en jernbanetunnel, som kan medbringe en almindelig passagertogstamme samt en togstamme til biler og alle former for gods, svarende til Euro-tunnelen mellem Frankrig og England. Passagererne kan blive i bilerne under togturen under vandet. Togstammen for passagererne skal kunne fortsætte direkte til København.
- Der skal etableres en »transportkorridor« gennem Sverige, som svarer til, at danske regler gælder i enhver henseende.
Søren R. Wolff giver udtryk for, at en tunnel vil forkorte rejsetiden mellem Bornholm og København betragteligt. Det mener vi ikke at have set beviser for. Derfor tager vi i hvert fald ikke ordet »betragteligt« i vores mund; men det er sandsynligt, at rejsetiden forkortes.
Umiddelbart anser vi dog, at den absolut største gevinst vil være, at rejsetiden i en tunnel ikke vil være afhængig af vejrliget, ligesom driften af et tog ikke kræver ret meget personale, og driftsomkostningerne derfor vil være yderst beskedne. I København kører Metroen – med stor succes – uden personale til at styre toget. Derfor vil der formentlig kunne afgå minimum 1 tog i timen i hver retning, ligesom togene vil kunne køre stort set i døgndrift.
Der er nok mange fordele ved en tunnel frem for den nuværende færgedrift, bl.a. miljømæssige, men spørgsmålet er, om det er økonomisk forsvarligt at arbejde for. Dét både bør og skal undersøges – og det overlader vi trygt til Foreningen Bornholmtunnel at få iværksat. Vi skal nok støtte i det omfang, hvor vi har mulighed for det.
Bornholms Passagerforening
11.juni 2011
Bjørn Carlsen
Rønnevej 42, Bodilsker
3730 Nexø