Ellers en god DSB-måned

På det seneste har DSB, IC Bornholm, haft et par alvorlige forsinkelser fra København til Ystad, som har medført, at passagerne – i stedet for at ankomme kl. 21:20 til Rønne – først er ankommet kl. 3:30.
Vi er jævnligt i forbindelse med vores kontaktperson i DSB, som både giver os oplysninger om, regulariteten og årsagerne til de forsinkelser, som har særlige konsekvenser for passagerernes samlede rejsetid og/eller de anvendte transportmidler.
Foranlediget af forsinkelsen i går, har vi i dag får følgende information fra Søren Møller, DSB:
»Ja, – det har været 2 meget ærgerlige episoder i den seneste uge. Regulariteten har siden nytår ellers udviklet sig positivt. I perioden 03/1 – 26/1 2011 var status for rettidighed som vist neden for (endda medregnet forsinkelsen fra den 24/1 2011):
  • Afgang København H 91% (2 tog var mere end 6 minutter forsinket)
  • Ankomst København 89% (3 tog var mere end 6 minutter forsinket)
  • Ankomst Ystad 86% (4 tog var mere end 6 minutter forsinket)
Den 24/1 fik vi en melding fra svenskerne, da toget var på Øresundsbroen, om at der ikke var kørestrøm på Ystadbanen. Vi blev derfor nødt til at indsætte en bus fra Malmö Syd/ Svågertorp. I går var det et nedbrudt tog i tunnelrøret mellem Østerport og København H, kombineret med fejl på sporskifterne ved København H, som gjorde, at vi ikke kunne få toget af sted til tiden.«
En regularitet på tæt på 90% er absolut rimeligt og ønskværdig for fremtiden. Det glæder vi os over. Men det skal ikke glemmes, at de 2 seneste forsinkelser har haft ubehagelige konsekvenser for passagerernes nattesøvn, viderebefordring på Bornholm etc.
Det glæder os, at passagerer, der rejser med DSB kan benytte Rejsegarantien i sådanne tilfælde; og det kan vi ikke opfordre passagerne kraftigt nok til at gøre.
Bornholms Passagerforening
29. januar 2011
Bjørn Carlsen
Rønnevej 42, Bodilsker
3730 Nexø

E-mail: b.carlsen@tdcadsl.dk

Share

DSB-billetten

Når bornholmerne køber billet med BornholmerFærgen fra Rønne til Køge (eller modsat), indgår muligheden for »viderebefordring« i Hovedstadsområdet og/eller på Bornholm i billetten.
Det samme gælder, når bornholmerne rejser over Ystad og benytter IC Bornholm mellem Ystad og København.
Vi får af og til forespørgsler fra vores medlemmer om, hvordan »viderebefordring« skal forstås. Vi har spurgt og fået svar fra den strækningsansvarlige for IC Bornholm, Søren Møller i DSB. Han skriver bl.a.:
»I har bedt os svare på, hvornår DSB billetter er gyldige til vidererejse i omstigningsområdet. Det skal forstås som område, hvor tilslutningstog/busser kan bruges på den dato (i tidsrummet 04.00 – 04.00), hvor billetten er gyldig.
Rejsen skal dog være fremadskridende, så det er ikke muligt at køre frem og tilbage hele dagen mellem f.eks. Østerport og København H. På Bornholm er bustilslutning dog kun gyldig til busserne i forbindelse med færgeafgangene.
Bestilles en IC Bornholm print selv billet til mellem Rønne og København er omstigningsområdet ALLE, hvilket betyder hele hovedstadsområdet. Så kan der rejses videre i Hovedstadsområdet hele dagen. Det, som er afgørende, er, hvad der står i feltet »Bustilslutning« på print selv billetten. Neden for er et »udklip« af en print selv billet mellem København H og Rønne. Omstigningsområde ud for København H er ALLE. Det betyder tilslutning i hele Hovedstadsrådet
«
Dette er forklaringen fra DSB, som også vil blive lagt ud på vores hjemmeside: www.bornpass.dk.
Bornholms Passagerforening
18. november 2010
Bjørn Carlsen
Rønnevej 42, Bodilsker
3730 Nexø
Share

Husk rejsegarantien

Vi har gennem snart ét år haft en »egen« kontaktperson for DSB’s togforbindelse, IC Bornholm, mellem Ystad og København. Vi har fået meget stor opmærksomhed omkring IC Bornholm og har forelagt mange forbedringer – hvoraf mange allerede er blevet effektueret.
Men et område, hvor det absolut »ikke kører« for IC Bornholm er rettidigheden. Ifølge DR Bornholm er rettidigheden for de seneste 3 måneder helt nede på 78%. Det er ganske enkelt ikke godt nok – og det véd vores kontaktperson, Søren Møller, så ganske udmærket, at vi mener.
Søren Møller forklarer, at stort set alle forsinkelserne skyldes udefrakommende problemer, som vi vil bede om en nærmere redegørelse for, så vi kan kontakte »dem, der skaber problemerne«.
Heldigvis er det kun i 2 tilfælde, at toget ikke er nået frem til færgeafgangen, men der er også en anden vej; nemlig ankomsten til København, hvor rettidighed også betyder noget for mange, f.eks. at nå et andet tog eller anden transport, nå et møde eller for pendlernes vedkommende, at nå på deres arbejde til aftalt tid.
Søren Møller fra DSB har flere gange fortalt, at meget få fra Bornholm benytter sig af Rejsegarantien, når der opstår forsinkelser. Det har vi opfordret alle bornholmere til at gøre tidligere – og vil hermed gøre det igen.
Læs nærmere om reglerne på DSB’s hjemmeside på:http://www.dsb.dk/Kundeservice/Rejsetidsgaranti/
Kontant kompensation beregnes sådan:
Forsinkelse
Kompensation
30 minutter eller mere =
25% af rejsens pris
60 minutter eller mere =
50 % af rejsens pris
90 minutter eller mere =
75 % af rejsens pris
120 minutter eller mere =
100 % af rejsens pris
Husk også at DSB’s Rejsegaranti gælder for hele rejsen, dvs. også omfatter prisen for færgebilletten.
Bornholms Passagerforening
11. november 2010
Bjørn Carlsen
Email-adr.: b.carlsen@tdcadsl.dk
Rønnevej 42, Bodilsker
3730 Nexø
Share

Pas på bagagen

Der er mange gode grunde til at passe på sin bagage, når man rejser. En god grund er, at man naturligvis ikke ønsker at komme til skade pga. bagagen – eller værre endnu; at udsætte andre for at komme til skade.
Medlemmer har fortalt os om, hvordan ikke-ordentlig sikret bagage er faldet ned ad bagagehylderne på IC Bornholms tog, ja – vi har i bestyrelsen selv oplevet en sådan ubehagelig situation.
Det kan naturligvis være meget farligt, at få en kuffert eller anden bagage i hovedet.
Vi har derfor skrevet til DSB og bl.a. foreslået, at der sættes skilte op, som gør opmærksom på, at bagagen skal ligge inden for kanten eller have fat i kanten på bagagehylde.
DSB har forelagt sagen for sin egen »Jernbanesikkerhed«. Herefter skriver DSB følgende:
»Øresundstogene, som kører IC Bornholm, er typegodkendt af Trafikstyrelsen og opfylder derfor alle sikkerhedskrav til rullende materiel. Som I nævner, så kan bagage falde ned fra bagagehylderne. Når dette sker, er det ofte, fordi bagagen er større end bagagehylden eller, fordi toget foretager en nødbremsning. DSBFirst, som driver Øresundstogene, anbefaler derfor, at større bagage placeres under eller mellem sæderne i toget. Desuden arbejdes der på at informere endnu mere omkring brugen af bagagehylderne, blandt andet i form af piktogrammer påbagagehylderne samt opdatering af det automatiske højtalerudkald i togene.«
Det glæder os, at der fremover vil være denne opmærksomhed omkring den helt klart tilstedeværende risiko for, at nogen – uden ønske og hensigt – kan bringe andre mennesker i fare for at komme til skade.
For det vil være for sent at advare, hvis skaden er sket!
Bornholms Passagerforening
19. oktober 2010
Bjørn Carlsen
Rønnevej 42, Bodilsker
3730 Nexø
Share

Bedre perron på Ystad Station

Vi har fået et yderst relevant spørgsmål om perronen på Ystad Station, der lyder som følger:
»Ved ombordstigning/afstigning i Ystad er der meget stor afstand mellem perron og tog. Man kan nemt komme til skade ved fejltrin eller børn kan falde ned mellem perronkant og toget.«
Vi stillede naturligvis spørgsmålet – og i øvrigt andre spørgsmål – videre til vores kontaktperson i DSB, hvorfra vi har fået følgende svar:
»Perronen på Ystad Station er buet og ikke bygget efter de nye standarder i Europa. Dette gør, at der visse steder er »stor« afstand mellem tog og perronkant samt at indstigning ikke er i niveau. Det arbejde som Skånetrafikken og Trafikverket gennemfører for øjeblikket betyder, at perronniveauet bliver ændret til standarden i Europa. Øresundstoget, som kører IC Bornholm, er bygget efter denne standard. Så forholdene bliver kraftig forbedret efter ombygningen.
Dog vil problemet med afstand fra tog til perronkant, grundet den buede perron, ikke blive helt løst, men dog minimeret.«
Apropos togulykken i Sverige søndag aften. Her hedder det i pressen, at flere togpassagerer kom til skade, fordi kufferter og tasker fald ned (efter 3. slag ind i gravemaskinen). Men allerede ultimo august 2010 skrev vi til DSB om det tilsvarende problem på IC Bornholm. Vi har selv i bestyrelsen observeret, at kufferter er faldet ned under kørslen mellem Ystad og København, ligesom nogle af vores medlemmer har henvendt sig om det samme. Vi har bedt DSB se nærmere på dette problem, før der sker noget alvorligt, og DSB svarede os for et par uger siden, at de i første omgang vil bede »Sikkerhedsafdelingen for Jernbaner« vurdere problemet nærmere.
Vi skal naturligvis nok orientere, så snart vi får yderligere information.
Bornholms Passagerforening
15. september 2010
Bjørn Carlsen
Rønnevej 42, Bodilsker
3730 Nexø
E-mail: b.carlsen@tdcadsl.dk
Share

Holder øje med IC Bornholm

SMS fra Sverige søndag morgen/formiddag:
»… øv, vi er kommet med bus«. SMS’en drejede sig om det IC Bornholm-tog, der skulle være afgået fra Ystad kl. 8.15.
De bornholmske mediers hjemmesider meldte:
»DSB erstatter i dag igen et tog fra Ystad til København H. med bus. DSB oplyser, at aflysningen sker på grund af manglende personale.«
I løbet af kun et par timer var der flere kommentarer fra bornholmerne på bl.a. DR Bornholms hjemmeside med bl.a. følgende bemærkninger:
–          »Bliver differencen til Bornholmerbussen refunderet?«
–          »Synes snart det sker ofte, at de aflyser Ystad-Kbh. Er den rute så nedprioriteret, så det altid skal gå ud over bornholmerne.«
–          Synes bare vi skal tage Bornholmerbussen for fremtiden, den kan man da regne med hver gang.«
For godt et halvt år siden fik vi endelig – efter næsten 10 år – en kontaktperson i DSB. Vi skrev derfor til ham i dag søndag kl. 11.51. Allerede kl. 15.39 kom der svar tilbage med følgende oplysning:
»Jeg beklager meget aflysningerne her til morgen, som skyldes akut opstået personalemangel.
Jeg har fulgt med i kommentarerne og bemærket mig kritikken.
Jeg forsikrer dig, at der bliver fulgt op på de seneste aflysninger.«
Det er vores opfattelse, at der – for første gang i IC Bornholm historie – nu bliver holdt øje med regulariteten.
Det er indlysende, at vi ikke foretrækker IC Bornholm frem for Bornholmerbussen, men vi skal meget nødigt miste IC Bornholm, da mange ikke bryder sig om at køre i bus, f.eks. unge med et sovende barn i en barnevogn. Det er helt korrekt, at regulariteten hos Bornholmerbussen er bedst, men en direkte sammenligning på prisen er ikke mulig, fordi en billet til IC Bornholm bl.a. omfatter:
1)
ret til viderebefordring overalt på Bornholm med BAT og overalt i Hovedstadsregionen med de kollektive transportmidler
2)
yder rejsegaranti ved forsinkelser – både for tog og færgebilletten.
Bornholms Passagerforening
22. august 2010
Bjørn Carlsen
Rønnevej 42, Bodilsker
3730 Nexø
E-mail: b.carlsen@tdcadsl.dk
Share

Emneliste for pendlerrepræsentanternes møde med transportleverandørerne juni 2010

Referat fra afholdt møde den 16. juni 2010 mellem Søren Møller, DSB/IC-Bornholm, og Pendlergruppens repræsentanter Preben Holm og Steen Clausen.

Ønsker til DSB:
Er ganske godt tilfreds med DSB generelt.
Det er behageligt at sidde i toget, der er plads til benene og afstand til sidemanden.
Rejsende tager det roligt, når de skal med toget, hvilket er behagelig. Der er ikke masen og kamp om pladserne.
Det er rart at have bagagen med ind i toget.
PHO og SCL udtrykte tilfredshed med konceptet omkring IC-Bornholm.
Er trætte af at skulle tage tog-busserne. Især ældre og handicappede (Pendlermedlem). Der er rigtig mange som gerne vil benytte toget frem for busserne.
DSB er enig heri. SMØ gav udtryk for, at DSB ikke selv var tilfredse med at skulle bruge busser – DSB ønsker at køre tog. Grunden hertil blev givet.
DSB satser på at få »flere kanaler« på den ensporede bane mellem Malmø og Ystad således, at der kan køres på alternative tidspunkter, når behovene opstår. DSB er særlig opmærksom på handicappedes behov for tog og derfor er bus en absolut nødløsning, der desværre har været nødvendig for mange gange.
 
Flere stillekupeer af hensyn til pendlere.
Vil det være muligt at pendlerne får fortrin i forhold til skolerejser? Det sker, at der ikke er pladser i stillekupeen, fordi disse er optaget af skolerejsende.
DSB er indstillet på at prioritere stillepladser til pendlerne og andre rejsende med samme behov.
Skolerejser vil ikke længere blive henvist til stillekupeer.
 
Bør være gratis Internetadgang i lighed med øvrige DSB strækninger i Danmark for pendlere, f.eks. som i S-toget.
DSB lejer tog fra DSBFirst, som anvendes på kystbanen og i Sverige. Her er der ikke internet. SMØ vil undersøge muligheden og planer hos DSBFirst. Var der kun tale om et togsæt var investeringen overkommelig og de praktiske problemer til at løse.
PHO og SCL gav udtryk for at dette kunne være med til at flere pendlere ville vælge DSB som transportør.
SM DSBFirst arbejder på en løsning. Detaljerne er dog endnu ikke på plads. Jeg holder jer opdateret på sagen.
 
Hvorfor kan vi ikke bruge vores pendlerkort, når man skal med DSB til Ystad? Det vil være en god service for pendlere og være med til at give nye kunder.
SMØ og DSB er enig i, at behovet er der. Der arbejdes på en løsning, men der er tale om at to forskellige bookingsystemer, som skal arbejde sammen, hvilket kan have lange udsigter. Derfor overvejer DSB en løsning, hvor billet bestilles på lignende vilkår.
 
Problemet er, at vi ikke kan bruge pendlerkortet, hvor beløbet automatisk bliver fratrukket vores konto. Især for pendlere, som har arbejdsiver betalt rejse. Det er noget bøvl når man selv skal betale og afregne med arbejdsgiver.
DSB overvejer en klippekort-løsning, hvor bornholmerkort-ordningen indgår. Derved skulle den mulighed for pendlere med virksomhedsbetalt ordning være løst. SMØ, DSB vender tilbage, når løsning er fundet.
Flere pendlere benytter hovedsaglig DSB. Et tilbagevendende problem er, at der meldes udsolgt på “pendlerafgangene” fra København fredag eftermiddag og fra Bornholm søndag eftermiddag, dette på trods af, at der er mange ledige pladser i toget og på færgen. Vælges billet via Bornholmerbussen er der intet problem. Det må kunne løses.
DSB er opmærksomme på problemet. Der er nu igangsat en overvågning af bestilling af billetter og DSB vil nu hurtigere reagere ved køb af et større kontingent pladser hos Bornholmstrafikken. Dette er iværksat med SMØ tiltrædelse som ansvarlig for IC-Bornholm. Hermed skulle det være minimeret, men vil dog stadig kunne finde sted, hvis øgning af kontingent ikke er mulig (Udsolgt hos Bornholmstrafikken)
Hvornår forventes rejsetiden med tog bliver afkortet?
Afkortning af rejsetiden kan først ske, når den nye banestrækning unden om Malmø er helt færdig – I følge byggeplanen skal arbejdet være afsluttet den 15. august 2011.
SMØ oplyser, at køretiden herefter kan afkortes med op til 15 minutter. Det er Banedanmark og Trafikverket som tildeler kanaler (køretider på skinnerne)
 
Kan ventetiden i Ystad på togafgang reduceres? Det vil være til gavn for pendlerne.
Det er ikke muligt, da der er tale om en ensporet banestrækning, hvor der kun kan afgå tog hver ½ time.
 
Vil det være muligt med Intercity-lyn – Bornholm, uden stop de mange stop i Sverige. (Pendlerafgange)
Hvorfor stopper toget ikke i Malmø syd i stedet for Skurup og Svedala?
Banen er en ensporet strækning, hvor toget skal stoppe på de nævnte stationerne undervejs, for at modgående tog kan passere. Derfor er det ikke muligt med lyntog uden stop før strækningen bliver to sporet – og det er der ikke planer om.
Vil det være muligt med sms tjeneste, der oplyser afgangsperron?
Styring af dette varetages af Banedanmark, og der er i øjeblikket intet system der kan supportere dette.
Normalt holder første afgang om morgenen og den sidste ankomst om aftenen på perronen inde i hovedbygningen. Alle andre afgange sker normalt fra spor 26.
Informationen er i øjeblikket kun tilgængeligt på informationsskærmene på Hovedbanen.
 
Ønsker til forbedringer fra DSB brugere, hvor følgende forhold tæller på negativlisten:
Afgang og ankomst til tiden.
DSB arbejder hårdt på dette, men når det så ikke lykkedes bør pendlerne og rejsende gøre brug af Rejsegarantien, som DSB udsteder for hele billetten/hele strækningen. Det er der næsten ingen brugere på IC-Bornholm, som gør brug af. Her må Passagerforeningen gerne være med til at opfordre til dette.
Se reglerne herom på DSB’s hjemmeside http://www.dsb.dk/Kundeservice/Rejsetidsgaranti/ eller ved kontakt til kundecenter 70 13 14 15
 
Mange forsinkelser og ikke mindst manglede information giver anledning til stress for pendlere, der kan have er arbejdsgiverforhold, der skal plejes og kunder der venter.
Se informationsskærmene. Opleves dette fortsat, så giv DSB besked, og DSB vil gøre sit bedste for at forbedre dette.
 
Muligheden for at stå i læ både i Ystad og på fjern-perronen (Spor 26) på Hovedbanegården er meget mangelfulde. I tilfælde af regn er der ikke plads til alle under tag.
Det er Banedanmarks ansvar i Danmark og Skånetrafikkens/Trafikverkets i Sverige – DSB vil gøre sit bedste for at fremføre ønsket og lægge pres på, at dette sker
En anden stress faktor er at pendlere ikke altid ved, fra hvilken perron toget afgår. Det er vanskeligt at planlægge arbejdsdagen, når den store afstand mellem de mulige perroner og andre forhindringer betyder meget differentieret behov for ankomst til Hovedbanen.
Se ovenstående om afgang fra perron og mønster herfor.
 
Desuden er tiden imellem oplysning om perron og togets afgang ofte for kort til gangbesværede (derfor er der kunder, der fravælger DSB, trods ønsket om at rejse med tog).
DSB er meget vel klar over dette problem, derfor er der også mindst 15 minutter mellem første annoncering og togets afgang. Der udstationeres servicepersonale, som kan være behjælpelige samt overvåger, at alle passagerer er nået frem. Toger kører ikke, før alle er med. Det fjerner ikke stressen, men kan berolige pendlerne.
 
Med Bornholmerkort er det mere besværligt at bestille og afhente togbillet end busbillet.
DSB er ved at arbejde på en »smart løsning«, som vil blive lige så attraktiv som bestilling af busbillet – en enkel DSB-løsning. Se i øvrigt ovenstående.
Share