I 2008 vedtog landene i FN’s internationale søfartsorganisation, IMO, en væsentlig skærpelse af reglerne for luftforurening fra skibe.
Lørdag den 7/5 2011 bragte Bornholms Tidende en artikel under overskriften »Miljøkrav kan øge billetpriser«. Med den alvor artiklen reelt indeholder, burde den være anbragt med flammeskrift på Tidendes forside. I artiklen hedder det bl.a., at
»Bilfærgernes Rederiforening forudser, at det nye krav vil føre til en 50 procents forøgelse af billetpriserne generelt.«
For det første er det noget besynderligt at kalde det »nye krav«, når de har været kendt i adskillige år. De indgår også i betydeligt omfang i regeringens strategioplæg »Ren luft til alle« fra juni 2008.
Der er da også ved bygningen af den nye hurtigfærge taget visse hensyn til disse regler, men …
Nu står der ikke direkte i artiklen, at det er IMO-reglerne, der vil medføre den groteske »forøgelse af billetpriserne generelt«. Men de henvisninger til artikler, områder (reglerne gælder for) og grænse for svovlindhold i brændstoffet, kan det næppe være andre regler, artiklen omfatter.
Igennem 2007 arbejdede Trafikstyrelsen med det udbud, der træder endeligt i kraft 1/9 2011, og8/8 2007 godkendte Kontaktrådet Trafikstyrelsens forslag. Allerede dengang var bl.a. arbejdet med IMO-reglerne godt i gang og regeringens strategioplæg »Ren luft til alle« og en del andre tilsvarende oplæg var også i støbeskeen.
Undervejs var vi kommet med et forslag, der tog betydeligt hensyn til miljøet, bl.a. anvendelse af superfærger (helt eller delvis) i stedet for katamaranfærger og anderledes, mere miljørigtig rutestruktur og tonnagesammensætning i øvrigt.
Vi bad om, at vores begrundelser for at sige »nej« til Trafikstyrelsens forslag til nyt udbud, blev indført i referatet den 8/8 2007. Det ønske blev ikke imødekommet – og vi måtte acceptere, at der (som det fremgår af hjemmesiden
www.brk.dk) kun blev skrevet:
»Bornholms Passagerforening kan som helhed ikke tiltræde det af Kontaktrådet til Trafikstyrelsen/transportministeren fremsendte forslag til næste færgeudbud.«
Det siger jo ikke en pind om, hvad det var, vi sagde nej til. Men bornholmerne skulle ikke være uvidende om, hvad færgeforliget indeholder. Derfor sendte vi 3/9 2007 et debatindlæg til Bornholms Tidende med overskriften »Olie-/miljøkatastrofe«.
I dette indlæg skrev vi bl.a.:
»Miljøet er og bliver en af taberne ved dette færgeforlig.
Men bornholmerne kommer desværre også selv til at betale for miljøsvineriet …
Det kan ikke blive andet end en katastrofe, ja en bombe under hele den bornholmske økonomi – såvel for godset, som for turisterne og andre passagerer. Og bornholmerne har ingen muligheder for at »tænke mere miljøbevidst« i forbindelse med deres transport.
Den katastrofe og den bombe er vores borgmester så glad for, at man kunne høre, at »han smilede i telefonen«, som transportminister Flemming Hansen udtrykte det samme dag, som forliget var indgået.
Regeringen skylder bornholmerne en forklaring på den ambivalente og inkonsekvente miljøpolitik – og borgmesteren skylder bornholmerne en forklaring på, hvorfor han har sagt »ja« til en så betydelig udgiftsstigning på billetterne fremover.
Det skrev vi altså 3/9 2007. Nu udtaler BornholmerFærgen i artiklen 7/5 2011:
»Det vil på den lange bane være kunderne, der kommer til at betale prisen«.
Og »Bilfærgernes Rederiforening forudser, at de nye krav vil føre til 50 procents forøgelse af billetpriserne generelt.«
Men det var de bornholmske politikere m.fl. i Kontaktrådet, som selv valgte den prisstigning. De kunne – og burde – have skrottet forslaget fra Trafikstyrelsen og have bedt om, at tonnagen skulle være miljørigtig.
I løbet af de kommende år skal der »strikkes et nyt færgeforlig sammen«. Det skal gælde fra 2017. Der er håb om – hvis politikerne denne gang handler lidt klogere – at tonnagen fra 2017 bliver miljørigtig og priserne derved bliver til at betale.
Bornholms Passagerforening
8. maj 2011
Bjørn Carlsen
Rønnevej 42, Bodilsker
3730 Nexø
Email: b.carlsen@tdcadsl.dk