Ellers en god DSB-måned

På det seneste har DSB, IC Bornholm, haft et par alvorlige forsinkelser fra København til Ystad, som har medført, at passagerne – i stedet for at ankomme kl. 21:20 til Rønne – først er ankommet kl. 3:30.
Vi er jævnligt i forbindelse med vores kontaktperson i DSB, som både giver os oplysninger om, regulariteten og årsagerne til de forsinkelser, som har særlige konsekvenser for passagerernes samlede rejsetid og/eller de anvendte transportmidler.
Foranlediget af forsinkelsen i går, har vi i dag får følgende information fra Søren Møller, DSB:
»Ja, – det har været 2 meget ærgerlige episoder i den seneste uge. Regulariteten har siden nytår ellers udviklet sig positivt. I perioden 03/1 – 26/1 2011 var status for rettidighed som vist neden for (endda medregnet forsinkelsen fra den 24/1 2011):
  • Afgang København H 91% (2 tog var mere end 6 minutter forsinket)
  • Ankomst København 89% (3 tog var mere end 6 minutter forsinket)
  • Ankomst Ystad 86% (4 tog var mere end 6 minutter forsinket)
Den 24/1 fik vi en melding fra svenskerne, da toget var på Øresundsbroen, om at der ikke var kørestrøm på Ystadbanen. Vi blev derfor nødt til at indsætte en bus fra Malmö Syd/ Svågertorp. I går var det et nedbrudt tog i tunnelrøret mellem Østerport og København H, kombineret med fejl på sporskifterne ved København H, som gjorde, at vi ikke kunne få toget af sted til tiden.«
En regularitet på tæt på 90% er absolut rimeligt og ønskværdig for fremtiden. Det glæder vi os over. Men det skal ikke glemmes, at de 2 seneste forsinkelser har haft ubehagelige konsekvenser for passagerernes nattesøvn, viderebefordring på Bornholm etc.
Det glæder os, at passagerer, der rejser med DSB kan benytte Rejsegarantien i sådanne tilfælde; og det kan vi ikke opfordre passagerne kraftigt nok til at gøre.
Bornholms Passagerforening
29. januar 2011
Bjørn Carlsen
Rønnevej 42, Bodilsker
3730 Nexø

E-mail: b.carlsen@tdcadsl.dk

Share

Godt for det bornholmske samfund

Som det fremgik af Bornholms Tidende den 12/1 2011, har transportminister Hans Chr. Schmidt besluttet, at bl.a. overskuddet fra salget af »Dueodde« skal anvendes til mere færgefart i højsæsonen 2011. Som det også fremgår, skal fordelingen af de ca. 9 mio.kr., der stilles til rådighed, bl.a. forelægges for Kontaktrådet. Beløbet vedrører den indeværende kontraktperiode, inkl. forlængelsen på 16 måneder. Derfor skal midlerne anvendes inden 1/9 2011, hvor den nye kontrakt (gældende til 2017) træder i kraft.
Nogle medlemmer har spurgt til, om vi vil foreslå i Kontaktrådet, at billetpriserne kan nedsættes med de 9 mio.kr.
For Bornholms Passagerforening er det altid afgørende, at vælge løsninger, der gavner det bornholmske samfund. Hvor mange turister, vi får til øen, som ellers ikke ville være kommet, er det umuligt at spå om. Men hver eneste turist gavner med sit besøg hele det bornholmske samfund.
Om vi kan få flere turister til Bornholm via en (kortvarig) nedsættelse af prisen eller via ekstra afgange, er der for nærværende ikke tilstrækkeligt grundlag til at bedømme. Generelt er hele prisniveauet for højt. Det afhjælpes ikke af en kortvarig prisnedsættelse.
Men ét står fast for Bornholms Passagerforening; pengene skal bruges til at generere meromsætning på Bornholm til gavn for hele samfundet.
BornholmerFærgen har netop offentliggjort, at campingvogne kan medtages gratis om onsdagen på Sassnitruten i hele sommerperioden. Samtidig får autocampere en tilsvarende rabat, så prisen svarer til almindelig bil. Ordningen vil helt klart medføre, at vi får flere turister fra de andre lande i Europa. Denne mulighed vil naturligvis også kunne anvendes af bornholmere, som ønsker at drage på ferie syd for Bornholm.
Her er der også tale om et tiltag, som gavner det bornholmske samfund – og det glæder vi os ligeledes utroligt meget over.
Bornholms Passagerforening
26. januar 2011
Bjørn Carlsen
Rønnevej 42, Bodilsker
3730 Nexø
Share

Generalforsamling m.v.

28. marts 2011 holder Bornholms Passagerforening sin generalforsamling. Det bliver igen i år muligt for alle at deltage. Og der er god grund til at møde op. Først og fremmest tager vi det yderst aktuelle og vedkommende emne om »Udkantsdanmarks« op. Det kommer Kristian Jensen og holder et indlæg om. Han er medlem af Folketinget for Venstre, tidligere skatteminister, partiets næstformand, formand for folketingsgruppen og en af fædrene til regeringens forslag »Danmark i balance i en global verden«.
Mens Kristian Jensen var skatteminister fik vores Pendlergruppe indført fuld fradragsret for flybilletter for pendlere i jobrelation.
Ved sidste års velbesøgte generalforsamling havde vi besøg af folketingsmedlem for SF Pia Olsen Dyhr, som i sine folketingsår har beskæftiget sig meget med transport og miljø. Tilhørerne fik dengang et vidende og indsigtsfuldt indlæg som viste en stor og engageret forståelse for bornholmske forhold.
Dagsorden for generalforsamlingen, medlemsorientering, årsopkrævning mv. udsendes i disse dage. I kuverten får medlemmerne også 2 gode tilbud. Det er fordelagtige rejsetilbud fra henholdsvis BornholmerFærgen og BornholmExpress.
I orienteringen gennemgår vi emner, som vi har arbejdet med i 2010, ligesom vi peger på områder, som vil blive yderligere omtalt ved generalforsamlingen den 28. marts 2011 på Biblioteket i Rønne.
I medlemsorienteringen gennemgår vi bl.a. følgende emner:
  1.  Kommunalbestyrelsen fik en ny sammensætning og Bornholm fik ny borgmester
  2. BornholmerFærgen fik ny ledelse/konstruktion og nyt navn
  3. Cimber blev eneleverandør af flytransport til bornholmerne
  4. DSB ansatte en strækningsansvarlig for IC Bornholm
  5. BAT ændrede rutestruktur/tidsplan etc.
  6. Besøg af folketingsmedlemmer og ministre; herunder transportministerens interesse for bornholmerne
  7. Passagerers rettigheder etc.
Medlemsorienteringen mv. vil blive lagt ud på vores hjemmeside.
Bornholms Passagerforening
22. januar 2011
Bjørn Carlsen
Rønnevej 42, Bodilsker
3730 Nexø
Share

Nødvendig, alternativ brugbar transport må sikres/garanteres

Bodilsker, den 18. januar 2011
Til medlemmerne af
Folketingets Trafikudvalg
Fremsendes via email ved
Udvalgssekretær Jesper Thinghuss
Nødvendig, alternativ brugbar transport må sikres/garanteres
Vi fremsender det indlæg, vi netop har sendt til optagelse i Bornholms Tidende.
Indlægget taler egentlig for sig selv, men vi ønsker at medlemmerne af Folketingets Trafikudvalg gør sig bekendt med, hvad de ændringer, som de indgåede forlig om samfundsbegrundet færgebetjening af Bornholm gennem årene, har medført.
Pr. 1. oktober 2010 blev der sat et »punktum« for denne udvikling. En udvikling medlemmerne af Folketingets Trafikudvalg næppe kan være uvidende om, at vi alle årene har set de uheldige konsekvenser af og talt imod. Desværre uden held.
Punktummet for denne udvikling blev nemlig sat, da natfærgen fra Bornholm til Sjælland blev nedlagt (1. oktober 2010). Dermed nedlagdes den absolut sidste mulighed for, at bornholmerne (ad søvejen) kan regne med at komme til møder, undersøgelser, møde på arbejdet eller lignende fra morgenstunden i stedet for langt op ad formiddagen. I vinterhalvåret kan passagererne (med den nu kun eksisterende anden færgebetjening) ikke forudsætte at være fremme før omkring middag. Der er intet grundlag for at tro, at de transportmæssige forhold skulle ændre sig, når den nye hurtigfærge indsættes fra 15. juni 2011.
De gennemførte forlig – med samtlige partier i folketinget (med Enhedslisten som eneste undtagelse) – har således beviseligt medført, at den del af transporten, der tidligere blev varetaget af natfærgen i stort omfang er flyttet over til fly. Tallene for stigningen i flytransporten i oktober kvartal 2010 taler (igen) sit tydelige sprog.
Forligenes ikrafttrædelsesdatoer er/har været 1. maj 2005 og 1. september 2011. Imidlertid er dele af det forlig, der skal træde i kraft 1. september 2011, allerede trådt i kraft. Det gælder således nedlæggelsen af natfærgen fra Bornholm til Sjælland. Det har betydet flere flypassagerer og generelt færre færgepassagerer.
Som det også fremgår af det vedhæftede indlæg, er der for os tale om, at folketingets politikere har truffet en noget besynderlig beslutning i relation til miljøpåvirkningen og regeringens/folketingets egne målsætninger/planer om at flytte mest mulig transport fra fly til tog/færge. Her er det gået lige den modsatte vej.
Men når alt det er sagt, må vi på det kraftigste henstille til forligspartierne, at de tager ansvar for den udvikling, de selv har skabt.
Hvad betyder det, og hvad mener vi, at der konkret skal gøres?
Bornholm står nu i en måske ikke latent, så dog i en i allerhøjeste grad eksisterende risiko for, at det kommercielle flyselskab, Cimber Sterling, kan træffe beslutning om at indstille flyvningerne til og fra Bornholm; ja – med dags varsel. Fra 1. december 2010 foretog selskabet en omlægning af billetsystemet og priserne steg betydeligt (dette rammer i udpræget grad pendlere). I den forbindelse gav selskabet udtryk for, at »de skal kunne tjene penge på at betjene Bornholm med fly«.
Vi er fuldt ud bekendt med, at EU (med Korsika – os bekendt – som eneste undtagelse) ikke vil godkende statstilskud til flytransport. Men der må kunne sikres en model, hvor samfundets interesser vejer så tung, at staten (indtil anden løsning findes) på en eller anden måde kan sikre opretholdelsen af flydrift, såfremt den kommercielle udbyder ophører.
Såfremt dette – mod forventning – ikke skulle findes muligt, må politikerne sikre os, at natfærgebetjening kan indføres med dags varsel og opretholdes så længe, der ikke oprettes andre alternativer. I modsat fald finder vi, at væsentlige samfundsinteresser for nødvendig transport til det øvrige Danmark tilsidesættes; og det bornholmske samfund vil blive stillet i en yderst vanskelig situation. Det gælder såvel det tidsmæssige (tabt arbejdstid etc.), ligesom det udgiftsmæssige, idet omkostningstunge overnatninger vil være en nødvendighed.
En sådan beslutning har – for os at se – ingen umiddelbare eller løbende omkostninger. Kun i det tilfælde, hvor/hvis det skulle blive aktuelt, at »nødplanen« iværksættes, vil statskassen (formentlig) blive påført en direkte udgift.
Der findes ingen andre steder i Danmark – af befolkningsmæssigt samme størrelse og med samme afhængighed for samfærdsel – hvor borgerne vil være uden alternative muligheder, hvis deres primære transportmulighed pludselig ophører.
Hvordan garantien i praksis skal føres ud i livet, vil vi overlade til forligspartierne, men vi mener ikke politikerne bør undlade handling; og blot vente til, at situationen opstår.
Med venlig hilsen
Bjørn Carlsen
formand
Share

Flytransport – nødvendigt for samfundet

Det bornholmske samfund er blevet mere og mere afhængig af flytransport. Denne afhængighed er tiltaget over de seneste år; og det er der god grund til.
En af årsagerne er, at statistikken taler sit tydelige sprog om, at ingen »der skal frem« til et møde eller lign. på den anden side af vandet, i vinterperioden kan basere rejsen på hurtigfærgebetjeningen. Det er ret irrelevant, hvor fantastisk mange millioner rejsende Villum Clausen har sejlet med gennem de seneste godt 10 år.
Det afgørende er, den enkelte i et aktivt samfund skal kunne regne med at være fremme til tiden. I vinterperioden er hurtigfærgebetjeningen kun rettidig eller overhovedet eksisterende i ca. 2/3 af afgangene; og dét får også en uheldig indvirkning på viderebefordringen mellem Ystad og København. I den vinterperiode, vi netop er i, bliver statistikken endnu værre. Det skyldes ud over vejret også i høj grad ombygning af havnen i Ystad. Heller ikke dét, kan den rejsende bruge til noget som helst.
Men det alene er ikke årsagen til, at passagererne nu i større omfang benytter fly i stedet for færge.
Vi bliver også nødt til at medtage bl.a. prisen og manglen af andre transportmuligheder som parametre af afgørende betydning for, at flytransport til og fra Bornholm benyttes i stigende omfang.
Prisen er det ikke nødvendigt at kommentere yderligere, mens vi skal erindre hinanden om, hvad der er forsvundet af andre relevante transportmuligheder de seneste 6-7 år:
  1. 1/10 2004 nedlagdes natsejladsen til København (overflyttet til Køge)
  2. 1/5 2005 fik vi godsfærger i stedet for passagerfærger til Køge
  3. 1/10 2010 var det 100% slut med natsejlads fra Bornholm til Sjælland.
»Natdamperen« til København blev brugt af mange, der havde tidlige møder ovre eller som skulle på arbejde. Og det er lidt paradoksalt (uden sammenligning i øvrigt), at antallet – der benyttede netop den rute – ligger ret tæt på det antal, der i dag benytter fly som transport. Det er især tankevækkende, fordi politikerne i mange år har »tudet befolkningens ører fulde med«, at befolkningen skal anvende det lavest energiforbrugende og mindst forurenende transportmiddel. Men … her har politikerne – med åbne øjne – flyttet transporten for omkring ¼ mio. passagerer lige den modsatte vej.
Skal man – miljømæssigt – sammenligne mellem anvendelse af Villum Clausen og fly, så er det ret ligegyldigt, hvilken en af transportvejene, passagererne anvender.
Når den nye hurtigfærge indsættes vil miljøregnskabet imidlertid igen blive – om ikke så massivt – til fordel for færgetransport (plus tog/bus som viderebefordring).
Flytransport foregår alene på kommercielle vilkår og betingelser; og det har vi hverken noget imod eller ønsker om at ændre på. Men politikerne har, været, om ikke alene afgørende for, så dog stærkt medvirkende til, at en stor del af transporten er flyttet fra samfundsbegrundet transport til transport alene på kommercielle vilkår. Deri ligger en betydelig risiko, som det bornholmske samfund ikke bare kan lade stå uimodsagt, men nu (efter ændringen 1/10 2010) bliver nødt til at få styr på.
Flytransport er blevet en så afgørende del af bornholmernes transport til og fra det øvrige land, at vi ikke kan leve med risikoen for, at transportmuligheden ophører. Derfor skal »Christiansborg« finde en model (som også EU kan acceptere), så flytransport sikres (eller andre relevante muligheder straks sættes i stedet), hvis de kommercielle leverandører på et tidspunkt ikke skulle ønske at varetage flybetjening af øen.
Når politikerne således med åbne øjne har foretaget en sådan »omflytningsmanøvre« og gjort bornholmerne samfundsmæssigt afhængige af flytransporten, er de nu nødt til at tage ansvar for deres »gamle« handlinger. Vi taler hverken om tilskud eller at der skal stå et reservefly parat. Vi taler kun om, at Bornholm sikres »anvendelige alternativer«, hvis det skulle ske.
Bornholms Passagerforening
18. januar 2011
Bjørn Carlsen
Rønnevej 42, Bodilsker
3730 Nexø
Share

Busserne venter

I forbindelse med at »Povl Anker« permanent afløser »Villum Clausen« gennem 7 uger i januar og februar måned 2011, er der ikke indført en ny køreplan for BAT-busserne.
Tilbage i 2010 fik vi garanti for, at de busser, der ifølge køreplanen skal afgå lige før eller næsten samtidig med, at »Povl Anker« ankommer, vil vente. Det har vi også kendskab til, at f.eks. ruterne 3 og 4 generelt gør om aftenen, hvor færgen ankommer kl. 21:20 og busserne har afgangstider fra havnen som følger:
Rute 3           afgår ifølge køreplanen 21:26
Rute 4           afgår ifølge køreplanen 21:18.
Nogle medlemmer har orienteret os om ventetider (især om aftenen) på mellem 1 og 2 timer samt at busserne ikke i alle tilfælde venter. Det har vi naturligvis kontaktet både BAT og BornholmerFærgen om.
Det er korrekt, at den omlagte sejlplan i de 7 uger ikke alene har medført en særlig køreplan. Men til gengæld har BAT nu igen bekræftet, at busserne har fået besked om at vente på færgen i de tilfælde, hvor det kan lade sig gøre. Det forudsætter også, at passagererne forlader færgen hurtigt og går direkte over til busserne.
BornholmerFærgen har også stillet os i udsigt, at der vil blive orienteret om busserne i muligt omfang.
Det er absolut ikke behageligt at skulle vente på en bus i mellem 1 og 2 timer på en forblæst, vinterkold Rønne Havn … og det er absolut heller ikke noget, hverken vi eller de 2 transportleverandører har ønsket. Men heldigvis passer sejlplan og busplan betydeligt bedre sammen, når »Villum Clausen« fra 21/2 2011 igen stævner ud og ind ad havnen i Rønne.
Bornholms Passagerforening
26. januar 2011
Bjørn Carlsen
Rønnevej 42, Bodilsker
3730 Nexø
Share

En besynderlig afgørelse

Transportminister Hans Chr. Schmidt er åbenbart rent politisk gået uden om udpegning af bornholmske medlemmer til den nye bestyrelse i Holdingselskabet Bornholmstrafikken.
Man kan opstille mange formodninger om baggrunden for dette, og set i bakspejlet har sagen om Rønne Havn måske også spillet ind i en for Bornholm ikke positiv retning.
Men det virker ikke som et godt gennemtænkt signal transportministeren har sendt til bornholmerne. Det er – med den nye selskabskonstruktion – nok ikke så betydende, hvem der skal sidde i bestyrelsen, men langt mere endnu en gang et spørgsmål om følelsen af »københavneri«. At ministeren også er faldet i den grøft, er både besynderligt og ærgerligt al den stund, at han ellers har signaleret stor forståelse for bornholmske ønsker omkring færgebetjeningen, ja – langt større forståelse end vi ellers har været vant til, at transportministre har givet udtryk for.
Nogen opfatter det som »kammerateri«, men det er der også mange, der mener, at flere politiske udpegninger på Bornholm bærer præg af.
Desværre er sammensætningen af den nye bestyrelse et endeligt punktum for bornholmernes følelse af at have blot andel i deres egen færgebetjening.
De 4 mio. kr. som det bornholmske samfund skød ind i dannelsen af BornholmsTrafikken ved lovens vedtagelse 23. maj 1973 er beklageligvis også forsvundet som dug for solen.
På baggrund af historien omkring den bornholmske færgebetjening igennem de seneste 4 årtier – ikke mindst siden 2002 – må transportministerens beslutning om bestyrelsesmedlemmer ses som en ikke gennemtænkt, besynderlig afgørelse.
Det er vanskeligt at afgøre, om det reelt får betydning for Bornholm, at der ikke fremover vil være politisk udpegede medlemmer af Holdingselskabet Bornholmstrafikken.
Men på det følelsesmæssige område har det stor og uvurderlig betydning. Det burde transportministeren have undgået.
Bornholms Passagerforening
7. januar 2011
Bjørn Carlsen
Rønnevej 42, Bodilsker
3730 Nexø
Share

Nytårshilsen og information til Pendlergruppen

Den 2. januar 2011 modtog Pendlergruppens medlemmer via mail denne hilsen og information:

Kære Pendlerkollegaer
Du ønskes et godt nytår, hvor vi fra »Pendlergruppen« håber på, at du fortsat vil have energi til pendling i arbejdsmæssige sammenhænge i 2011. Det har Bornholm brug for. Derfor tak for din indsats.
Også i 2011 vil vi arbejde for, at du som pendler kan have de bedst mulige forhold som pendler.
I begyndelse af december 2011 havde vi møde med Bornholmstrafikken (Færgen), hvor vi afventer et godkendt referat fra mødet. Dog tyder alt på, at samarbejdet mellem Færgen og Pendlergruppen vil blive styrket det kommende år til gavn for pendlerne. Der er stillet i udsigt, at man vil arbejde på et attraktivt pendlerprodukt, for os der pendler i arbejdsmæssige sammenhænge. Nu må vi se, hvordan et sådant produkt vil komme til at se ud.
I forhold til Cimber har vores reaktion på den nye TravelClub ordning og Cimber udsagns om, at bornholmerne ikke vil opleve væsentlige prisstigninger, i en vis grad båret frugt, idet Cimbers ledelse i den anledning har bedt om et møde med os igen inden primo februar 2011.
Vi er blevet stillet udsigt at få et møde med transportministeren primo 2011.
Endelig arbejdes der fortsat på at få et særligt skattemæssigt fradrag for distance-pendlere. Dem vi har henvendt os til er meget positive over for vores forslag, herunder skatteministeren. Men der skal være politisk flertal herfor. Det er lidt vanskeligt at forudsige, hvad der sker i et valgår.
Afslutningsvis skal jeg gøre opmærksom på, at både Steen og jeg selv er på valg til generalforsamlingen i år (den 28. marts 2011).
Med de varmeste hilsener
Steen og Preben
Preben Holm
Nexøvej 16
3720 Aakirkeby
M 3024 4732
Share