Lastbilafgift – dobbelt udgift

Socialdemokraterne og SF udsendte for nylig planen »Fair Løsning 2020«. Vi har gennemlæst planen og fundet, at 3 forslag kan blive til alvorlig skade for det bornholmske samfund.
Som interesseorganisation er vi naturligvis nødt til at »se med upolitiske briller« på sådanne planer og ud fra dette forholde os til, hvilken indflydelse en konkret plan vil få på bornholmske passager- og samfundsforhold. Vi har især forholdt os til følgende 3 forslag:
1)      Afgift pr. flybillet på 75 kr.
2)      Betalingsring om København
3)      Lastbilafgift.
Alle 3 forslag er tænkt som miljøforbedrende. Det tjener planen til ære.
Såvel betalingsringen som lastbilafgiften skal »finansiere billigere og bedre kollektiv transport«. Også det er et gode ved planen, men det skal blot sættes i relation til, om det er gavnligt eller skadeligt for Bornholm – og ikke mindst i hvilket omfang, det rammer det bornholmske samfund.
Vi har allerede i tidligere indlæg forholdt os til afgift på flybilletter og betalingsringen om København. Men der er også grund til at se på lastbilafgiften, som set i relation til Folketingets politik i øvrigt over for Bornholm forekommer noget malplaceret.
Lastbilafgift
I 2007 vedtog folketingets partier (med undtagelse af Enhedslisten) rammerne for det færgeforlig om samfundsbegrundet færgebetjening af Bornholm, som træder i kraft 1. september 2011.
Som følge af dette forlig blev den dobbeltrettede natsejlads på godsruten mellem Rønne og Køge nedlagt i oktober 2010 (ændret til eftermiddagsafgang fra Rønne). Dette har medført, at gods – som ellers ville have været sejlet til Køge som trailere – nu sendes via Sverige.
Når det sendes over Sverige, skal godset transporteres via lastbil gennem Sverige. Det er i sig selv miljømæssigt en katastrofe. Hertil kommer, at der naturligvis ikke – af miljøhensyn – bør fragtes gods på en hurtigfærge (katamaran). Derfor forekommer det besynderligt og yderst ulogisk, at S og SF, som selv har været med til at tvinge en del af godset ud på de svenske landeveje, nu vil straffe samme transport med en miljøafgift.
De 94 sider, som »Fair Løsning 2020« omfatter, beskriver kun meget sporadisk lastbilafgiften, trods det, at den skal generere et provenu på 1,5 mia.kr. Vi har derfor spurgt Socialdemokratiets skatteordfører, Nick Hækkerup, som velvilligt har givet os svar på flere uklarheder i planen, om hvad lastbilafgiften konkret går ud på. Nick Hækkerup svarer bl.a.:
Kørselsafgifterne på lastbiler skal efter planen indbringe et provenu på 1,5 mia. kr. Det er tanken, at dette provenu kommer ind ved at den nuværende lastbilafgift (lov om afgift af vejbenyttelse) øges. Provenuet fra denne afgift skal bruges på trafikinvesteringer og prisnedsættelser i hele landet, ikke kun København. Bl.a. skal prisen på abonnementskort til den kollektive trafik sænkes med 20%.
Vi har typisk ikke noget imod, at der via afgifter etc. tages konkrete hensyn til miljøet, men det er besynderligt, at folketingets partier har skruet et færgeforlig sammen, som er alt andet end miljøkorrekt, og så efterfølgende kommer med afgifter som skal bøde på Tingets egne forseelser; men afgifter som samtidig er til skade for det bornholmske samfund.
Den samfundsbegrundede færgebetjening af Bornholm (2011) hænger f.eks. miljømæssigt overhovedet ikke sammen med den af Folketinget (minus Enhedslisten) i januar 2009 vedtagne aftale om »En grøn transportpolitik«.
Folketinget skylder befolkningen, at der er sammenhæng mellem de forskellige aftaler og lovgivningen.
Vores holdning er stadig, at der skal udarbejdes en samlet trafikløsning for Bornholm, hvori flytrafikken indgår, når det miljømæssigt/samfundsmæssigt er det mest korrekte.
Miljømæssigt bør transport via skib også foretrækkes frem for transport via landevej (især lastbiler), og skibstonnagen skal naturligvis være tilpasset forholdene på helårsbasis i Østersøen og være hurtig, men samtidig så miljømæssigt optimal som overhovedet muligt.
Bornholms Passagerforening
2. juli 2011
Bjørn Carlsen
Rønnevej 42, Bodilsker
3730 Nexø
Share

BAT Sommer

I den absolutte højsæson for turismen, er der behov for en tilpasning af BAT-køreplanen og det sker hvert eneste år. I år gælder sommerkøreplanen for perioden 25. juni til 14. august 2011.
Dette falder heldigvis sammen med, at skolerne holder sommerferie og mange bornholmere samtidig holder 2-3 ugers sommerferie.
Derfor er der god grund til at huske bornholmerne på at kigge efter i køreplanen, før de skal af sted med bussen, for i sommerperioden »holder selv plejer sommerferie«.
Sommerkøreplanen i år har ens kørsel alle ugens dage. Det giver lidt færre afgange på hverdage og flere i weekenden end ellers.
På grund af de sene færgeankomster er der også sene busafgange, dvs. kl. 00 og 02 fra Rønne, så på flere ruter er der faktisk minimum 2-timesdrift hele døgnet.
Efter køreplanen gik i trykken, blev det – efter henvendelser fra passagererne – besluttet at indsætte 3 ekstra morgenture, fordi nogle af de faste kunder manglede deres busforbindelse. Disse fremgår af henholdsvis BAT’s hjemmeside og af hængeskilte i busserne.
Generelt kører der færre busser på de gængse ruter i sommerperioden, mens der kører langt flere langs kysten (ruterne 7 og 8).
I forhold til for et år siden er der langt flere busser at vælge imellem (der er lagt ture ind imellem 2-timesdriften), og afgangene er desuden spredt ud over hele døgnet, inkl. natten, for de fleste ruter.
Så alt i alt betyder det, at såvel bornholmerne som turisterne nok skal komme frem med BAT-busserne.
Selv om det principielt er uden for emnet, er det bemærkelsesværdigt og meget glædeligt, at netop fra sommerkøreplanens ikrafttræden er busstoppestedet på Boulevarden på Balka flyttet til sin oprindelige og klart mere sikre plads igen. Så mon ikke vi med tiden får gjort flere af de farlige stoppesteder noget mere sikre igen.
Bornholms Passagerforening
29. juni 2011
Kirsten Lund-Hansen
Næstformand
Harbovej 125
3700 Rønne
Share

DSB fortsætter IC Bornholm

Gennem nogen tid har der været usikkerhed om fremtiden for det delvis DSB-ejede togselskab DSBFirst.
IC Bornholm bliver betjent af DSBFirst som underleverandør af togpersonale og lokomotivførere.
Men IC Bornholm er via en kontrakt drevet af DSB, og det er således DSB, der har pligt til at sørge for, at togene på IC Bornholm-strækningen kører.
Dele af pressen har i de senere dage skabt usikkerhed om indholdet i denne konstruktion, og derfor også skabt usikkerhed om, hvordan togdriften på ruten mellem Ystad og København vil blive afviklet – om overhovedet afviklet – såfremt DSBFirst går i betalingsstandsning/konkurs.
Da krisen i DSBFirst blev kendt i almindelighed for adskillige uger siden, fik vi sikkerhed for, at DSB vil køre tog på ruten mellem Ystad og København, såfremt DSBFirst ophører som underleverandør/ophører med at køre i Sverige.
Derfor er det enkle budskab, at uanset – hvad der sker med DSBFirst – vil DSB fortsætte togdriften mellem Ystad og København.
Bornholms Passagerforening
28.juni 2011
Bjørn Carlsen
Rønnevej 42, Bodilsker
3730 Nexø
Share

Forureningsafgift – en skatteskrue

I den 2020-plan som Socialdemokraterne og SF for nylig udsendte under navnet »Fair Løsning 2020« indgår en afgift på 75 kr. pr. billet. Flyafgiften har imidlertid været med i de oplæg de 2 partier har fremlagt før.
Det er helt klart de 2 partiers hensigt, at miljøet skal forbedres, og det har vi absolut intet imod.
Når det drejer sig om befordring fra Bornholm med andet end fly, er det dog mere end tvivlsomt, at det skulle være mere miljørigtigt at sejle med hurtigfærge til Ystad og derfra benytte bus/tog.
Det er miljømæssigt et skub i den rigtige retning, at Villum Clausen er blevet udskiftet med Leonora Christina. Men S og SF kan ikke – med ærligheden i behold – pålægge bornholmerne en flyafgift med begrundelsen, at det er en miljøafgift. Det er en afgift, der desværre ad åre kan blive en ny skatteskrue.
Skal vi så også betale miljøafgift, når Leonora Christiana benyttes ? Naturligvis ikke !
Den 18/9 2010 udtalte transportminister Hans Chr. Schmidt i øvrigt til de bornholmske medier, at »nylige studier viser, at propelfly er mere miljøvenlige end biler, så miljøargumentet skal de nok være varsomme med at bruge.«
Vi har været i kontakt med flere ledende S og SF-politikere for at forklare, hvorfor Bornholm naturligvis bør fritages for afgiften. Vi har ikke fået en garanti, men forståelse for, at Bornholm bliver fritaget for afgiften.
Det er derfor en stor glæde, at vi og folketingsmand Jeppe Kofod trækker på samme hammel. Jeppe Kofod har til den bornholmske presse netop udtalt, at Bornholm skal fritages for afgiften. Han siger bl.a.:
»Bornholm er den eneste ikke-brofaste landsdel, og derfor skal der findes en særlig løsning for os.
Andre steder i landet er der et alternativ til flytransport, f.eks. både motorveje og jernbanen og det har vi ikke på Bornholm. Derfor er vi en særlig situation, som vi skal finde en løsning på«.
Ja – vi kan slet ikke være mere enige.
Bornholms Passagerforening
26. juni 2011
Bjørn Carlsen
Rønnevej 42, Bodilsker
3730 Nexø
Share

Smidigere rejsegarantibehandling

Antallet af personer, der beder om udbetaling fra Rejsegarantien, når der opstår forsinkelser på rejsen (inklusive færgeoverfarten) mellem Rønne og København med IC Bornholm (minimum 30 minutter), er meget lavt, og det tyder nok på, at »besværet« med at søge om erstatning har været for omfattende.
Det har vi adskillige gange påpeget over for DSB’s strækningsansvarlige, Søren Møller. Nu er der indført en betydelig mere smidig ansøgningsprocedure … og det hele kan ordnes hjemme fra computeren.
Ved at anvende internetsiden:
er passageren nu fri for at skulle sende almindelig post med diverse dokumenterende bilag.
Uanset om den rejsende har anvendt billet eller klippekort, kan hjemmesiden anvendes til ansøgningen om udbetaling af Basis Rejsegaranti. Dog gælder formularen ikke, hvis passageren anvendte et pendler- og/eller periodekort.
Passageren skal stadig dokumentere rejsen, men det kan nu være i form af en fil med en print-selv-billet eller et indscannet klippekort. Gem i alle tilfælde samtlige »dokumenter«.
For passagerer, der har anvendt sms-billet, skal der udfyldes en anden blanket, men et link til denne blanket findes på den nævnte hjemmeside.
Husk at bruge Rejsegarantien – og for hele rejsen. Det er et gode for passagererne.
Bornholms Passagerforening
25. juni 2011
Kirsten Lund-Hansen
Næstformand
Harbovej 125
3700 Rønne
Share

Hæderligheden og demokratiets sejr

Der var engang … sådan begynder alle eventyr. Og næsten alle eventyr ender godt. Men først skal man, med H.C. Andersens ord, gå så grueligt meget igennem. Sådan føler vi, at sagen om pendlernes repræsentation i Kontaktrådet er forløbet.
I Bornholms Passagerforening har bestyrelsen for længst besluttet, at vi
»uanset hvordan sagen ender … ikke vil udstille hverken de sår eller ar, som kampen har givet undervejs. Når sagen er slut, skal der ses fremad og arbejdes for at forbedre vilkårene for de 1.200 pendlere, som det hele handler om.«
Nu er der sat et i hvert fald foreløbigt punktum i sagen, idet Kontaktrådet har givet udtryk for, at Bornholms Pendlerforening ikke længere bør varetage bornholmske pendleres interesser i Rådet.
Rådet konfirmerede på sit møde den 15/6 2011 en tidligere af Rådet udtrykt holdning til, at foreningen savnede enhver form for demokratisk legitimitet og/eller beskaffenhed.
Det er uafklaret, hvem der i stedet skal varetage de mange pendleres interesser i Rådet.
Pendlerne har brugt over 3 år på at overbevise Rådet om, hvordan sagen hang sammen. Og det var reelt også først efter, at pendlerne v/Steen Clausen med flere udtog stævning mod de 2 bestyrelsesmedlemmer i Bornholms Pendlerforening, at borgmester Winni Grosbøll uopfordret tog sagen op i Rådet og fik vedtaget beslutningen om, at Bornholms Pendlerforening ikke længere skal have sæde i Rådet. Der skal udtrykkes respekt for, at Winni Grosbøll havde modet til at ændre holdning og indse, at tidligere beslutninger ikke var anvendelige.
Der er sagt og skrevet ret meget under sagens forløb … og ikke alt har været lige gavnligt for en fælles forståelse. Det gælder alle parter – også Bornholms Passagerforening.
Ingen skal heller høste anerkendelse for, at man har forsøgt at anvende usandheder eller ukorrekte informationer og påstande som bevisgrundlag.
Alt dét skal vi alle nu på ordentlig vis få lagt bag os. Med Rådets konfirmation den 15/6 2011 var der ingen, som stod tilbage som sejrherrer. Men den 15/6 2011 var en sejr for hæderlighed og demokrati.
I 2002 blev Bornholms Passagerforening spurgt, om foreningen ville varetage pendlernes interesser. Det blev der sagt et rungende og klart nej til. Det førte senere samme år til oprettelsen af Bornholms Pendlerforening.
I 2007 blev Bornholms Passagerforening igen spurgt, om foreningen ville varetage pendlernes interesser, fordi deres egen forening var gået helt i stå. Det blev igen til et velbegrundet nej.
Men den 16/3 2009 accepterede Passagerforeningens generalforsamling (pga. den fastkørte situation mellem pendlerne og Bornholms Pendlerforening), at pendlerne kunne oprette en separat gruppe under foreningen, men med selvstændig ledelse, eget navn (Pendlergruppen), klar medlemsafgrænsning og nødvendige vedtægtsændringer.
Bestyrelsen i Bornholms Passagerforening, inklusive Pendlergruppen, står derfor fuldstændig uforstående over for, at »striden om pendlernes repræsentation i Kontaktrådet« skulle være Passagerforeningens ønske om at sidde på 2 pladser i Rådet.
Sagen har alene drejet sig om, at nogle få på flertallets bekostning har haft til formål at blokere for enhver normal demokratisk proces og opnåelse af resultater ad den vej alene af egne, subjektive interesser eller anormale opfattelser af subjektive rettigheder, beføjelser eller af bekvemmelighedshensyn.
Men efter flertallets sejr for hæderlighed og demokrati skal der ses fremad og arbejdes for at forbedre vilkårene for de 1.200 pendlere, som det hele handler om.
Uanset, hvad fremtiden bringer, vil pendlerne blive støttet i deres arbejde af Bornholms Passagerforening, når blot hæderlighed og demokrati er grundlæggende principper for arbejdet.
Bornholms Passagerforening
22. juni 2011
Bjørn Carlsen, formand
Kirsten Lund-Hansen, næstformand
Lone Thrane, kasserer
Erik S. Nielsen, sekretær
Jytte Bræstrup Karlsen
1. suppl. Birte Skot-Hansen
2. suppl. Ianto Tryfan Davies Gerdes
Share

Et klart fremskridt

Chefkaptajn Søren Schow fortæller i dag i pressen bl.a. at »komforten på hurtigfærgen Leonora Christina er en del bedre end på Villum Clausen«.
Deri har han fuldstændig ret. Når man kommer op ad de mange trapper og ombord på skibet, er der et behageligt og imødekommende lysindfald.
Alle sæder – uden undtagelse – opleves betydeligt mere indrettet til mennesker, ikke mindst med en smule volumen, end tilsvarende på Villum Clausen.
De små runde sæder på Villum Clausen, som mange rejsende havde et yderst anstrengt forhold til, er afløst af behagelige sæder uden generende kanter.
Det virker umiddelbart som nemmere at komme rundt på skibet og i hvert fald at komme ind på stolene ved bordene eller i flysæderne på øverste dæk.
Et sted, de fleste er nødt til at aflægge et visit under overfarten, er toiletterne. Selv her er der pladsmæssigt tale om en forbedring (det kunne næppe blive værre end på Villum Clausen vil nogen nok mene).
Søren Schow var med på turen fra Australien, og der må derfor lægges vægt på, at han udtaler, at skibet ligger en del bedre på vandet – især i dårligt vejr – end Villum. Kun tiden i vinterhalvåret vil vise, om det kun er kaptajnen eller om det også er passagererne, som har tilsvarende oplevelse. Festsejladsen til Ystad var en smule rullende, fordi bildækket var næsten tomt.
Vi er fortsat af den opfattelse, at en superfærge ville have givet Bornholm en langt større sikkerhed for drift såvel sommer som vinter. En katamaranfærge er et udmærket skib til turister og sommersejlads, men de seneste 10 år har i hvert fald vist, at katamaraner ikke er skabt til vintersejlads.
En bemærkelsesværdig udtalelse fra Søren Schow er:
»De 2 ulemper ved Villum Clausen – altså komforten i dårligt vejr og olieforbruget – er begge blevet bedre med Leonora Christina.«
Hvor er det dog befriende, at dette nu også kan siges af rederiets egne medarbejdere. Det er også et fremskridt.
Bornholms Passagerforening
22.juni 2011
Bjørn Carlsen
Rønnevej 42, Bodilsker
3730 Nexø
Share

Så gør det tilgængeligt !

I Pia Kjærsgaards (DF) ugebrev (20/6 2011) skriver formanden for partiet, bl.a.:
»Et politisk folkemøde er en glimrende idé. Det er en god måde for vælgere og politikere at møde hinanden. Men jeg synes ærlig talt, at det bør afholdes et nyt sted hvert år. Og naturligvis et sted i »Udkantsdanmark«. Bornholm er smuk, men desværre også utilgængelig for mange mennesker – navnlig i Vestdanmark.
Hertil kommer, at ikke mange har mulighed for at deltage på almindelige hverdage. Jeg så masser af skoleelever og pensionister, men savnede et repræsentativt udsnit af hele den danske befolkning. Den almindelige lønmodtager har ganske enkelt ikke mulighed for at rejse så langt.«
Men, Pia Kjærsgaard bør tænke på, at Bornholm ifølge Center for Regional- og Turismeforskning har 1.200 pendlere. De kan ikke nøjes med at »rejse så langt« én gang om året. De skal typisk rejse 1-2 gange om ugen; sommer og vinter og uanset vejret.
Mange bornholmere er også nødt til at »rejse så langt«, når de skal til undersøgelse eller behandling i Hovedstaden. Sådan kunne vi blive ved med andre grupper, som også er nødt til at rejse af mange forskellige årsager.
Men at »rejse så langt« bør sættes i relation til den faktiske afstand. Afstanden mellem Hovedstaden og Bornholm er jo ikke længere end afstanden mellem Hovedstaden og Odense. Den fynske hovedstad vil næppe få samme betegnelser.
Pia Kjærsgaard plejer ellers at være meget positiv over for Bornholm. Hun skal have lov til at mene, hvad hun vil om Bornholms »utilgængelighed«, men hun må ikke glemme, at DF selv – bl.a. gennem forliget om den samfundsbegrundede færgebetjening – har været med til at bestemme, om Bornholm rent trafikmæssigt skal være »utilgængeligt«. Budskabet er derfor:
Så gør det tilgængeligt, Pia Kjærsgaard. Det er kun Folketinget, der råder over den mulighed. Afstanden til Bornholm eller Odense hersker hverken Folketinget eller bornholmerne over.
Grundlovsdag besøgte Dansk Folkepartis trafikpolitiske ordfører Bornholm, og vi havde lejligheden til at mødes med ham. Det var et absolut positivt møde, og 2 af emnerne fra mødet med Kim Christiansen bør nævnes i forbindelse med Pia Kjærsgaard ugebrev.
1)
Måske har vi helt misforstået Pia Kjærsgaards budskab:
»Udkantsdanmark«. Bornholm er smuk, men desværre også utilgængelig for mange mennesker – navnlig i Vestdanmark.
Den almindelige lønmodtager har ganske enkelt ikke mulighed for at rejse så langt.«
Det kan nemlig være, at Pia Kjærgaard mener, at prisen for at »rejse så langt« gør Bornholm utilgængelig? Hvis det er meningen, er vi 100% enige med partiformanden. En familie, som skal rejse fra Vestdanmark til Bornholm, må alene i rejsebudgettet lægge mindst 4.000 kr. ind. Heraf udgør færgebilletten mellem Ystad og Rønne alene de 2.102 kr. (med »Bil + 5« – den mest benyttede billet). Som vi viste over for Kim Christiansen, er prisen på denne billettype siden 2005 steget ca. 58%, mens pristallet i samme periode kun er steget 13%.
Når en familie fra Vestjylland skal betale så meget for at komme til Bornholm, så har Pia Kjærsgaard fuldstændig ret: Bornholm er smuk, men desværre også utilgængelig for mange mennesker – navnlig i Vestdanmark.
Men utilgængeligheden gælder desværre også for bornholmerne, som må lide med de alt for høje billetpriser.
2)
Det kan også være, at Pia Kjærsgaard tænker på, at vi gennem adskillige måneder har levet med en vis utryghed om, hvorvidt Cimbers flybetjening af Bornholm fortsætter.
Derfor orienterede vi også Kim Christiansen om, at fly er blevet en samfundsbegrundet nødvendighed og at folketinget (om muligt) bør skabe en helhedsløsning for trafikbetjeningen af Bornholm, som også omfatter samfundsbegrundet flybetjening.
***
Mon ikke det er en løsning af bl.a. disse for bornholmerne så vigtige transportforhold, som Pia Kjærsgaard har haft i sine tanker, da hun skrev, at det er ”langt og utilgængeligt” at rejse til Bornholm. Det vælger vi at tro !
Bornholms Passagerforening
21.juni 2011
Bjørn Carlsen
Rønnevej 42, Bodilsker
3730 Nexø
Share

Godt gået Winni Grosbøll

Onsdag formiddag trådte vores borgmester, Winni Grosbøll, i karakter, da hun over for Trafikkontaktrådets medlemmer anbefalede og indstillede en mere demokratisk løsning af pendlernes repræsentation i Rådet, svarende til den indstilling hun på det seneste har givet udtryk for bl.a. i pressen.

Måske har der været mange knoppede ord i denne sag. Det glæder mig derfor, trods dette, at Rådets medlemmer har lyttet til pendlernes anke over manglende mulighed for demokratisk indflydelse via den repræsentation, der ifølge vedtægterne skulle være i Rådet.

Jeg har allerede fået rigtig mange tilkendegivelser fra medpendlere om, at man er glad for afgørelsen.

Det tjener borgmester Winni Grosbøll til ære at hun egenhændigt igen tog sagen op i Kontaktrådet.

Derved har Winni Grosbøll i udpræget grad medvirket til Rådets indstilling over for transportministeren.

Nu ser vi i Pendlergruppen frem til at møde borgmesteren og i en positiv stemning og ånd skabe de bedst mulige forhold for de bornholmske pendlere.

16. juni 2011 Pendlergruppen, Steen Clausen, Brogade 12, Nexø

Share

Tilbud med Bornholmerbussen

For ikke så længe siden indførtes »DSB Orange Bornholm«, som ligestiller bornholmerne over vand og land på det »Orange« DSB-marked.
Bornholmerbussen har fulgt trop og har indført »Tilbudsbilletter på udvalgte afgange«. Der er tale om 3 forskellige prisniveauer, som prismæssigt matcher mulighederne i »DSB Orange Bornholm«.
Foreløbig gælder de 3 tilbudsmuligheder fra i dag (15/6 2011) til 14/8 2011
Ud over disse nye tilbudsbilletter med Bornholmerbussen, sælger Bornholmerbussen også billige endagsbilletter, som ikke mindst med stor fordel kan benyttes af personer ovrefra, som ønsker at besøge Bornholm på en enkelt dag for en absolut overkommelig billetpris. Passagerer ovrefra opnår nemlig, at endagsbilletten (inkluderet i prisen) giver ret til at køre rundt på Bornholm med BAT under hele dagsopholdet.
Disse endagsbilletter gælder mandage til torsdage samt på lørdage frem til 15/10 2011.
De beskrevne tilbud kan findes på Bornholmerfærgens hjemmeside.
Bornholms Passagerforening
15. juni 2011
Kirsten Lund-Hansen
Næstformand
Harbovej 125
3700 Rønne
Share