Vinterdæk – ellers bøde og gå hjem …

Når man læser reglerne om brug af vinterdæk i Sverige, er man ikke særlig meget i tvivl om, hvordan reglerne er, og beskrivelserne omfatter nu også klare eksempler på, hvad der forstås ved vinterdæk.
Alene overskriften på reglerne og den første linje lyder klare:
»Krav på vinterdäck från 1 december – om det är vinterväglag.
Mellan den 1 december och 31 mars är det krav på vinterdäck om det råder vinterväglag.
Problemet er blot, at det er overladt til den enkelte betjent at afgøre, om der »råder vinterväglag.«
De 2 foregående år har medlemmer også oplevet at blive standset for at få kontrolleret dæk uden for den omtalte periode, hvor der var faldet et godt lag sne.
Læs selv reglerne (herunder beskrivelse af, hvad der er vinterdæk) på: http://www.transportstyrelsen.se/sv/Vag/Fordon/fordonsregler/Dack/Vinterdack/
Uanset – hvordan reglerne tolkes, kan vi kun anbefale, at alle, der kører i transit Ystad-Øresundsbron, kører med vinterdæk (i hvert fald i perioden 1. december til 31. marts).
Hvis man bliver standset og får bøde for at køre med forkerte dæk, må man selv finde ud af, hvordan man kommer videre uden bil, ligesom man skal sørge for at få transporteret bilen hjem og/eller på værksted.

Bornholms Passagerforening
24. november 2012
Bjørn Carlsen
Rønnevej 42, Bodilsker
3730 Nexø
Email: b.carlsen@tdcadsl.dk

Share

Rigtige hunde tager toget – til børnepris

Af Jens Stubkjær, Bornholms Tidende
Det har ikke været helt nemt for rejsende hundeejere, at finde informationer om hvilke regler, der gælder, når man skal have hunden med tog og færge til/ fra Bornholm.
Det medgiver strækningsansvarlig for IC Bornholm, Heidi Bornholdt Nielsen, og hun har da også nu – efter en lille dialog med Bornholms Passagerforening – fået gjort det nemmere at finde frem til denne viden på dsb. dk.
På færgen er hunden gratis – uanset størrelse. Men når man er med toget mellem Ystad og København, så afhænger prisen af hundens størrelse, ikke at der betales pr. kilo..
– Men hvis en hund er så lille, at den medbringes på rejsen i en taske, som overholder målene for håndbagage på 1 meter x 30 cm x 60 cm, betragtes den som håndbagage, og der kræves ingen billet. Reglerne for at medbringe hunde gennem Sverige gælder selvfølgelig stadig, fortæller Heidi Bornholdt Nielsen og uddyber: – Er hunden større end det, er det nødvendigt med en børnebillet til og fra Ystad – færgen er som nævnt gratis. Billetten København H – Ystad og omvendt er en lokal Øresundsbillet, som købes i de betjente billetsalg og i Øresundsautomaterne på stationer i Hovedstaden.
Og selv om en voksen normalt må medbringe to børn gratis, så omfatter det altså ikke hunde. De skal have børnebilletter, hvis de ikke kan være i tasken.
– Og hundene skal forøvrigt også have en pladsbillet, hvis altså de rejser på de dage, hvor der kræves pladsbilletter også til mennesker.
Hvor sæderne er vis a vis, anbefaler DSB, at man køber plads til hunden overfor sin egen plads. Hvis sæderne er ved siden af hinanden skal man reservere en plads ved siden af sin egen til vovsen.
Rejser man med mere end en hund, begynder det at blive kompliceret. Hvis du rejser med flere betalende hunde, skal du købe billetter til en hel afdeling i vognen, fortæller DSB. For eksempel de fire pladser rundt om et bord. Ved sæder ved siden af hinanden skal man bruge pladsbillet til alle fire pladser på en række, oplyser DSB.

Share

Største antal orange billetter nogensinde

Den 9/11 2012 havde bestyrelsen i Bornholms Passagerforening et rigtig godt og udbytterigt møde med vores kontaktpersoner i DSB, hvor vi drøftede mange forskellige emner med IC Bornholm som udgangspunkt.
Et af de emner, vi drøftede, var de orange billetter, som har været »fraværende« i eftersommeren/efteråret 2011 og igen i 2012. Det har været en teknisk fejl både i 2011 og 2012, men fejlene har intet med hinanden at gøre.
Vi har nu fået den tilbagemelding, at DSB (internt) har lagt det største antal orange billetter ud på IC Bornholm helt frem til 5/3 2013. Senere vil der blive set på antallet efter dette tidspunkt.
Da billetterne kun kan bestilles 2 måneder frem, vil bornholmerne således ikke kunne se alle mulighederne for orange billetter. Men relativt (dvs. i forhold til det øvrige land og antal brugere) er der tale om den største tildeling af orange billetter til en bestemt strækning hos DSB.
Det er værd at erindre om, at en orange rejse altid skal købes via Internettet: www.dsb.dk/bornholm.
Som vi tidligere har oplyst, gælder de orange billetter alene som togbilletter. Der er således ingen bustilslutning på »Orange Bornholm«. Det gælder både i Hovedstadsområdet og på Bornholm. Busturen på Bornholm betales som supplement til »Orange Bornholm«.
Til gengæld er anvendelse af toget i hele Hovedstadsområdet inkluderet i »Orange Bornholm«, hvis man på forhånd bestiller til en konkret DSB-station, f.eks. til Helsingør. Metro og/eller privatbanestationer i Hovedstadsområdet er dog ikke omfattet af »Orange Bornholm«.

Bornholms Passagerforening
15. november 2012
Bjørn Carlsen
Rønnevej 42, Bodilsker
3730 Nexø
Email: b.carlsen@tdcadsl.dk

Share

Kontroller bilen

I løbet af 2012 har der været en del debat om stuvning af biler ombord på Leonora Christina.
2. november 2012 havde vi et Synspunkt i Bornholms Tidende om emnet. Siden da har vi fået flere henvendelser, som bl.a. vedrører skader på bilen.
De pågældende er først blevet opmærksomme på skaderne, efter de er kørt fra borde. Der er derfor god grund til at erindre om at befordringsbestemmelserne bl.a. siger:
§11 Reklamationer
Anmeldelse af skader på personlige ejendele, køretøjer, rejsegods eller fragt skal straks rettes til en af færgens besætningsmedlemmer inden færgen forlades.
Klager over forhold vedrørende rejsen, som ikke er løst ved henvendelse til rederiets personale om bord eller i en af rederiets terminaler, kan indsendes via rederiets henvendelsessystem på internettet.
Klagen skal være rederiet i hænde senest 14 dage efter den hændelse, der har givet anledning til klagen. Klagen skal være ledsaget af billet eller bookingnummer.

Undersøg derfor din bil, inden du forlader færgen, og sørg for at få fortalt personalet om, at du vil anmelde en skade.
Typisk er der slet ikke tid til at undersøge bilen, måske heller ikke mulighed for det. Og meldingerne er også, at det slet, slet ikke er muligt at få personalet i tale, når bilerne skal køre fra borde.
Vi vil – på baggrund af de henvendelser vi har fået – og på baggrund af de regler, der er fastsat i Befordringsbestemmelserne, forsøge at få nogle regler, der er til at administrere efter.
Men her og nu er reglerne, som de er, og alle bør undersøge deres bil, inden de forlader færgen, og melde til personalet, hvis der er kommet skader på bilen ombord på færgen.
Vi forudsætter naturligvis, at passagererne i øvrigt varetager de forpligtelser, som påhviler dem i henhold til Befordringsbestemmelserne. Bestemmelserne findes på Færgens hjemmeside.

Bornholms Passagerforening
7. november 2012
Bjørn Carlsen
Rønnevej 42, Bodilsker
3730 Nexø
Email: b.carlsen@tdcadsl.dk

Share

Prøvemedlemskab

Vi har ved lodtrækning givet nogle bornholmere et gratis medlemskab for den resterende del af 2012 og 2013. Vi har trukket lod blandt tilgængelige email-adresser (på Internettet).
Ifølge vores egen jurist er projektet helt lovligt. Men for at være helt sikre, har vi også sendt en beskrivelse af vores projekt til Forbrugerombudsmanden med de tekster, vi anvender, samt spurgt om vores måde er lovlig. Det har vi fået bekræftet, at den er.
»Prøvemedlemskabet« koster ikke den pågældende én eneste krone. Projektet kan derimod komme til at koste os 10-11 kr. pr. udtrukket person. Derfor holder vi skarpt øje med, om vi har penge nok i kassen til at trække flere personer ud til gratis medlemskab.
Vi har fået adskillige positive tilbagemeldinger fra personer, som er meget, meget glade for at få et »prøvemedlemskab« frem til 31. december 2013, hvorefter de pågældende er fuldstændig frit stillet.
Nogle ganske få har imidlertid ikke været tilfredse med at blive udtrukket. Det er formentlig, fordi de ikke bryder sig om vores måde at gøre tingene på eller ikke bryder sig om os som forening.
Sådan er det … og så lader vi blot en anden få glæde af »det ledige prøvemedlemskab«.

Bornholms Passagerforening
2. november 2012
Bjørn Carlsen
Rønnevej 42, Bodilsker
3730 Nexø
Email: b.carlsen@tdcadsl.dk

Share

Sludder og vrøvl

Den er så sød, historien om bonden med hestene Sludder og Vrøvl, men også meget lærerig med hensyn til, om man ser en sag forfra, bagfra eller fra siderne.
BAT arbejder – via RejseGuiden – på en App, som til enhver tid bl.a. skal kunne oplyse passagererne om, hvor deres bus befinder sig, og om den er forsinket etc. Passagererne ved stoppestederne ude på øen kan ved et simpelt opslag på en smartphone sikre sig, om de kan nå frem til tiden.
Vi glæder os over sådanne gode fremskridt. Det skal der overhovedet ikke være tvivl om. Imidlertid er vi blevet mødt med, at nogle bornholmere har fået opfattelsen af, at vi er imod et sådant tiltag.
Dertil er – med historien om bonden i erindring – kun at sige: Det er det rene sludder og vrøvl – og hvis det ikke er det, så er det, det rene vrøvl og sludder.
Samtidig med glæden over det nye system, har vi dog appelleret til, at man ikke lader passagererne dele op i A- og B-passagerer, og rent glemmer den yderligere information til dem, der ikke har mulighed for at hente den ned via en smartphone. Det har måske givet nogen opfattelsen af, at vi skulle være imod et sådant fremskridt.
Der er nok så mange fru Kofoed’er på Bornholm, som aldrig nogensinde kan finde på at investere i en smartphone, en iPad etc. eller sætte sig ind i Internettets mange muligheder. De må ikke glemmes. De betaler også for deres billet.
Dét skal naturligvis ikke bremse fremskridtet, men gøre fremskridtet brugeligt for alle.

Bornholms Passagerforening
31. oktober 2012
Bjørn Carlsen
Rønnevej 42, Bodilsker
3730 Nexø
Email: b.carlsen@tdcadsl.dk

Share

En ny 30-årskrig ?

I næsten 30 år under det statslige selskab BornholmTrafikken var Styrelsen – med amtsborgmesteren i spidsen – i stand til at give rabat på den ene eller den anden form for transport. Det medførte en 30-årskrig mellem parterne. Denne 30-årskrig var at sammenligne med den virkelige 30-årskrig i Europa (1618-1648) – både i længde og i, at man aldrig vidste, hvor og hvornår der brød krigshandlinger ud forskellige steder i Europa.
Årsagen til, at Bornholms Passagerforening blev oprettet i 1985, skal netop findes i, at parterne handlede hen over hovedet på passagererne, så de ofte blev taberne i kampen for, hvad der skulle betales for transporten.
Efter ophævelsen af statsselskabet BornholmsTrafikken og oprettelsen af aktieselskabet Bornholmstrafikken – nu Danske Færger A/S, BornholmerFærgen – var det som om, at den Westfalske fred endelig havde sænket sig i det bornholmske samfund over kampen om prisen på færgetransport. Der var fundet et niveau i kontrakterne, som holdt parterne i ro over for hinanden. Ligeledes havde dette fællesniveau bragt parterne til – om ikke i fællesskab, så dog hver for sig – at påvirke politikerne på Christiansborg, for at få det samlede tryk på hele det bornholmske samfund til at falde.
I 2013 får vi umiddelbart de højeste stigninger i billetpriserne (ud over prisudviklingen) siden udliciteringen. Det har desværre slået nogle alvorlige sprækker i denne, måske lidt kunstigt skabte, konsensus.
Det er ganske enkelt så ærgerligt, at det slet ikke kan udtrykkes med ord. Det bornholmske samfund har med 2013-prisene fået lagt gift ud for hele samfundet; ingen undtagelser. Alle parter bør i stedet se med et helhedssyn på problemerne og skyde på dem, der skal skydes på.
Hvis vi hver især (hver part) over for Færgen rejser og får gennemført ønsker og krav til prisniveauet, så skader det det ikke kun hele det bornholmske samfund, men det skader også samtlige parter i priskrigen. Det er uanset, hvor pengene til prisnedsættelser stammer fra og uanset, hvilket virkning det har på den såkaldte gennemsnitspris.
Naturligvis ønsker vi – som samfundsansvarlig interesseorganisation – at der skabes gode forhold for såvel fragten som for turismen. Det kan og skal der slet, slet ikke skabes den mindste tvivl om.
Men parterne burde have lært nok af 30-årskrigen fra 1972 til 2002 (herunder hvorfor staten fratog Bornholm styrelsen) til, at den ikke skal bryde ud igen. Derimod skal vi se på det »roderi«, som den nuværende kontrakt har skabt for alle parter, og sammen gøre det bedre fra 2017. Næste gang skal vi ikke have en kontrakt, som er sammensat på skrivebordene i Transportministeriet, men ud fra, hvad der reelt er brug for – og slet ikke en kontrakt som blot lader billetpriserne stige, når omkostningerne, f.eks. til brændstof stiger (= olietillægget). Staten skal yde samfundsbegrundet transport – ikke omkostningsbegrundet transport.
Vi har aldrig fået større tilskud og mere færgefart, lyder det fra diverse meningsdannere. Så langt har de ret, men det er udtalelser uden indhold og indsigt. Hvad hjælper det f.eks., når skibene skal sejle på tidspunkter, hvor de ikke benyttes, men blot fyrer det meget, meget dyre brændstof af på Østersøens bølger. Hertil kommer, at sammensætningen af tonnagen er alt for omkostningsbelastende, bl.a. fordi halvdelen af tonnagen ligger som reserve (se vores medlemsorientering fra januar 2012). Skibe skal sejle – ikke ligge uaktive hen ved en kaj.
Det nuværende forlig opfylder slet ikke de behov, der ligger bag grundelementerne for en samfundsbegrundet færgebetjening. Det skal vi ændre på i 2017.
Men det er her og nu helhedssynet skal varetages. Det er nu, at Bornholm skal sende en meget klar besked til Christiansborg om, at prisniveauet for 2013 er blevet alt for højt – og gøre rede for, hvilken varig skade det påfører Bornholm.
Vi skal skynde os tilbage til den Westfalske fred – det fortjener alle, der er en del af det bornholmske samfund.

Bornholms Passagerforening
Bjørn Carlsen
28/10 2012

Share

Biler på vogndækket

I løbet af 2012 har vi fået relativt mange henvendelser om den måde bilerne bliver stuvet sammen på, når Leonora Christina skal stævne ud på ruten mellem Rønne og Ystad.
23/10 2012 havde vi møde med en række ledende medarbejdere hos BornholmerFærgen, hvor dette emne (sammen med mange andre) blev drøftet.
Vi havde i forvejen sendt rederiet nogle af de mange billeder, som vi har modtaget, hvor passagerer har fotograferet bilens placering på vogndækket i forhold til de øvrige biler, og hvoraf det klart fremgår, at man absolut ikke kan forlade sin bil uden med betydeligt besvær og andre problemer som f.eks. at komme til at ridse naboens bil.
1/2 2012 trådte en ny Bekendtgørelse fra Søfartsstyrelsen i kraft. Hele bekendtgørelsen kan ses på vores hjemmeside. Ifølge bekendtgørelsen skal passagererne have og sikres »direkte adgang fra og til deres siddeplads … og at denne adgang kan ske sikkert«; og det betyder ifølge Søfartsstyrelsen, at det ikke er i overensstemmelse med bekendtgørelsen, hvis en passager skal kravle hen over en gearstang, et andet sæde eller lign. for at forlade bilen ad andre døre end den, der hører til passagerens sæde. Det er således heller ikke i overensstemmelse med bekendtgørelsen, hvis en passager f.eks. er nødt til at forlade bilen via bilens bagdør.
Hvad er så årsagen til, at passagererne kan melde tilbage, at rederiet efter deres opfattelse ikke lever op til det i bekendtgørelsen anførte?
Først og fremmest er bilernes konstruktion blevet bredere. Hertil kommer, at der i de nye biler er indbygget airbags i sidedørene; og det gør også åbningen, som passageren skal ud af, smallere.
Dernæst har Færgen indgået en aftale om samfundsbegrundet færgebetjening af Bornholm. Den trådte i kraft 1/9 2011. I selve kontrakten indgår en personbilsenhed (4,50×1,75), som Færgen har givet tilbud ud fra, dvs. den plads, som staten har købt på færgedækket til én bil. Og her går det – efter vores opfattelse – helt galt … EU bestemmelser eller ej.
Et gennemsnit på 1,75 m. i bredden er ganske enkelt alt for lidt. Medmindre vi fremover skal slå sidespejlene ind, før vi kører om bord, er det meget, meget få biler, som vil kunne holde sig inden for et mål i bredden på 1,75 m. Vi har foretaget opmåling af 17 forskellige personbiler. Gennemsnittet for disse personbiler ligger lidt over 1,90 m. Når færgen således er bygget til og BornholmerFærgen har indgået kontrakt på andre præmisser end de faktiske forhold samt den nu gældende bekendtgørelse, opstår der naturligvis et misforhold kontrakt og bekendtgørelse imellem.
Det er jo ikke første gang, at den offentlige administration indgår aftaler, som ikke harmonerer med ændringer i diverse regelsæt, uden at dette medfører automatisk justering af f.eks. aftalen eller regelsættet.
Rederiet har således baseret sin indtjening på den indgåede kontrakt, som først udløber i 2017. Kontrakten er på den måde indgået på ikke kendte forudsætninger. Den danske stat hindrer ved udstedelsen af Bekendtgørelsen (repræsenteret ved Søfartsstyrelsen), at rederiet kan få den indtjening, som staten selv har indgået kontrakt om (ved Trafikstyrelsen). Derfor bærer staten ikke kun et ansvar for, at passagererne er taget som gidsler, men også et ansvar for, at Bekendtgørelsen ikke overholdes med den følge, at passagererne ikke kan komme ud af deres biler på den måde, som Bekendtgørelsen ellers indeholder bestemmelser om, at de skal kunne.
Den for passagererne eneste rimelige løsning er, at BornholmerFærgen kontraktmæssigt får et tillæg, som ændrer i størrelsen af en personbilsenhed samt at rederiet kompenseres af staten for, at der derefter ikke kan sejles med samme antal biler som nu (og som forudsat i kontrakten). Det kan være at der f.eks. dagligt skal indsættes yderligere afgange for at opfylde de grænser for overførsel af passagerer og biler, som kontrakten kræver opfyldes.
Der kan også tænkes andre, men langtfra passagervenlige løsninger, som det vil være for omfattende at beskrive her.
Bornholms Passagerforening
Bjørn Carlsen
25/10 2012

Share

Brev til Enhedslisten

Bodilsker, den 16. oktober 2012

Til Johanne Schmidt Nielsen (MF) og Frank Aaen (MF).
Fremsendes ved mail:
johanne.schmidt-nielsen@ft.dk og
frank.aaen@ft.dk

Kære Johanne Schmidt-Nielsen og Frank Aaen

Finansloven for 2013 skal snart forhandles på plads, og så vidt vi forstår, ønsker Enhedslisten i den forbin-delse af få indført en afgift på 75 kr. pr. flybillet. Visse steder i pressen bliver der givet udtryk for, at det vil være et ultimativt krav fra Enhedslistens side under forhandlingerne.

Afgiften skal begrænse brugen af mere forurenende transport frem for mindre forurenende transport. Det har vi i Bornholms Passagerforening slet ikke svært ved at forstå baggrunden for. Ja – faktisk går vi ind for så miljørigtig transport som muligt i den givne situation.

Men Johanne og Frank … jeres forslag forudsætter jo, at passagererne kan tage andre transportmidler, som forurener mindre. Når det gælder Bornholm, så eksisterer den mulighed slet ikke for de personer, som rejser med fly.

Det erkendte I (i Enhedslisten) for adskillige år siden, da jeres transportpolitiske ordfører hed Rune Lund. De beregninger, der dengang meget klart overbeviste Rune Lund, var baseret på vores hurtigfærge Villum Clausen. Nok er vores nuværende hurtigfærge, Leonora Christina, forbedret på det miljømæssige område, men den er ikke hverken tidsmæssigt eller miljømæssigt at foretrække for fly (= de propelfly som DAT fly-ver med), når vi alene taler om passagertransport.

Desværre har det ikke været muligt at beregne det nøjagtigt, fordi de oprindelige oplysninger om Leonora Christinas olieforbrug (før færgen blev sat i søen) ikke svarer til det faktiske forbrug, og dét ønsker rederiet i øvrigt ikke at oplyse. Transportminister Hans Chr. Schmidt oplyste i efteråret 2010, at ministeriet havde foretaget beregninger, som viste, at anvendelse af hurtigfærge i stedet for propelfly vil være mere miljørigtigt til transport af passagerer.

Hertil kommer at det rent tidsmæssigt slet ikke kan lade sig gøre at flytte størstedelen af de personer, som nu anvender fly, over i anden transport. Her er f.eks. tale om personer fra den kommunale administration eller politikere, som skal over til et møde på Christiansborg eller erhvervsledere, som har møder i København.

Der er også tale om adskillige patientrejsende, som skal til behandling og/eller undersøgelse på hospitaler i hovedstadsområdet. De skal også både frem og tilbage samme dag. Endelig er der en gruppe pendlere, som rejser frem og tilbage til deres arbejde hver eneste dag.

I resten af landet er det i stort omfang muligt at anvende anden transport end fly, men ikke fra Bornholm for bl.a. de omtalte grupper.

Bornholmske pendlere – som vi repræsenterer via vores Pendlergruppe – har absolut ikke brug for flere ud-gifter. De bornholmske pendlere er blevet belastet ganske betydeligt af nedsættelsen af fradragsværdien af rejseomkostningerne. Pendlerne har skattemæssigt/økonomisk set meget stor betydning for hele det born-holmske samfund. Pendling til/fra Bornholm har også stor betydning for, at arbejdsløshedskøen på Bornholm ikke er større, end den faktisk er – eller at afvandringen fra øen ikke er større, end den faktisk er.

Forligene om samfundsbegrundet færgebetjening af Bornholm har – siden det første trådte i kraft den 1. maj 2005 – aldrig taget hensyn til miljøet. I det nuværende forlig anvendes hurtigfærge ydermere til gods i om-fattende omfang. Det siger sig selv, at det ikke er miljøkorrekt. Hertil kommer, at hurtigfærgen sejler på tidspunkter med belægningsprocent på helt ned til 1%.

Vi er fuldt ud bekendt med, at Enhedslisten ikke deltager i forligene, men vil da i muligt omfang (i forbin-delse med finanslovsforhandlingerne) opfordre partiet til i fremtiden f.eks. at kræve specifikke miljøhensyn indbygget i forligene/kontrakterne mod at frafalde kravet om en fly afgift på 75 kr. for så vidt angår Born-holm. Det vil kunne medføre en betydelig miljøgevinst, hvilket flyafgiften på de 75 kr. til/fra Bornholm ikke vil kunne.

Vi er en upolitisk interesseorganisation. Det hindrer os dog ikke i at give udtryk for, at vi på det transportpo-litiske område ofte er enige med Enhedslisten. Ikke mindst er vi enige med Enhedslisten om, at natfærgen til/fra København aldrig nogensinde burde have været nedlagt. Hvis vi fortsat havde haft natfærgen, ville behovet for fly slet ikke have været det samme, idet færgen bl.a. med sin tidlige morgenankomst til Hoved-staden sikrede, at alle kunne deltage i møder etc. i København fra morgenstunden af.

Det er vores håb, at I kraftigt vil genoverveje, om jeres afgiftsforslag på flybilletter også skal gælde for Bornholm.

De venligste hilsner
Bornholms Passagerforening
Bjørn Carlsen
formand

Share

Ventilationen på LC

Vi har flere gange skrevet om, at mange passagerer har gener ved træk ombord på LC (og der ligger en del »kommentarer« om netop dette emne fra medlemmerne på vores hjemmeside). For en måned siden kunne vi så heldigvis skrive:
»Vi har netop fået følgende besked fra Færgen (Lindy Kjøller):
»Efter jeres henvendelser vedrørende træk ombord på Leonora Christina har man nu justeret ventilationen ombord. Uden at jeg har den store tekniske indsigt går det på at alle ventilatorer nu kører på et lavere, men mere ensartet og stabilt niveau. Tidligere tændte og slukkede de løbende og gik fra minimum til maksimum. Ændringerne vil (efter mandskabets opfattelse) reducere træk-generne væsentligt.««
Men generne er ikke helt forsvundet, og derfor henvendte vi os igen til Færgen (Lindy Kjøller), som efterfølgende har svaret os:
»Jeg har drøftet dette med seniormaskinchefen – og han fortæller:
Ude ved vinduerne er der den samme ventilation som hidtil – ændringerne er foretaget ved de store hvide firkantede ventilatorer, som sidder i loftet. Og her har man bemærket en betydelig forbedring. Vores pursere har faktisk ikke haft henvendelser fra passagerer vedr. ventilation, efter vi fik foretaget ændringerne.
Hvis man føler træk ved pladserne ude ved vinduerne, vil det være en fordel at flytte sig til sæder mere midtskibs.«
Vi har nu fået efterprøvet vejledningen af nogle medlemmer. De melder helt klart, at der er sket en væsentlig forbedring, medmindre man sætter sig ude ved vinduerne. Tilbage står at få passagererne kontinuerligt vejledt, ligesom det rent teknisk kan undre, at man i 2012 ikke kan bygge et skib, hvor den slags problemer slet ikke eksisterer … heller ikke langs med vinduerne.
Der er naturligvis stadig mulighed for at komme med kommentarer – også om dette emne – på vores hjemmeside (www.bornpass.dk).

Bornholms Passagerforening
7. oktober 2012
Bjørn Carlsen
Rønnevej 42, Bodilsker
3730 Nexø
Email: b.carlsen@tdcadsl.dk

Share